Strategien afgjorde Barber

Den 4. afdeling af NTT IndyCar Series blev kørt på Barber Motorsports Park i Alabama, hvilket var den første rigtige racerbane for kørerne i år, efter to byløb og et ovalløb.

Romain Grosjean og Andretti Autosport havde taget Pole Position, foran Alex Palou og Chip Ganassi Racing, Pato O’Ward og Arrow McLaren, Scott McLaughlin og Team Penske, Scott Dixon og Chip Ganassi Racing, Christian Lundgaard og Rahal Letterman Lanigan, Josef Newgarden og Team Penske, Felix Rosenqvist og Arrow McLaren, Rinus VeeKay og Ed Carpenter Racing, mens Alexander Rossi og Arrow McLaren kvalificerede sig på P10.

Feltets anden dansker, Benjamin Pedersen og A.J. Foyt Enterprises startede fra 25. startposition, ud af de 27 kørere.

Children’s of Alabama Indy Grand Prix 2023 start
Photo: Indycar.com

Det blev en forrygende start på løbet, hvor O’Ward med det samme dykkede op på andenpladsen, og gik til angreb på Grosjean. De to kørte side om side gennem flere sving, inden O’Ward måtte flette ind bagved – og faktisk mistede andenpladsen til Palou igen.

Rosenqvist havde et spin i Sving 2, men blev heldigvis ikke ramt af nogen, og kunne selv køre videre.

Lundgaard tabte en enkelt placering til Newgarden, og kort tid efter kom VeeKay også forbi. Pedersen var til gengæld rykket et par placeringer frem i feltet.

Palou gik til angreb på Grosjean, hvor spanieren forsøgte at dykke flere gange på franskmanden, men uden held.

Løbet lå lige på vippen mellem et 2-stops og et 3-stops løb, og derfr var der flere kørere, som enten rykkede meget fremad, eller meget bagud i feltet. Lundgaard var desværre en af dem, som blev ved med at tabe placeringer.

Newgarden, Rosenqvist og Sting Ray Robb var der tre første kørere som pittede, og derved gjorde det åbenlyst, at de var en på 3-stops strategi. Rossi og Conor Daly var inde omgangen efter. McLaughlin og Power var inde på 16. omgang, mens Grosjean, Palou og O’Ward fortsatte ude på banen.

Lundgaard begyndte så småt at rykke fremad i feltet, da han kørte på de hårde dæk, og derved kunne holde god fart i bilen, mens andre begyndte at bøvle med deres bløde dæk.

Romain Grosjean
Photo: Indycar.com

Herta var den første som pittede på en 2-stops strategi. Alt imens arbejdede Newgarden sig igennem feltet i forrygende tempo, da han var på 3-stops kategorien.

Grosjean pittede efter 29 omgange af løbet. O’Ward udnyttede de varmere dæk, og kom forbi Palou, netop som spanieren kom ud af pitten.

Lundgaard udnyttede de friske bløde dæk, som han har fået på i forbindelse med hans første pitstop. Derved kunne han lave en fed overhaling på selveste Dixon, som var på de hårdere dæk. Kort tid efter lå danskeren Palou under pres, med O’Ward kun få sekunder længere fremme.

Kørerne på 3 -stop var dog et godt stykke ude i front, med Newgarden et sekund foran McLaughlin, og med Rossi yderligere et par sekunder bagude. De lå godt 20 sekunder foran Grosjean.

McLaughlin tog føringen af løbet, kort tid inden Newgarden pittede for anden gang i løbet.

Christian Lundgaard
Photo: Indycar.com

Sting Ray Robb stoppede ude på banen, hvilket fik McLaughlin, Rossi, Power, og Rosenqvist til at pitte – inden pitlane lukkede for Safety Car. Det sendte Grosjean frem på førstepladsen – men McLaughlin var lige bagved, med friske dæk og en fuld tankfuld brændstof.

Da løbet blev frigivet igen, byttede Lundgaard og Palou placeringer et par gange. Danskeren holdt dog fast i 4. pladsen.

McLaughlin lå helt oppe under bagvingen på Grosjean, og forsøgte at overhale indenom og udenom – uden held.

Helio Castroneves var en tur af banen i Sving 1, men kom selv tilbage på asfalten. Conor Daly var en tur af banen i Sving 5, efter et tæt øjeblik med Graham Rahal. Men han fandt ligeledes selv asfalten igen.

Benjamin Pedersen havde let kontakt med Castroneves, men ikke noget der skadede bilerne.

Herta pittede for sidste gang, med 30 omgange tilbage af løbet. Omgangen efter pittede Grosjean, O’Ward og Lundgaard.

Newgarden kæmpede med dækkene, og blev overhalet af Dixon, Power, Rossi, og Rosenqvist i løbet af få sving. Det hele startede med Dixon, som fik Newgarden en lille smule af ideallinjen, og så var døren ellers åben for de andre.

Scott Dixon & Will Power
Photo: Indycar.com

Få omgange senere pittede McLaughlin, og kom ud lige foran Grosjean, men på iskolde dæk. Franskmanden lå newzealænderen under ekstremt hårdt pres. Og efter at have presset på i mange sving, lykkedes det at finde et lille hul, som Grosjean lige nøjagtig kunne dykke i.

McLaughlin lå dog lige bagved, og da han først havde fået varme i dækkene, var han virkelig giftig. Det lykkedes ham at komme forbi, på vej ud af Sving 5, hvor franskmanden virkelig havde problemer med bilen.

Med en 3-stops strategi havde Will Power fået kørt sig frem i feltet, og helt op på 3. pladsen i løbet, foran O’Ward, Palou og Lundgaard, som alle var på 2-stops strategi.

Marcus Armstrong havde avanceret hele 15 pladser i løbet, og var derfor tæt på at være i top-10 i løbet.

Simon Pagenaud var en tur på græsset, på et af de allerhurtigste punkter på banen, men fik styr på bilen, og kom tilbage på asfalten igen.

Power fik stille og roligt hentet Grosjean, og dermed ville der være maksimalt pres på i de sidste 5 omgange af løbet.

Scott McLaughlin
Photo: Indycar.com

Scott McLaughlin i Team Penske vandt løbet, foran Romain Grosjean i Andretti Autosport, Will Power i Team Penske, Pato O’Ward i Arrow McLaren, Alex Palou i Chip Ganassi Racing, Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan, Scott Dixon i Chip Ganassi Racing, Alexander Rossi i Arrow McLaren, Felix Rosenqvist i Arrow McLaren, og Marcus Ericsson i Chip Ganassi Racing på P10.

Benjamin Pedersen kom hjem på 22. pladsen for A.J. Foyt Enterprises.

Marcus Ericsson er fortsat etter i mesterskabet, men Pato O’Ward er blot 3 point bagude. Alex Palou er treer, mens Scott McLaughlin rykkede frem på P4, foran Romain Grosjean.

Nu har holdene godt to ugers pause, inden de rykker til Indianapolis Motor Speedway. Her skal GMR Grand Prix køres på inderkredsen af den historiske oval. Det foregår den 13. maj 2023, som optakt til de store 500 miles løb, sidst på måneden.

Relaterede nyheder