Sebring 12 timer 2021 – de sidste 6 timer – opdateret

De sidste 6 timer af den 69. udgave af Mobil 1 Twelve Hours Of Sebring fortsatte i eftermiddagssolen, i dejligt Florida solskin.

Der var problemer for Performance Tech Motorsports

United Autosports #22 havde et spin ude på banen, hvor Jim McGuire var spundet rundt. Da han satte bilen i gang igen, trak han ud lige foran Whelen Engineering Cadillac #31, hvor Pipo Derani måtte bruge alle hans evner, for ikke at pløje ind i siden på McGuire. Dommerne gav #22 en Drive-through for den farlige kørsel af McGuire.

Kort tid efter var der kontakt mellem Mazda Motorsports #55 og Meyer Shank Racing Acura #60. Begge biler kunne fortsatte, men dommerne kiggede på det, og bestemte sig for at Dane Cameron i #60 skulle have en Drive-through. Kontakten skete, mens de to var ved at overhale Tower Motorsport #8, som dog undgik at blive ramt af de to spinnende biler.

Pfaff Motorsports Porsche #9
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Win Autosports #83 var kørt af banen i Sving 13, og havde plantet LMP3 raceren forholdsvis hårdt i dækmuren. Det udløste en Full Course Yellow, da Matt Bell ikke kunne komme derfra for egen kraft.

Da løbet blev genstartet, var Renger van der Zande på P2 meget aggressiv i forhold til den førende Jonathan Bomarito i Mazda Motorsports. Han kom dog hurtigt under pres fra Ricky Taylor i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 i stedet for.

Sean Creech Motorsport #33 fik en Drive-through for at have kørt for hurtigt i pitten.

BMW Team RLL #25 var kommet i front af GTLM kategorien, da Corvette Racing #3 ikke fik kaldt Nicky Catsburg i pit hurtigt nok, under den tidligere FCY, og han derfor måtte pitte en omgang efter alle de andre GTLM biler, og dermed røg ned bagi feltet. Der døjede han med at komme forbi konkurrenterne, og tabte meget tid i forhold til de andre biler i klassen.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Van der Zande blev fanget i noget trafik, hvilket gjorde at Ricky Taylor fik et godt tilløb på hollænderen. Han var dog på den forkerte siden af bilen, i forhold til hvor banen drejede hen ad, så han måtte flette ind bagved igen.

Whelen Engineering Cadillac #31 og Mustang Sampling Cadillac #5 stødte sammen i Sving 1, da #5 kom ud af pitten, og #31 kom med fuld fart rundt om svinget. Felipe Nasr i #31 ramte et bump midt på vejen, og tabte bilen, og kørte direkte ind i siden på stakkels Tristan Vautier i #5, og begge røg af med rigtig høj fart. Heldigvis ramte de ikke noget, men #31 måtte hump tilbage til pitten med et styretøj, som slet ikke så normal ud. Holdet skiftede snuden og højre hjulophæng på #31, og sendte Nasr tilbage på banen. Dommerne kiggede på det, og gav #31 en Drive-through straf.

Era Motorsport #18 havde et spin i Sving 16, men Kyle Tilley kom hurtigt i gang igen.

Sun Energy1 Mercedes #75
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Filipe Albuquerque i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 og Kevin Magnussen i Cadillac Chip Ganassi Racing #01 havde et tæt øjeblik i Sving 7-8, hvor de to kørte og gnubbede skærme, men #10 endte med at holde snuden foran.

Med 4 timers tilbage af løbet var Mazda Motorsports #55 i front af DPi, Mikkel Jensen i PR1 Mathiasen Motorsports #52 var førende i LMP2, Riley Motorsports #74 i LMP3, BMW Team RLL #25 i GTLM og Pfaff Motorsports Porsche #9 i GTD.

Kevin Magnussen i Cadillac Chip Ganassi Racing #01 var 3’er i DPi på daværende tidspunkt, mens Christina Nielsen med Team Hardpoint EBM Porsche #88 var 8’er blandt GTD bilerne.

Win Motorsport #83 var af banen i Sving 3, hvor Rodrigo Sales kunne køre derfra med nogle skader på bagenden, netop som han var kommet ud af pitten på kolde dæk.

Era Motorsport #18
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Der var ballade i Sving 7, hvor Vasser Sullivan Lexus #14 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 ramlede sammen, da Albuquerque i #10 fik bremset alt for sent, og ramte bagenden af #14. Ikke nok med at det skadede fronten på #10, så knækkede det også baghjulsophænget på #14. Ydermere gav dommerne #10 en Drive-through straf for forseelsen.

#14 kunne ikke engang få bilen kørt tilbage til pitten, hvilket udløste en Full Course Yellow, så marshals kunne kommer ud og få bilen flyttet væk. Jack Hawksworth fik dog liv i bilen igen, og kunne køre den tilbage til teamteltet, hvor mekanikerne skulle forsøge at reparere den.

Efter nogle minutters oprydning og diverse pitstops, blev løbet givet frit igen. Corvette Racing #3 kom lidt bredt rundt i Sving 1, og endte med at pløje ind over græsset, og rydde et af reklameskiltene væk. Dermed blev dagen kun endnu værre for #3, som var faldet bagud på grund af en taktisk fejl omkring en af de tidligere FCY perioder.

WeatherTech Racing Porsche #79
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

WeatherTech Racing Porsche #79 var kommet i front af GTLM kategorien, og skulle forsøge at holde de to BMW Team RLL biler bag sig. De tre biler var indenfor et sekund af hinanden.

Win Motorsport #83 var endelig blevet repareret – og det blev fejret med at køre for hurtigt i pitten, så de blev belønnet med en Drive-through.

Efter næsten en hel time i front af GTLM, måtte Matthieu Jaminet give føringen videre til Philipp Eng i BMW Team RLL #25.

Der kom Full Course Yellow med 2 timer og 45 minutter af løbet, da Tower Motorsport #8 røg af banen i Sving 8 med meget høj hastighed. Heldigvis kunne Timothe Buret selv stige ud af bilen, men bilen var totalskadet, efter at have kørt næsten direkte ind i dækbarrieren, rullet en hel omgang, og så landede med bunden ned af igen. Der med var bilen på 3. pladsen i LMP2 ude af løbet.

Riley Motorsports #91
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Det tog små 20 minutter inden løbet blev genstartet. Scott Dixon i Cadillac Chip Ganassi Racing #01 tog føringen fra Filipe Albuquerque i Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10, ved at overhale portugiseren udenom i Sving 1. Vild overhaling, på kolde dæk.

Wright Motorsports Porsche #16 fik en Drive-through straf for at have haft for mange mænd til at arbejde på bilen i pitten. United Autosports #22 fik intet mindre end 3 minutter og 36 sekunders Stop & Go straf for at have lavet en procedure fejl i forbindelse med Safety Car perioden.

Paul Miller Racing Lamborghini #1 havde problemer med gearkassen, så Madison Snow måtte humpe bilen stille og roligt tilbage til pitten.

Mazda Motorsports #55
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Ally Racing Cadillac #48 havde lavet en regnefejl, og var kommet til at køre med Simon Pagenaud i mere med 4 timer i en 6 timers periode, og dermed ville de blive taberdømt, og sendt tilbage på sidstepladsen i klassen, uanset hvad de ellers ville opnå i løbet.

Paul Miller Racing Lambo #1 måtte trække sig fra løbet, da den ikke kunne repareres.

Med 2 timer tilbage af løbet, var Cadillac Chip Ganassi Racing #01 i front af DPi, PR1 Mathiasen Motorsports #52 i LMP2, Riley Motorsports #91 i LMP3, BMW Team RLL #25 i GTLM og Pfaff Motorsports Porsche #9 i GTD.

Dermed var der dansk føring i både DPi og LMP2, med henholdsvis Kevin Magnussen og Mikkel Jensen på holdene, mens Christina Nielsen og Team Hardpoint EBM Porsche #88 var 6’er blandt GTD bilerne.

Whelen Engineering Cadillac #31 var i problemer, da Mike Conway stille og roligt måtte trille ind på græsset.

Mobil 1 Twelve Hours Of Sebring 2021
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Der var drama i pitten hos BMW Team RLL #24, da der løb benzin ud, mens de tankede bilen, og der udbrød brand på siden og under bilen. Heldigvis blev ilden hurtigt slukket, men det kostede dem en omgang, inden de var tilbage på banen.

Samtidig blev der kaldt Full Course Yellow, da #31 skulle trækkes ind i sikkerhed. Så ikke megen succes for Action Express Racing, som driver både #31 og #48. De to biler var sikre på at slutte sidst og næstsidst i DPi kategorien.

Løbet blev grønt igen, med halvanden time tilbage.

Corvette Racing #3 var kommet tilbage i front af GTLM, efter lidt snedigt pitarbejde fra mekanikerne, så strategifejlen fra tidligere i løbet var indhentet igen.

Corvette Racing #3
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Vasser Sullivan Lexus #12 havde haft kontakt med Pfaff Motorsports Porsche #9, som havde ramt bagenden af #12. Det sendte en masse dækrøg ud fra 12’eren, som samtidig fik en straf for at have overhalet inden det grønne flag – Drive-through.

Core Autosport #54 tog føringen af LMP3 kategorien, da Colin Braun fik overhalet Jeroen Bleekemolen i Riley Motorsports #91.

Der var pludselig drama hos Cadillac Chip Ganassi Racing #01, da Scott Dixon var meget sen til at pitte, og blev snittet af BMW Team RLL #25, da han SKULLE pitte. Det ødelagde ikke kun fronten, men også styretøjet på Cadillac DPi raceren. Dermed var de ude af podiekampen i dagens løb. De tabte næsten 4 omgange i pitten, inden bilen var repareret.

Den sidste time af løbet startede med Antonio Garcia i Corvette Racing #3 få meter foran Connor De Phillippi i BMW Team RLL #25. Det forspring blev meget større, da Garcia var heldig at komme forbi nogle GTD biler, mens De Phillippi hang fast bag dem, gennem flere sving.

Core Autosport #54
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Mustang Sampling Cadillac #5 havde fået sneget sig i føring af DPi kategorien, ved at bruge en lidt anden tankstrategi end konkurrenterne, og ikke mindst have en hurtig Sebastien Bourdais bag rattet.

Der kom Full Course Yellow med 33 minutter tilbage af løbet, da Sun Energy1 Mercedes #75 tabte baghjulet på vej ud på start-mål langsiden, hvilket sendte Maro Engel ind i pitmuren. Heldigvis var Engel uskadt, men dagen var slut for 75’eren.

Det ville betyde knap 20 minutters ubegrænset kamp, hvor alle ville kunne give fuld gas – og med mulighed for kamp om sejren i alle kategorier. PR1 Mathiasen Motorsports #52 havde haft et stort forspring på over en omgang gennem en stor del af løbet, men pludselig var Era Motorsport #18 på samme omgang, da de ikke havde pittet for sidste gang, inden Safety Car kom på banen. Da alle det pitstop var overstået, og der var renset op igennem klasserne, var der mindre end et sekund mellem #52 og #18.

Cadillac Chip Ganassi Racing #01
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Magnus Racing Acura #44 havde et spin i Sving 16, på første flyvende omgang. Holdet havde ellers satset på at give Andy Lally nye dæk, som eneste GTD hold under FCY perioden, men det blev til ingenting, med det spin. Dommerne så at det var Team Hardpoint EBM Porsche #88, som havde sendt #44 ud i et spin – Drive-through til #88.

Forty7 Motorsports #7 gik i stå ude på banen, men fik liv i bilen igen.

Det gik fuldstændig op i hat og briller i GTLM kategorien, med 8 minutter tilbage af løbet. BMW Team RLL #25 ramte ind i Corvette Racing #3, og skubbede Garcia på tværs af banen. Det ville WeatherTech Racing Porsche #79 udnytte, men var også ved at blive skubbet af banen af BMW’en.  Connor De Phillippi i #25 kørte så selv af banen nogle sving senere, så #79 kunne tage føringen af løbet. Dommerne gav #25 en Drive-through straf for kontakten, men det hjalp ikke #3 så meget, da de holdt stille med en skadet bil i pitten.

Kobayashi i Ally Racing Cadillac #48 havde fået kørt sig op på 3. pladsen i DPi kategorien, og lå helt oppe under bagvingen af Mazda Motorsports #55, og kunne samtidig kigge op til førstepladsen, så sekunder fremme.

Mustang Sampling Cadillac #5
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Mustang Sampling / JDC-Miller Motorsports Cadillac #5 med Sebastien Bourdais, Tristan Vautier og Loic Duval vandt løbet, foran Mazda Motorsports #55 med Harry Tincknell, Jonathan Bomarito og Oliver Jarvis toer, og Ally Racing Cadillac #48 med Kamui Kobayashi, Simon Pagenaud og Jimmie Johnson sluttede treer. De ville få pokalerne, men ikke pointene på grund af deres taktiske fejl tidligere i løbet.

Cadillac Chip Ganassi Racing #01 med Scott Dixon, Renger van der Zande og Kevin Magnussen kom i mål på 6. pladsen blandt DPi bilerne.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Scott Huffaker, Ben Keating og Mikkel Jensen vandt LMP2 kategorien, foran Era Motorsport #18 med Dwight Merriman, Kyle Tilley og Ryan Dalziel, og United Autosports #22 med Guy Smith, Wayne Boyd og Jim McGuire på P3.

LMP3 kategorien blev vundet af Core Autosport #54 med Colin Braun, Jon Bennett og George Kurtz, foran Riley Motorsports #91 og #74 med henholdsvis Jeroen Bleekemolen, Dylan Murry og Jim Cox samt Gar Robinson, Spencer Pigot og Scott Andrews.

WeatherTech Racing Porsche #79 med Matthieu Jaminet, Matt Campbell og Cooper MacNeil vandt GTLM kategorien, foran BMW Team RLL #25 og #24 med henholdsvis Philipp Eng, Connor De Phillippi og Bruno Spengler, samt Jesse Krohn, Augusto Farfus og John Edwards. Corvette Racing #3 med Antonio Garcia, Jordan Taylor og Nicky Catsburg blev overhalet på allersidste omgang.

Pfaff Motorsports Porsche #9 med Lars Kern, Zacherie Robichon og Laurens Vanthoor vandt GTD kategorien, foran Wright Motorsports Porsche #16 med Jan Heylen, Patrick Long og Trent Hindmand, og med Heart Of Racing Team Aston Martin #23 med Ross Gunn, Roman De Angelis og Ian James på P3.

Team Hardpoint EBM Porsche #88 med Katherine Legge, Christina Nielsen og Ana Beatriz lå på 3. pladsen indtil få minutter før målflaget, men sluttede femmer i klassen, efter at have afsonet straffen.

Nu har holdene næsten to måneders pause, inden WeatherTech SportsCar Championship skal køres på Mid-Ohio Sports Car Course den 16. maj 2021.

 

Opdatering

Efter noget forvirring omkring Ally Racing Cadillac #48, bestemte dommerne sig for at rykke dem tilbage på sidstepladsen allerede inden pokal ceremonien, og derfor kom Meyer Shank Racing Acura #60 med Dane Cameron, Juan Pablo Montoya og Olivier Pla med på podiet på 3. pladsen. Når løbsledelsen vælger at håndtere løbsresultatet på den måde, skal de måske overveje at give et allerede deklasseret hold Sort Flag, og dermed udelukke dem fra at køre med i resten af løbet. For hvad nu hvis #48 havde kørt en anden bil af banen, efter straffen allerede var uddelt…?

Opdatering 2

United Autosports #22 blev efterfølgende fundet ikke-lovlig, da planken under bilen var slidt mere end de tilladte 5 millimeter. Derfor blev de sendt tilbage som sidste bil i LMP2 kategorien – og da de to andre LMP2 konkurrenter bag dem i det oprindelige klassement begge udgik, var der altså kun 2 biler som blev klassificeret. UA #22 får lov til at score point for en 5. plads, da IMSA kun sender folk bagerst i klassen, men ikke fratager dem pointene fra løbet.

Relaterede nyheder