Tørt søndagsløb på Hockenheim

Modsat lørdagens DTM løb på Hockenheim, var der tør asfalt til søndagens løb.

Philipp Eng havde taget Pole Position foran gårsdagens vinder, Marco Wittmann. Robin Frijns var den bedste ikke BMW mand i P3, lige foran holdkammerat Nico Müller, mens vi skulle helt tilbage til P14 for at fine bedste Aston Martin i form af Daniel Juncadella.

Rene Rast skulle starte løbet helt tilbage fra 16. pladsen, da han havde tekniske problemer i kvalifikationen, hvor bilen pludselig gik ud på en af hans hurtige omgange, og han måtte trille stille og roligt i pitten i frigear. Holdet fik dog løst problemet, så 2017 mesteren kunne holde med i ude på banen, til starten af løbet.

Hockenheim Sunday start
Photo: JJ Media

Philipp Eng ramte koblingspunktet perfekt, og havde et kæmpe forspring, da bilerne drejede ind i Sving 1. I år har bilerne ikke Launch Control og andre elektroniske hjælpemidler, som i de tidligere sæsoner, hvilket gjorde at kørerne skulle kontrollere starten selv med koblingen.

Marco Wittmann ramte forkert på koblingspunktet, og faldt tilbage på P4, da Nico Müller og Timo Glock kom forbi. Robin Frijns røg tilbage på 7. pladsen, efter han startede P3.

Rene Rast var kommet op 13. pladsen efter de første par omgange.

Mike Rockenfeller fik tekniske problemer med bilen, og kørte pludselig langsomt ude på banen. Han fik bilen kørt tilbage til pitten, men måtte udgå her.

Loic Duval fik gravet sig ned i gruset i Sachs Kurve, og måtte derfor trækkes væk med kran.

Med risikoen for Safety Car, valgte Paul di Resta at pitte, for forhåbentlig at få en fordel senere i løbet, når all de andre skulle pitte.

Det udløste en Safety Car periode, hvor Rast også valgte at pitte. Godt nok tabte han placeringer ude på banen, men han havde helt friske dæk til genstarten af løbet.

Løbet blev genstartet med rullestart, hvor bilerne kørte side om side. Müller holdt på udenom i Sving 1, men måtte falde bagved Eng igen, da han havde brugt lidt for meget af afkørselsarealet.

Philipp Eng
Photo: JJ Media

Bag dem var der masser af kamp, hvor de kørte 3-4 biler ved siden af hinanden. Her blev Sheldon van der Linde en af taberne, da han blev skubbet rundt af Jamie Green. Det fik Green en Drive-through straf for.

Omgangen efter fik Marco Wittmann et skub i hårnålen, hvilket sendte ham tilbage på sidstepladsen i løbet. Her var Pietro Fittipaldi synderen, og han fik samme straf som Green.

Rene Rast var på hurtig fremmarch gennem feltet, hvor han hurtigt var oppe på 4. pladsen, på de friske dæk. Hans avancement fortsatte, og to omgange senere var han i føring af løbet!

Frijns fik kæmpet sig forbi Bruno Spengler, i kampen om P4.

6 omgange senere tabte Eng også andenpladsen til Frijns, som havde passeret Müller på vej frem i feltet.

Omgange efter pittede både Eng og Müller, og her var Audi mekanikerne en anelse hurtigere end BMW, så de to byttede plads.

Jonathan Aberdein tabte en masse tid i forbindelse med hans pitstop, da han havde problemer med at få bilen i gang igen efter stoppet. Dermed faldt han tilbage på sidstepladsen.

Rast pittede for anden gang efter 22 omgange, hvor han forlod pitten med et kæmpe forspring til forfølgerne. Med hans tidlige pitstop, var Paul Di Resta nu i front af løbet, men skulle virkelig holde dampen oppe, såfremt han ikke skulle overhales af den ultrahurtige Rast, som kom stormende bagfra.

Robin Frijns fik udbremset sig selv, da han kom ud af pitten på kolde dæk. Han tabte dog ikke andet end nogle sekunder ved den lidt alternative rute.

R-Motorsport valgte at pitte Paul Di Resta endnu en gang, da hans dæk var blevet slidt op. Så fra P1 til P12 ved bare et pitstop. Men Aston Martin fik deres 5 minutter i rampelyset, hvor han førte løbet.

Rene Rast
Photo: JJ Media

Frijns og Spengler duellere om 4. pladsen, hvor hollænderen fik kæmpet sig forbi canadieren. Næste mand, Philipp Eng var 7 sekunder længere fremme, så kunne han nå det på 7 omgange?

Joel Eriksson, Jake Dennis og Paul Di Resta kæmpede om de sidste tre pladser i pointene, hvor de to Aston Martin racere kom forbi den enlige BMW.

Tre omgange før mål kom Frijns forbi Eng, ved hjælp af lidt brug af DRS.

Di Resta kom op på 7. pladsen, da han overhalede Marco Wittmann.

Daniel Juncadella måtte desværre udgå med to omgange tilbage af løbet, med et teknisk problem.

Jamie Green var på jagt efter det sidste point i løbet, så han lå helt oppe under bagvingen på Eriksson, som han kom forbi på allersidste omgang.

Men ingen kunne røre Rene Rast ude i front, som med Nico Müller og Robin Frijns på P2 og P3 gjorde det til en ren Audi fest. Herefter kom Philipp Eng, Bruno Spengler og Timo Glock med tre BMW’er, inden Paul Di Resta var dagens bedste Aston Martin i P7.

Marco Wittmann fører mesterskabet foran Robin Frijns, Rene Rast, Nico Müller og Mike Rockenfeller – altså er Wittmann eneste BMW mand i top-5.

Ikke overraskende fører Audi Konstruktørmesterskabet foran BMW og Aston Martin.

Den næste afdeling af DTM køres om 14 dage på Zolder i Belgien.

Relaterede nyheder