Masser af GTD nyt

Man kan godt se på nyhedsstrømmen, at åbningsløbet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022 nærmer sig. Det er væltet ud med annonceringer fra især GTD kategorierne i de seneste dage, så derfor at vi samlet det i en nyhedshistorie.

KCMG

KCMG stiller for første gang op i Rolex 24 at Daytona. Holdet har base i Hong Kong, og har derfor kørt en masse ræs rundt i Asien. Sidenhen var de i LMP2 kategorien, hvor de vandt både 24 timers løbet i Le Mans samt FIA WEC LMP2 titlen, inden de stille og roligt skiftede fokus til GT kategorierne. Nu har de valgt at stille op i 2022 udgaven af 24 timers løbet i Daytona, i den helt nye GTD Pro kategori.

Holdet har tæt tilknytning til Porsche, og får derfor også nogle af de allerbedste kørere, som ikke allerede har aftaler med andre IMSA hold. Patrick Pilet, Dennis Olsen og Laurens Vanthoor har allesammen tætte bånd til den tyske bilfabrikant, og har kørt massevis af kilometer i en Porsche 911 GT3 R. De får Alexandre Imperatori, som har været tilknyttet KCMG holdet gennem de seneste sæsoner.

Indtil videre, er det kun et Daytona program.

KCMG Porsche #2
Graphics: Siegerdesigns

NTE Sport

NTE Sport vender tilbage i IMSA serien, men har parkeret Audi’en og tager i stedet en Lamborghini Huracan GT3 Evo med i GTD kategorien. Don Yount, Benjamin Hites, Jaden Conwright, og Markus Palttala skal køre raceren med startnummer 42 på siden.

Yount var den eneste faste mand hos holdet i 2021, hvor de deltog i de fire Michelin Endurance Cup løb. Han var holdkammerater med Palttala på Watkins Glen, hvor de to kørte en 4. plads hjem, sammen med Conwright. Ved finaleløbet på Michelin Raceway Road Atlanta, var Palttala skiftet ud med Hites. Hites viste hans fart ved det løb, og har derfor fået genvalg hos holdet.

Holdet planlægger at deltage i hele IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022, men vil først offentliggøre deres endelige planer på et senere tidspunkt.

NTE Sport Lamborghini #42
Graphics: NTE Sport

Vasser Sullivan

Vasser Sullivan annoncerede i sidste måned, at Frankie Montecalvo, Aaron Telitz og Richard Heistand skulle køre i Lexus RC F GT3 raceren med startnummer #12 ved Rolex 24 at Daytona. De manglede dog stadig en 4. chauffør på bilen, og det bliver Townsend Bell, som har kørt mange løb med holdet, men som stille og roligt har trukket sig lidt tilbage, for at koncentrere sig omkring kommentatorjobbet hos NBC Sports. Bell skal dog også dobbeltjobbe på Daytona, hvor han både skal kommentere løbet, og nu altså selv deltage i det. Montecalvo og Telitz skal køre hele IMSA sæsonen.

Derudover stiller holdet også med en bil i GTD Pro kategorien, hvor Jack Hawksworth, Ben Barnicoat og Kyle Kirkwood er blevet bekræftet i #14. Hawksworth og Barnicoat skal køre hele IMSA sæsonen.

Wright Motorsports

Michelin Endurance Cup 2021 vinderholdet har tidligere annonceret Jan Heylen og Ryan Hardwick som kørerne gennem hele GTD sæsonen. Dertil kommer Zacherie Robichon ved de fire MEC løb. Til 24 timers løbet i Daytona, får de selveste Richard Lietz med i bilen. Den meget erfarende Porsche fabrikskører skal med sikkerhed holde omgangstiderne på et yderst konkurrencedygtigt niveau, når han kommer bag rattet af Porsche 911 GT3 R #16.

TGM

Wright Motorsports har også en finger med i spillet her, da de skal hjælpe deres Porsche kollegaer under 24 timers løbet, ligesom de har gjort før. Ted Giovanis får igen Matt og Hugh Plumb samt Owen Trinkler som holdkammerater i bil #64. 24 timers løbet bliver sandsynligvis deres eneste løb i den store klasse i år, da de primært forkuserer på Michelin Pilot Challenge kategorien med deres GT4 Porsche.

Inception Racing

Holdet, som drives af Optimum Motorsport, vender tilbage til USA i 2022, efter de deltog ved Petit Le Mans i 2021. Holdet stiller de op med deres McLaren 720S GT3 i hele 2022 sæsonen. Brendan Iribe og Ollie Millroy er de to grundstammer blandt kørerne, men de får Jordan Pepper og danske Frederik Schandorff med i bilen på Daytona. Iribe og Schandorff delte allerede bilen ved Petit Le Mans, da Millroy måtte blive hjemme, på grund af konen havde en nært forestående fødsel. Dengang var Ben Barnicoat 3. kører på bilen, men efter han har klippet båndene med McLaren, og skiftet videre til Lexus, var han ikke en mulighed til Daytona.

Crucial Motorsports

Der kommer yderligere en McLaren til start ved 24 timers løbet. Crucial Motorsports stiller op med teamchef Paul Holton bag rattet, som får følgeskab af Lance Bergstein, Jon Miller og Patrick Gallagher. Holdet hører næppe til blandt favoritterne i GTD, men er et typisk Daytona hold, hvor de er nogle stykker, som går sammen om at deltage med en bil, hvor de forhåbentlig får en kæmpe oplevelse ud af det – og hvem ved hvad der sker efter 24 timer.

Photo: Crucial Motorsports

Testkørslerne forud for Rolex 24 at Daytona starter den 21. januar, med tre dages test og kvalifikation ved ROAR Before the 24, mens selve 24 timers løbet køres weekenden efter.

Relaterede nyheder