Indycar udsætter hybrid introduktionen

NTT IndyCar Series har valgt at udsætte indførelsen af det nye hybridsystem til senere på 2024 sæsonen.

Serien har længe arbejdet hen imod at opgradere den nuværende motor 2,2 liters, som blev introduceret i 2010. Der var egentlig kommet planer om at indføre en helt ny 2,4 liters bi-turbo motor med et ERS system fra starten, men man valgte at holde fast i 2,2 liters motoren, for cirka et års tid siden.

Her var planen så, at det nye ERS system skulle kobles på de gamle 2,2 liters motorer, og der er blevet testet intensivt gennem især efteråret 2023, hvor man så ville introducere det ved sæsonstarten i St. Petersburg, Florida i marts 2024.

En planlagt test for flere hold, med det nye hybridsystem i Homestead, Miami skulle have været kørt i denne uge, som en af de sidste forberedelser til 2024, men i stedet blev den test aflyst, til stor undren for alle involverede.

I dag har Indycar så udsendt en pressemeddelelse, hvor de oplyser at man udskyder starten på det nye hybridsystem til efter Indianapolis 500 i maj måned – uden at specificere, om det er det efterfølgende løb, i august, eller ved sæsonfinalen.

Der har været flere bump på vejen, hvor både Honda og Chevrolet skulle bygge nye motorer, i stedet for deres nuværende. Honda var rimelig tideligt ude, og bestemte sig for at bruge 2,4 liters motoren, med et lignende, men ikke helt identisk system, på deres nye LMDh sportsvogn, som de bruger i IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Dermed kunne selvsamme motorblok køre en masse data ind, som så kunne overføres til Indycar. Men Chevy havde lidt problemer med deres 2,4 liters motor, og fik derfor overtalt serien til at gå tilbage til de bundsolide 2,2 liters modeller.

Alexander Rossi, Indycar hubrid test 12 October 2023, Indianapolis Motor Speedway.
Photo: Indycar.com

Med introduktionen af hybrid i Indycar, bliver Push-To-Pass systemet i stedet ændret fra ekstra turbotryk, til at blive elektrisk opladet energi fra ERS systemet, når køreren trykker på knappen på rattet. Så det bliver ikke ligesom vi kender det fra Formel 1 og fra IMSA, hvor der hele tiden lades på og af batteriet, hvor det mere eller mindre hjælper til med ekstra kræfter hele tiden – eller indtil der ikke er mere strøm på batteriet.

Det giver visse udfordringer for Indycar med hensyn til ovalløb, hvor der på flere af banerne, heriblandt Indianapolis Motor Speedway, ikke bremses under Indy500 løbet, på nær når man skal bremse ned ved pitindkørslen, eller for at undgå et uheld ude på banen. Så skal al strømmen være ladet på bilen fra starten, og så har køreren X antal kWh at bruge under hele løbet, eller skal det slet ikke være aktivt? I øjeblikket er Push-to-Pass slet ikke aktiv på ovaler, for at undgå store hastighedsforskellige mellem bilerne.

Indycar har endnu til gode at melde ud, om det også bliver sådan med det nye system. Så der er en masse ubekendte vinkler med den nye teknologi.

Indførelsen af hybrid i Indycar er noget som bilfabrikkerne har efterspurgt i flere år. I Formel 1 har man haft det siden 2014, og inden da var det allerede indført i sportsvognsverdenen. Det kom til USA på samtlige biler i IMSA i GTP kategorien i 2023, og selv NASCAR snakker om at de vil indføre det i de kommende år. Derfor er Indycar også nød til at gå med på den vogn, selvom der er mange bump på vejen indtil nu.

NTT IndyCar Series 2024 starter den 10. marts på gaderne i St. Petersburg, Florida.

Relaterede nyheder