Precote Herberth Motorsport med 2 biler

Precote Herberth Motorsport stiller op med hele to Porsche 911 GT3 R racere i ADAC GT Masters 2021.

Det mesterskabsvindende hold fra 2018 sæsonen kommer med deres traditionelle #99, som Robert Renauer skal dele med Sven Müller. Renauer er medejer af teamet, sammen med hans tvillingebror Alfred, og var Robert som vandt titlen i 2018 sammen med Matthieu Jaminet. Müller har været lidt inde og ude af ADAC GT Masters, hvor han ligeledes kørte for holdet i 2017. Müller og Renauer kørte også sammen gennem størstedelen af 2020 sæsonen, indtil der var et datosammenfald ved sæsonfinalen, så Jaminet måtte afløse i Oschersleben.

Holdet arbejdede sammen med HB Racing i 2020 sæsonen, hvor de drev en Ferrari 488 GT3. Den røde racer er nu blevet byttet ud med en Porsche mere, hvor de overtager en anden kørerkombination, som allerede delte en bil sidste år.

Simona De Silvestro og Klaus Bachler flytter over fra KÜS Team75 Bernhard holdet, og skal fortsætte samarbejdet hos Precote Herberth Motorsport. Holdet viste af og til gode takter, men var blandt andet uheldige med nogle uforskyldte påkørsler, og andre problemer, så de missede potentielle podieplaceringer.

Precote Herberth Motorsport 2021
Graphics: Siegerdesigns

Med den aktuelle ADAC GT Masters kalender kan De Silvestro dog ikke køre åbningsløbet, da hun skal forsøge at kvalificere sig til Indianapolis 500 løbet i USA samme weekend. Det program har været annonceret i nogle måneder, og har klar førsteprioritet. Så vi må se om Alfred alligevel skal have styrthjelmen på i den weekend.

Både Alfred og Robert Renauer har allerede været bag rattet i denne sæson – og endda med stor succes. Sammen med Ralf Bohn vandt de Asian Le Mans Series, som blev afviklet over 4 løb i Dubai og Abu Dhabi, gennem februar måned. Dermed har holdet for første gang sikret sig en plads til 24 timers løbet i Le Mans. Her stiller de dog op i en Ferrari, da de ikke kunne få fat i en Porsche racer til løbet – og de alligevel har sidste års HB Racing bil til at stå, som kan konverteres til GTE specifikationer. Den mulighed har man ikke med Porsche 911 raceren, som kun findes i en specifik GT3 og en specifik GTE udgave.

ADAC GT Masters 2021 er programsat til at skulle starte den 14.-16. maj i Oschersleben.

Relaterede nyheder