Hypercar 2024 – hvad kan vi forvente? – opdateret

FIA World Endurance Championship, og for den sags skyld også IMSA WeatherTech SportsCar Championship, har virkelig ramt en gylden åre, med hensyn til biler i topkategorien – det som går under betegnelsen Hypercar i FIA WEC verdenen.

Men hvad kan vi forvente på startgridden i 2024? Det tager vi et blik på her.

Acura

Acura og deres japanske moderselskab Honda har været aktive i IMSA i flere sæsoner, hvor de først var med som motorleverandør i LMP2 kategorien, og sidenhen som DPi og LMDh konstruktør. Med det fælles reglement i IMSA og FIA WEC, er det muligt at køre i begge serier. Efter den nordamerikanske motorsportsafdeling er kommet under HRC, er der kun endnu større mulighed for at de dukker op i FIA WEC. Men sker det i 2024? Nej, der bliver holdt fokus på IMSA i 2024, men der kommer formentlig en eller flere biler fra den japanske bilgigant i FIA WEC 2025.

Status for 2024 – 0 biler.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10
Photo: JJ Media

Alpine

Efter et års fravær fra Hypercar kategorien, vender Alpine tilbage til topkategorien. Ikke nok med at de er aktive i Formel 1, så har de også en lang historik indenfor sportsvogne, hvor en hel del af sæsonerne er foregået i LMP2 kategorien. Deres to hidtidige sæsoner i topkategorien har været med en ORECA bygget bil, som først blev brugt af Rebellion, inden den blev omdøbt til A480 i Alpine terminologi. Deres nye LMDh racer kaldes A424, og der bliver testet på livet løs, for at blive klar til 2024. Selvom LMDh racerne ikke er så komplicerede som LMH modellerne, så skal der stadig styr på teknikken og udviklingen, inden at de vil tilbyde den til kunder. Men om det bliver i 2025 eller 2026, er ikke offentliggjort af Alpine endnu.

Status for 2024 – 2.

Alpine A424
Photo: Alpine Cars

Aston Martin

Aston Martin annoncerede i sidste uge, at det tidligere skrottede Valkyrie Hypercar program nu er genoplivet. Programmet skal drives af Heart of Racing Team. Mens der skal testes fra nu og gennem 2024, bliver det først til 2025 sæsonen, at bilen er klar.

Status for 2024 – 0.

Aston Martin Valkyrie
Graphics: Aston Martin

BMW

Den tyske fabrik har kørt hele sæsonen i IMSA, men samlet set har den været resultatmæssigt svag for M Hybrid V8, hvis man ser bort fra Watkins Glen, hvor de arvede sejren, efter Porsche Penske Motorsports blev diskvalificeret på grund af for meget slid på træplanken under bilen. Mens det er RLL som står for det amerikanske program, er belgiske WRT blevet udvalgt til FIA WEC programmet. De har været i gang med at teste de seneste par måneder, hvor det mest gælder om at lære bilen og alle systemerne at kende. Alle der har lidt med BMW at gøre, har været ude at teste bilen for WRT. Men det endelig kørerprogram er ikke offentliggjort endnu. Der bliver fokuseret på deres fabriksprogram i 2024, så eventuelle kundebiler ligger ude i fremtiden.

Status for 2024 – 2.

BMW M Hybrid V8 Team WRT
Photo: BMW Motorsport

Cadillac

Cadillac Racing har bekræftet, at de kommer med en enkelt Cadillac V-Series.R igen i 2024. Holdet har ofte været den bedste bil bygget efter LMDh reglementet, som udspringer af IMSA serien, og har indtil nu hentet to podiepladser – den ene på hjemmebanen på Sebring, og den anden ved 24 timers løbet i Le Mans. Der er ikke planer om privatbiler i 2024, men måske i 2025.

Status for 2024 – 1 bil.

Cadillac Racing #2
Photo: JJ Media

Ferrari 

Der er en bittersød følelse i det italienske hold. De er super glade for Le Mans sejren, hvor der virkelig blev fejret igennem hjemme i Maranello. Men samtidig er de ærgerlige over alle de point, som de har smidt væk henover sæsonen med strategiske fejlbedømmelser, og nogle gange bare med en for langsom bil. Men holder kæmper utroligt godt, og har været den absolut største konkurrent til Toyota Gazoo Racing i 2023. Hvis de ellers får styr på strategien, og bliver lidt bedre til at få varme i dækkene, som især er et problem ved de koldere løb. Holdet fortsætter med to biler næste år, og der er aktuelt ikke plads til levering af flere biler til hverken IMSA eller private hold, selvom mange kunne tænke sig at køre ræs med en Ferrari 499P.

Status for 2024 – 2.

Ferrari AF Corse #50
Photo: JJ Media

Floyd Vanwall Racing Team

Holdet har haft en svær sæson i FIA WEC, hvor Vanwall Vandervell 680 raceren har været den langsomste uanset hvilken bane den har kørt på. Det hjalp heller ikke på deres fart, at Jacques Villeneuve var en del af holdet ved de første tre løbsweekender. Den canadiske Formel 1 Verdensmester manglede kilometer i bilen, så han forbedrede tiderne stort set hver gang han var i bilen – men det var tydeligt at både bilen og ham manglede adskillige testdage, for at være oppe i fart i forhold til konkurrenterne. Tom Dillmann tryllede af og til en enkelt omgang frem, som nærmede sig resten af feltet, men det var oftest kun en enlig svale, hvorefter omgangstiderne dykkede 2-3 sekunder igen, i forhold til konkurrenterne. Kommer de igen i 2024? Sandsynligheden er ikke ret stor, da bilen ikke rigtig egner sig til FIA WEC, og til tider har problemer med at køre fra LMP2 feltet – foruden den manglende holdbarhed. Hvis gridden bliver så fuld som vi forventer, behøver ACO og FIA WEC ikke længere ByKolles holdet, da de kan fylde gridden med hurtige biler fra andre bilfabrikker, som også bidrager med aktivering og køb af sponsorpladser i og omkring serien. Der har været snak omkring eventuelt salg af en bil, men med den manglende fart, er den interesse stille og roligt forsvundet.

Status for 2024 – 0-1 bil.

Floyd Vanwall Racing Team #4
Photo: JJ Media

Glickenhaus Racing

Holdet er i gang med deres tredje sæson i serien, hvor de dog endnu ikke har kørt en fuld sæson. Glickenhaus SCG007 modellen har i alt haft 6 starter i 24 timers løbet i Le Mans, og har set målflaget alle 6 gange – og det er imponerende i sig selv. For Glikenhaus holdet har kun et meget begrænset budget, og har slet ikke haft nogle testdage forud for 2023 sæsonen. Det sidste at vi så til bilerne i år var Monza, og spørgsmålet er om det var den sidste gang, at vi så en SCG007 i forbindelse med et FIA WEC løb. Lidt ligesom Floyd Vanwall holdet, har ACO aktuelt ikke behov for en bil fra et privathold, som ikke bidrager til seriens og 24 timers løbets økonomi. Det hjælper heller ikke deres sag, at Jim Glickenhaus often skyder med skarpt mod FIA og ACO omkring BOP systemet, hvor han mener at hans bil er ukonkurrencedygtig mod bilfabrikkerne, da de har mange flere midler til test og udvikling. Men det er en del af reglementet omkring Hypercars – der er et foruddefineret antal testdage, som er tilladte i reglementet. Og så længe at man ikke bruge en eneste af disse til test, blegner ens argumenter mod serien. Der har været interesse om at købe biler, men med tre sæsoner på bagen, og ikke en eneste bil solgt endnu, bliver det formentlig ikke til mere.

Status for 2024 – 0.

Opdatering – Glickenhaus Racing har netop bekræftet, at de ikke kommer til start i 2024 sæsonen, da de ikke ønsker at blive ved med at bruge så mange penge på deres program, når omgangstiderne på Le Mans (og dermed også generelt) er væsentlig hurtigere end de tider, som først blev annonceret. Så det vil være for dyrt for dem, at finde den manglende omgangstid.

Glickenhaus Racing #708
Photo: JJ MediaIsotta Fraschini

Et nyt og for mange ukendt navn er Isotta Fraschini, med mindre man kender sine bilmærker fra før Anden Verdenskrig. Men nu er der kommet liv i mærket igen, og i samarbejde med Vector Sport og Michelotto er der blevet udviklet en helt ny LMH racer, som er blevet testet gennem 2022 og 2023. Håbet havde egentlig været at få den med allerede i år, men test og udvikling gik noget langsommere end planlagt, og så siger Hypercar reglementet, at bilen er mere eller mindre låst fast i fem år, når den først er blevet homologeret. Derfor skal den helst være konkurrencedygtig fra starten af. Testbilen blev fremvist for offentligheden på Monza i juli måned, hvor der er blevet testet med raceren både før og siden. Hvis den skal deltage i 2024 serien, skal den homologeres indenfor kort tid. Test og udviklingsarbejdet virker til at være noget mere grundigt, end de andre privatbyggede biler, som vi har set i Hypercar indtil nu. Men bilens reelle performance og holdbarhed kender man først, når den kommer til at køre ræs mod de anre biler, på samme bane, på samme dag. Med alle de penge og timer, at Vector Sport og Ryan Cullen’s familie har postet i projektet, må vi forvente at de får en starttilladelse i 2024.

Status for 2024 – 0-1 bil.

Isotta Fraschini Tipo 6 LMH Competizione
Photo: JJ Media

Lamborghini

Det italienske mærke, og ærkerival til Ferrari, har teamet op med Prema og Iron Lynx, som er i gang med at teste den helt nye Lamborghini SC63. LMDh raceren havde dog et ret stort uheld på Circuit Paul Ricard i slutningen af august, hvor Mirko Bortolotti heldigvis slap uskadt, med kun ømme muskler, efter et højhastighedsuheld, hvilket satte hele programmet på pause. I starten af oktober var holdet dog ude at teste igen, hvor Romain Grosjean var bag rattet. Tidsmæssigt er de under pres. De havde håbet på at være klar til 24 timers løbet i Daytona, med en fuldt homologeret bil, men den ide er droppet, og nu er der i stedet fuldt fokus på at være klar fra starten af FIA WEC i Qatar i slutningen af februar. Aktuelt forventes der en bil i FIA WEC, selvom den oprindelige plan var på to biler. Afhængig af hvor godt testkørslerne foregår, er der stadig mulighed for to biler.

Status for 2024 – 1-2 biler.

Lamborghini SC63
Photo: Alpine Cars

Peugeot TotalEnergies

Peugeot TotalEnergies har haft det svært, siden de debuterede i juli 2022 på Monza. Konceptet med en bil uden bagvinge har vist sig rigtig svær at justere, men når den har fungeret, har den været med fremme i feltet, som vi så i Le Mans og Monza, hvor de var i front af løbet med reel fart – når alting passede perfekt med hensyn til bilens opsætning og baneforholdene. De er i gang med at teste til 2024 sæsonen, og snakken går på at der kommer en bagvinge på raceren. Tidligere på året havde de problemer med gearkassen, men det blev løst efter en total ændring af gearkassen. Der har været interesse omkring en kundebil – hvis ikke i hele FIA WEC serien, så i hvert fald ved 24 timers løbet i Le Mans. Men chancerne for en 3. bil i hele FIA WEC, er ikke ret stor i 2024.

Status for 2024 – 2.

Peugeot TotalEnergies #94
Photo: JJ Media

Porsche

Porsche Penske Motorsports havde en meget svær start på 2023, hvor Porsche 963 modellen slet og ret manglede fart, uanset om det var FIA WEC eller IMSA. Det er de kommet rigtig godt efter de seneste par måneder, hvor de faktisk førte godt halvdelen af løbet på Fuji, inden de måtte overgive sig til Toyota Gazoo Racing. Men udover de 2 fabriksindsatte biler, er Porsche også de eneste som har solgt biler til private hold. Hertz Team JOTA fik deres køreklare bil til Spa Francorchamps, mens Proton Competition ventede til Monza, med at give deres bil debut – en bil som de fik en uge inden løbsweekenden. Det til trods, har de flere gange været hurtigere end Penske holdet, som virkelig har skulle stramme sig an, for ikke at få baghjul af privathold. Holdet arbejder på en opgradering til 2024, som reglementet tillader, og disse opgraderinger skal så monteres på alle 963 racerne verden rundt. Det forventes at både Hertz Team JOTA og Proton Competition får en ekstra bil hver til 2024 i FIA WEC – det er i hvert fald planerne fra de to hold. Porsche har offentliggjort at de ikke vil sælge biler til nye hold i 2024, men fokusere på at leverer biler til deres nuværende kunder.

Status for 2024 – minimum 4, formentlig 6 biler.

Proton Competition Porsche #99
Photo: JJ Media

Toyota Gazoo Racing

Det japanske hold har allerede sikret sig konstruktørtitlen i 2023, og ser man bort fra Le Mans, har holdet vundet alle løb indtil nu i 2023 sæsonen.  Ved sæsonfinalen i Bahrain skal holdet blot have afgjort om det er bil #7 eller #8, som bliver Verdensmestre. De lavede nogle opgraderinger på raceren forud for 2023, og det har bestemt også været hastighedsmæssigt nødvendigt, da især Ferrari AF Corse har presset dem meget hårdt i kvalifikationerne, og altså også slog dem i det franske. 2-bils programmet fortsætter dog uændret i 2024, hvor der dog rygtes en udskiftning af minimum en kører. Der er ikke planer om private biler.

Status for 2024 – 2.

Toyota Gazoo Racing #8
Photo: JJ Media

Så hvor mange Hypercars får vi på startgridden i 2024? Ja, det ved vi jo først endelig, når startlisten til 2024 sæsonen bliver offentliggjort af FIA World Endurance Championship.

Men med ovenstående estimerede tal, lander deltagerantallet et sted mellem 16 og 22, med størst chance omkring de 18-20 biler. Tallet afhænger delvis også af, hvor mange GT3 biler, at der bliver tilmeldt. FIA WEC vil rigtig gerne ende med en deltagerliste omkring 36 biler. Så selvom FIA WEC er gået fra 4 klasser i 2022, til 3 klasser i 2023, og blot Hypercar og GT3 i 2024, så er pladserne på startgridden ekstremt begrænsede, og der kommer med sikkerhed til at være nogle hold, som får et nej.

Relaterede nyheder