Rexy kommer til Le Mans

24 timers løbet i Le Mans byder ofte på specielle bildesigns, som måske, måske ikke kun bliver set den ene gang, hvorefter de er ikoniske for eftertiden.

Det så vi blandt andet med Pink Pig designet hos Porsche fra 1971, som de så genoplivede til 2018 løbet – og som vandt GTE Pro kategorien.

Et design, som allerede er blevet en ny-klassiker er Rexy. AO Racing debuterede med designet i forbindelse med 12 timers løbet på Sebring, og var med det samme en favorit blandt tilskuerne. Deres Porsche 911 GT3 R var malet helt grøn, og dekoreret som en dinosauer, med arme, næsebor osv.

AO Racing er dog også aktive i FIA World Endurance Championship sammen med Team Project 1. Her har de kørt med et standard, afdæmpet design ved de tre første løbsweekender i 2023. Men til 24 timers løbet i Frankrig, kommer den grønne bemaling også på teamets Porsche 911 RSR-19 i GTE Am kategorien.

AO Racing Porsche #80
Photo: JJ Media

Holdet oplyser samtidig, at der kommer til at være merchandise med Rexy, som bilens design i IMSA allerede er døbt.

PJ Hyetts søn inspirerede farmand til at have en dinosauer på hjelmen, og det udviklede sig til at hele bilen skulle ligne en dino.

Første gang at vi får designet at se på banen, bliver søndag den 4. juni, hvor den obligatoriske testdag på Circuit de la Sarthe afvikles, inden løbsaktivetterne fortsætter i ugen efter, og kulminerer med 24 timers løbet den 10.-11. juni.

Det vides endnu ikke om det bliver en engangsforestilling, eller om Rexy får lov til at blive på raceren i resten af FIA WEC sæsonen.

Relaterede nyheder