260 omgange på WWTR

Det 3. sidste løb i NTT IndyCar Series 2023 blev kørt på World Wide Technology Raceway nær Madison, Illinois, meget tæt på byen St. Louis, Missouri. Banen er også tidligere kendt som Gateway, inden den fik en navnesponsor.

Det var Scott McLaughlin fra Team Penske havde været hurtigst i en kvalifikation som blev kørt søndag morgen lokal tid, da lørdagen regnede væk. Newzealænderen havde dog skiftet motor, før dens holdbarhed var udløbet – lidt som man kender fra Formel 1, så derfor blev han sat 9 pladser tilbage. Derfor startede holdkammerat Josef Newgarden startede etter, foran Colton Herta i Andretti Autosport, Pato O’Ward i Arrow McLaren, Felix Rosenqvist i Arrow McLaren,  Romain Grosjean i Andretti Autosport, David Malukas i Dale Coyne Racing, Alexander Rossi i Arrow McLaren, Will Power i Team Penske, Callum Ilott i Juncos Hollinger Racing, og Scott McLaughlin på P10.

Mesterskabsførende Alex Palou i Chip Ganassi Racing havde egentlig kørt 5. hurtigste tid, men havde også skiftet motor. Det samme gjorde holdkammeraterne Scott Dixon og Takuma Sato også, så de startede 14’er, 16’er og 17’er, selvom de egentlig havde kvalificeret sig i top-10. Derudover havde Kyle Kirkwood i Andretti Autosport , og Agustin Canapino i Juncos Hollinger Racing også skiftet motor, og startede derfor 22’er og 30’er i løbet.

Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan Racing startede løbet fra P19, mens Benjamin Pedersen i A J Foyt Enterprises startede 25’er.

Bommarito Automotive Group 500 2023 start
Photo: Indycar.com

Der var ballade allerede i det første sving, da Benjamin Pedersen røg i betonmuren, efter han blev vippet rundt af Ed Carpenter. Dermed var løbet slut for danskeren, inden det rigtig var kommet i gang. Det gav naturligvis Full Course Caution.

Ryan Hunter-Reay, Agustin Canapino, Ed Carpenter, og Santino Ferrucci valgte at pitte under Safety Car perioden, og komme på en lidt anden strategi.

Løbet blev givet frit igen på den 11. omgang.

David Malukas havde fået en forrygende start, inden det gule flag kom ud, og var helt fremme på P4.

Lundgaard havde tabt et par placeringer, men var stadig kørende.

Palou vandt hurtigt nogle placeringer, og kørte sig ind i Top-10 efter få omgange.

Ed Carpenter fik også en 30 sekunders Stop & Go straf for kontakten med Pedersen, hvilket sendte ham 3 omgange bagud, inden han var oppe i fart igen.

Benjamin Pedersen
Photo: Indycar.com

Malukas fortsatte sin fremgang, og snuppede tredjepladsen i løbet.

Sato valgte at pitte efter 52 kørte omgange, og det satte gang i den regulære pitstop runde, hvor Lundgaard var inde kort efter.

Japanske Sato var utrolig tæt på at sætte bilen i muren, og måtte næsten bremse helt op, for at redde den, men undgik heldigvis at blive ramt af andre biler.

Ilott snittede muren, da han skulle overhale Sato, men kunne heldigvis køre videre ind i pitten, og få nogle friske dæk på. Han meldte dog tilbage over radioen, at bilen stadig kørte mærkeligt, så mekanikerne måtte i gang med at kigge på den, og reparere hjulophænget.

Devlin DeFrancesco og Helio Castroneves var tæt på at ramme hinanden i forbindelse med det første pitstop, men de nåede heldigvis lige at undvige hinanden.

Efter alle havde pittet, var det lykkedes O’Ward at komme forbi et par kørere, og var derfor fremme som treer, som bedste Arrow McLaren, og foran Malukas.

O’Ward fortsatte fremmarchen, og kom også forbi Herta, som klagede over understyring på bilen, efter han havde fået nye dæk på bilen.

David Malukas
Photo: Indycar.com

Sting Ray Robb var tæt på at ramme muren, men holdt den med nød og næppe på banen.

Newgarden blev stille og roligt presset af O’Ward, som var eneste kører, som kunne følge amerikaneren. Alle andre lå mindst 7 sekunder fra duoen.

Grosjean og Linus Lundqvist var de to første, som pittede for anden gang. De to havde kørt et stint på de blødere dæk, som var noget nyt indenfor ovalløb. Men de var langt fra så holdbare som de hårdere dæk, og derfor skulle de køre over 80 omgange på hver af de resterende stints, såfremt de kunne holde sig til en 4-stops strategi, hvilket folk håbede på at kunne klare løbet på.

Sato var ved at sætte bilen i muren for anden gang i dagens løb, da han kom alt for hurtigt ind i Sving 3.

Flere kørere dykkede i pit forholdsvis kort tid efter Grosjean og Lundqvist, inklusiv Newgarden, som ellers havde kørt langt på det første stint.

O’Ward gik til angreb på Newgarden, da amerikaneren hang fast bag langsommere trafik, og var nærvøs for at komme ude af sporet, og ud i den meget dækfnuller. Til Newgarden’s held, kom Ed Carpenter ud af pitten, og flettede ind mellem de to, hvilket gav ham lidt luft igen.

Der kom Full Course Caution på 123. omgang, da Takuma Sato satte raceren i muren. 3. gang var altså ikke lykkens gang for japaneren, som udgik med skader på både for- og baghjulsophæng.

Pato O’Ward & Felix Rosenqvist
Photo: Indycar.com

Scott Dixon var eneste kører, som ikke havde pittet for anden gang i løbet, og lå i føring, da det gule flag kom ud. Men han holdt fast i føringen, da alle bag ham også pittede. Så en kæmpe fordel til den erfarende newzealænder, som dog havde Newgarden lige bag sig, da løbet blev givet frit igen.

Canapino ramte et dækkene hos Malukas, så sidstnævntes mekaniker kastede lidt håndtegn i retning af argentineren. Canapino fik en Drive-through for det.

Ericsson havde også problemer i pitten, da mekanikerne ikke havde fået skruet venstre bagdæk ordentlig på raceren. Heldigvis, hvis man ellers kan sige det, skete det lige som han satte i gang, og derfor kunne mekanikerne hurtigt trække ham tilbage, montere et dæk, og sende ham afsted igen. Ericsson kørte heller ikke i sin egen bil, da han havde haft et uheld under træningen, hvor han ramte Will Power, som netop havde haft sit eget uheld. Det gav så store skader for svenskeren, at han måtte hoppe i teamets reservebil til dagens løb.

Der var også problemer for Castroneves, som havde et meget langsomt pitstop, hvor mekanikerne måtte starte bilen op igen.

Løbet blev givet frit igen på Omgang 136.

Josef Newgarden
Photo: Indycar.com

Newgarden kom under hårdt pres fra O’Ward, hvor de to næsten stødte sammen på baglangsiden, inden mexicaneren flettede ind bagved igen.

Malukas lå stadig i top 5, mere end halvvejs gennem løbet. En flot præstation af den unge amerikaner, som tidligere på året annoncerede at han ville forlade Dale Coyne Racing efter i år – bare uden at annoncere, hvor han så skal køre.

Palou kørte rundt omkring 10. pladsen i dagens løb, og med Dixon og Newgarden helt fremme, så mesterskabsafgørelsen ud til at blive udskudt mindst en uge mere. Såfremt de to sluttede bag Palou i dagens løb, ville spanieren allerede være mester med to afdelinger tillbage. Men det var ikke tendensen med 100 omgange tilbage af løbet.

O’Ward og Rosenqvist pittede på 167. omgang, hvilket tvang Newgarden i pit umiddelbart efter. Med 98 omgange tilbage af løbet, skulle de med sikkerhed pitte endnu en gang. Store dele af feltet fulgte efter, mens Dixon kørte videre ude i front.

O’Ward var kommet forbi Newgarden, hvor de to fortsatte deres hårde duel ude på banen.

Dixon, Power, Grosjean, Kirkwood og Castroneves blev ude på banen, og forsøgte at køre i mål med kun et pitstop mere. Power, Kirkwood og Castroneves opgav den taktik, mens Dixon og Grosjean fortsatte ude på banen.

Conor Daly
Photo: Indycar.com

Dixon pittede med 64 omgange tilbage af løbet, mens Grosjean kom ind omgangen efter. Dixon kom ud på 11. pladsen, men alle kørere foran ham skulle pitte en gang mere. Grosjean kom ud på 21. pladsen – en omgang efter Dixon, og var dermed ude af kampen om sejren, selvom han fulgte Dixon’s strategi.

Palou pittede kort tid efter, for at have klaret det sidste pitstop i dagens løb. Det satte pres på flere andre kørere i feltet, for ikke at falde bag spanieren.

Newgarden pittede med 52 omgange tilbage, mens O’Ward fortsatte ude på banen, og fik at vide at han bare skulle presse på. Det satte Newgarden under ekstremt pres, hvor han knækkede, og ramte muren så hårdt, at det skadede bilen, og Newgarden måtte pitte. Dermed var hans mesterskabschancer helt ovre for 2023, da Palou stadig kørte rundt ude på banen.

Der var kontakt mellem Malukas og McLaughlin, hvor newzealænderen virkelig måtte arbejde, for ikke at ramme muren blot 2 omgange efter holdkammeraten gjorde det.

O’Ward pittede umiddelbart efter, og kom ud godt 20 sekunder efter Dixon, som var på vej mod sejr, med to pitstop mindre end alle andre kørere i feltet, på nær Grosjean. Han skulle dog lige gennemføre de sidste omgange af løbet.

Lundqvist var centimeter fr at sætte bilen i muren, da han kom lidt langt op i Sving 3, hvor der lå en masse dækfnuller. Svenskeren gjorde det dog rigtig fornuftigt i sig første ovalløb i Indycar, efter kun tidligere at have kørt det i Indy Lights.

Dixon var ved at give hele feltet røvfuld, da kun O’Ward og Malukas var på Dixon’s omgang, mens alle andre var mindst en omgang bagude. Og de lå altså over 20 sekunder efter Dixon, med 10 omgange tilbage.

Scott Dixon
Photo: Indycar.com

Scott Dixon i Chip Ganassi Racing kørte sejren hjem, foran Pato O’Ward i Arrow McLaren, David Malukas i Dale Coyne Racing, Alexander Rossi i Arrow McLaren, Scott McLaughlin i Team Penske, Colton Herta i Andretti Autosprot, Alex Palou i CGR, Felix Rosenqvist i Arrow McLaren, Will Power i Team Penske, og Marcus Ericsson i CGR.

Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan Racing kom hjem på 17. pladsen, lige bag holdkammerat Conor Daly, og tre pladser foran Graham Rahal.

Alex Palou holder fast i føringen, som nu er 74 point foran Scott Dixon. Josef Newgarden er P3, foran Pato O’Ward og Scott McLaughlin.

Lundgaard er aktuel 8’er i mesterskabet, hvor han har tre kørere lige i nakken.

Nu kommer vi til Portland International Raceway, som NTT IndyCar Series skal besøge næste weekend, inden sæsonen afgøres om to uger på WeatherTech Raceway Laguna Seca.

Relaterede nyheder