APR’s lange vej til Barcelona

Algarve Pro Racing har haft en udsædvanlig lang vej til den første afdeling af European Le Mans Series 2021.

Normalvis er der godt 1200 kilometer fra deres lokaler i Guia i Portugal til Circuit de Barcelona-Catalunya i Spanien. Problemet var bare, at det ikke var den distance, hvor bilerne skulle transporteres.

APR var nemlig også aktiv i Asian Le Mans Series, som i år blev afviklet i Dubai og Abu Dhabi. Der havde holdet 3 ORECA 07 Gibson racere med, hvor to af dem kørte som Aurus 01 med G-Drive Racing farver, og den sidste kørte som Racing Team India. Den serie sluttede midt i februar, efter 10 intense dage med træninger, kvalifikationer og fire 4-timers løb.

Herefter brugte holdet lidt tid på at lave en lille smule service på bilerne, inden de blev pakket i to containere, som skulle afhentes på havnen i de forenede Emirater.

Indtil da gik alting som planlagt. Dog blev de to containere af uransaglige årsager skilt ad fra hinanden, så de kom med på hver deres skib, med forskellige afgangstidspunkter fra Emiraterne.

Den første container landede i Portugal i for cirka 3 uger siden, hvilket gav holdet omkring halvanden uges forberedelse, inden de skulle drage mod Barcelona.

Problemet var bare, at container nummer to stod på et skib, som blev fanget i køen ved Suez Kanalen. Udover to af holdets tre biler, var der også en masse værktøj samt reservedele til bilerne i den forsinkede container.

Dagene gik, og ELMS sæsonpræmieren rykkede tættere og tættere på. Efterhånden begyndte holdet at undersøge muligheder, for at få containerne af på et tidligere tidspunkt.

Det første Europæiske fastlands stop for fragtskibet var Grækenland. Dog så shipping selskabet ikke den vigtige mail fra APR før skibet var sejlet afsted fra Grækenland – til Malta.

Så var gode råd ellers dyre, for hvornår ville den så komme til fastlandet igen?

Det skulle vise sig at Marseille var den næste mulighed, og her kunne holdet så købe sig fra, at få den pillet af skibet, og få den fragtet med lastbil til Barcelona.

Transporten gik herefter mod Barcelona, på en lastbil, som var hyret ind af shipping selskabet.

G-Drive Racing #26
Photo: JJ Media

Cirka 5 kilometer før Circuit de Barcelona-Catalunya kørte lastbilen så galt – men heldigvis var der kun materiel skade på selve lastbiltrækkeren og ikke containeren.

Når et køretøj er involveret i et uheld, sørger det spanske politi for at tilbageholde køretøjet, indtil undersøgelserne er afsluttede. Ydermere stod der jo også en container på den, som var kommet udenfor EU’s toldmure, så der var jo endnu mere at de skulle have undersøgt på den sag.

Heldigvis kunne de godt se alvoren i lasten, og at det hastede med at få den videre i systemet. Derfor blev en ny lastbil sat for, så den kunne køre de sidste kilometer mod banen.

Her kom det næste problem så, for føreren af lastbilen havde ikke noget gyldigt Corona-pas, hvilket alle personer som skal ind på Circuit de Barcelona-Catalunya i disse dage, skal være i besiddelse af. Derfor kunne han nu holde udenfor hovedindgangen, med to racerbiler, uden at måtte læsse dem af – og holdet kunne stå og kigge på en container, som de ikke måtte røre, fordi at shipping selskabet ikke havde leveret dem på aftalt adresse endnu.

APR havde selv 3 lastbilchauffører til stede på banen, men transportfirmaet ville ikke lade dem køre lastbilen de sidste 300 meter ned i paddock området, plus containeren skulle løftes af med en kran, som kun den rigtige lastbilchauffør måtte betjene.

Langt om længe fik han lov til at køre lastbilen ind, parkere langt væk fra alle andre personer, hvorefter han under strengt opsyn måtte læsse containeren af, og køre fra området igen.

Heldigvis var begge biler, og alt udstyr uskadt inde i containeren, på trods af den hårde opbremsning ude på den spanske motorvej.

Bilerne blev dog først trillet ind i garagen ved 15 tiden tirsdag eftermiddag, og gik derfor glip af de to dages fri træning forud for sæsonstarten. Heldigvis fik nogle af kørerne lidt ekstra køretid i G-Drive Racing #26, som altså var kommet til banen.

Holdet gik straks i gang med at klargøre de to biler, som skal køre under henholdsvis Algarve Pro Racing #24 og G-Drive Racing #25 i denne ELMS sæson.

Holdet vil samtidig sende en stor tak til Cyrille Taesch-Wahlen, som står for Asian Le Mans Series, samt Ian Barnwell hos Racing Logistics, som begge gjorde alt hvad de kunne, for at få bilerne hurtigst muligt tilbage til holdet.

European Le Mans Series 2021 starter for alvor på fredag den 16. april, hvor der skal køres træning, inden den første løbsdag er 18. april på selvsamme Circuit de Barcelona-Catalunya.

 

Tak til Graham Goodwin, for at bidrage med visse detaljer og informationer i sagen.

Relaterede nyheder