Safety Car spillede et pus i RTLM løb

Det første af to Road To Le Mans races blev kørt torsdag aften på Circuit de la Sarthe, hvilket samtidig var tællende til Michelin Le Mans Cup 2021 mesterskabet.

DKR Engineering #3 med Laurents Hörr og Jean Glorieux havde taget Pole Position i LMP3 kategorien, foran Moritz Kranz og Ugo de Wilde i Mühlner Motorsport #21, mens Rinaldi Racing #66 med Alexander Mattschull og Nicolas Varrone startede treer.

Der var også to danske islæt. Michael Jensen og Adam Eteki startede 19’er i CD Sport #33, mens Malthe Jakobsen og Michael Benham deltog i RLR MSport #14, og havde kvalificeret sig 20’er, efter Malthe blev blokeret af trafik og gule flagzoner under flere af hans forsøg.

I GT3 kategorien var Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2 med Nicolas Leutwiler og Julien Andlauer på Pole, foran Iron Lynx Ferrari #8 med Logan Sargeant og Rory Penttinen, mens AF Corse Ferrari #51 med Ken Abe og Edward Cheever skulle starte treer.

Også her var der lidt dansk deltagelse. Benjamin Goethe kører godt nok på tysk flag i denne løb, men deler Team WRT #34 med farmand Roald, som selv har kørt 24 timers løbet for cirka 10 år siden.

DKR Engineering #3
Photo: JJ Media

Starten af løbet forløb fint, men føringen skiftede i både LMP3 og GT3, hvor Mühlner Motorsport #21 tog føringen i LMP3, og Team WRT #72 i GT3.

Der var problemer for AF Corse Ferrari #61, som spandt rundt i Ford Chikanen ved afslutningen på første omgang.

Team Virage #71 måtte pitte allerede på den første omgang, men kom tilbage på banen.

Der var drama for Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2 i Mulsanne svinget. Det kunne blive meget dyrt for dem  i mesterskabet.

Racetivity Mercedes #83 måtte pitte med skader på bilen.

Pzoberer Zürichsee by TFT Porsche #2
Photo: JJ Media

Der kom Safety Car da den førende AF Corse Ferrari #51 holdt stille ude på banen, og der lå nogle vragdele ude på banen.

Nielsen Racing #28 var også en tur i pitten, med nogle skader på bagenden, men kom selv tilbage på banen.

RLR MSport #14 var også i problemer, og måtte pitte med en punktering på højre bagdæk. Desværre var skaderne så store på bilen, at de måtte udgå af løbet.

CD Sport #33 havde tabt nogle placeringer under de første omgange af løbet.

Dommerne gik i gang med at undersøge en potentiel kontakt mellem AF Corse Ferrari #51 og Racetivity Mercedes #83.

Pitstop vinduet åbnede mens der var Safety Car på banen, hvilket kunne give alle mulige former for problemer, når folk skulle flette ud igen.

Nielsen Racing #7
Photo: JJ Media

Det tog et par omgange, inden feltet blev givet frit igen.

Rækkefølgen havde ændret sig markant, da Nielsen Racing #7 var den nye førende, da de var en af holdene, som havde pittet under Safety Car perioden. Cool Racing #37 var ny toer, og Rinaldi Racing #66 var treer.

I GT3 var Oman Racing Aston Martin #95 kommet i front, foran Team WRT #72 og Iron Lynx Ferrari #8 var oppe som treer.

Alle kørerne som ikke havde pittet under SC, men gjorde det umiddelbart efter var sendt allerbagerst i feltet, små to minutter efter de førende biler.

Revere Lifestyle #29 var stoppet ved Tertre Rouge, i feltets eneste Adess LMP3 racer.

Racetivity Mercedes #83 fik en 1 minutters Stop & Go straf for at være skyldig i uheldet for AF Corse Ferrari #51.

Der var drama for mesterskabskandidaterne United Autosports #23 måtte pitte med en punktering, men kunne komme tilbage på banen efter et hurtigt skifte.

Team WRT #34
Photo: JJ Media

Iron Lynx Ferrari #8 tog føringen i GT3 kategorien, og sendte Oman Racing Aston Martin #95 ned på andenpladsen.

Rinaldi Racing #66 kom frem på andenpladsen i LMP3 kategorien.

Racing Spirit of Leman #25 havde et spin i Dunlop Chikanen, men kom hurtigst videre.

Der var problemer for DKR Engineering #1, som punkterede ude på Mulsanne langsiden, og måtte parkere ved anden chikane.

MV2S Racing #74 og TS Corse #73 havde haft kontakt ved Mulsanne svinget, og kunne ikke komme videre derfra.

WTM Powered by Phoenix #11 og United Autosports #26 raslede også ned i feltet, efter ballade ved Ford chikanen.

Det resulterede i to Slow Zones, på løbets allersidste omgang. Det var der tilsyneladende flere kørere som ikke så, da Cool Racing #37 blev overhalet af flere kørere, et sted hvor det ikke skulle kunne lade sig gøre på grund af Slow Zone.

Iron Lynx Ferrari #8
Photo: JJ Media

Nielsen Racing #7 Colin Noble og Tony Wells vandt løbet i imponerende stil, foran Rinaldi Racing #66 med Alexander Mattschull og Nicolas Varrone, og Cool Racing #69 med Matt Bell og Maurice Smith.

CD Sport #33 med Adam Eteki og Michael Jensen sluttede 11’er på banen.

Iron Lynx Ferrari #8 med Logan Sargeant og Rory Penttinen vandt GT3 kategorien, foran Oman Racing Aston Martin #95 med Ahmad Al Harthy og Michael Dinan, og Iron Lynx Ferrari #9 med Doriane Pin og Manuela Gostner på P3.

Team WRT #34 med Roald og Benjamin Goethe sluttede 8’er blandt GT3 bilerne.

Lørdag middag klokken 12.15 køres ugens andet løb, som allerede har haft deres egen kvalifikation. Derfor er de to løb helt uden forbindelse til hinanden.

Relaterede nyheder