LMP2 udgår fra WEC

Det har længe været rygtet, men i dag blev det officielt. LMP2 kategorien udgår fra FIA World Endurance Championship efter 2023.

Kategorien har været med lige fra starten af mesterskabet tilbage i 2012, og har været platform for mange kørere, til at tage det store spring op i LMP1 eller den nuværende Hypercar kategori.

Årsagen til at kategorien forsvinder, er at der simpelthen ikke er fysisk plads til den længere i FIA WEC. Hypercar kategorien har 13 deltagere i denne sæson, men til næste sæson kommer der formentlig til at være omkring de tyve biler, måske endda 22. Det efterlader kun 16-18 pladser til den nye GT3 kategori, som skal erstatte GTE Am kategorien.

IDEC Sport #48, Tower Motorsports #13, Alpine Elf Team #36
Photo: JJ Media

En yderligere årsag er, at 8 ud af de 11 biler, som deltager i LMP2, faktisk drives af hold, som enten allerede har eller som får et Hypercar program i 2024. Så de hold vil alligevel falde fra, da deres fokus i FIA WEC vil være på topkategorien.

Det er vigtigt at understrege, at LMP2 bestemt ikke udgår fra ACO serierne. Kategorien lever videre i European Le Mans Series og Asian Le Mans Series, samt i IMSA WeatherTech SportsCar Championship. Derudover bliver 15 startpladser til 24 timers løbet i Le Mans 2024 reserveret til LMP2 biler, da netop det løb, er den helt store gulerod for Sølv- og Bronzekørerne, som i flere tilfælde leverer budgettet for holdene. De pladser bliver fordelt i en kombination af mesterskabstitler i ELMS, Asian LMS og IMSA, plus alle andre LMP2 hold også har mulighed for at søge om en plads.

Vi har rundet 150 producerede LMP2 racere, med over 100 chassis’er produceret af ORECA, foruden Dallara, Ligier og Multimatic, når man tæller DPi bilerne med, som allesammen var basseret på de nuværende LMP2 racere.

Relaterede nyheder