110 næsten grønne omgange i Portland

Det næstsidste NTT IndyCar Series løb i 2023 sæsonen blev kørt på Portland International Raceway i Oregon.

Graham Rahal i Rahal Letterman Lanigan Racing havde taget sæsonens 2. Pole Position, foran Scott McLaughlin i Team Penske, Colton Herta i Andretti Autosport, Scott Dixon i Chip Ganassi Racing, mesterskabsførende Alex Palou i CGR, Pato O’Ward i Arrow McLaren, Will Power i Team Penske, Callum Ilott i Juncos Hollinger Racing, Alexander Rossi i Arrow McLaren, og Marcus Ericsson på P10.

Christian Lundgaard i RLL var uheldig at blive fanget i trafik under kvalifikationen, og endte helt tilbage på P17, mens Benjamin Pedersen i A J Foyt Enterprises startede 26’er.

Tom Blomqvist var tilbage hos Meyer Shank Racing i sæsonens to sidste løb, i stedet for Simon Pagenaud, men han kvalificerede sig sidst til løbet. Derfor valgte holdet efterfølgende at skifte motoren i den lyserøde racer, for at have en frisk motor i bilen.

BITNILE.com Grand Prix of Portland 2023 start
Photo: Indycar.com

Starten forløb godt gennem de første sving, men Kyle Kirkwood og Josef Newgarden måtte skyde genvej ind over chikanen, for ikke at ramme nogle andre.

Palou kom frem på 3. pladsen, ved at overhale Dixon og Herta i udgangen af Sving 2. Den placering håbede spanieren på som minimum at kunne holde til mål. Såfremt han sluttede i top 3, ville han være mester, uanset Dixon’s placering.

Der var kontakt mellem Romain Grosjean og Callum Ilott i midterfeltet, hvilket skadede Grosjean’s bil, så han måtte pitte. Ilott havde fået et lille skub ud på græsset, og da han kom tilbage, kunne Grosjean ikke se noget i støvskyen, og ramt englænderens baghjul, og lettede kortvarigt, hvilket var nok til at skade hjulophænget.

Lundgaard fik overhalet holdkammerat Juri Vips, efter han havde tabt placeringen på den første omgang.

Power havde et spin i Sving 4, efter han forsøgte at komme forbi Rossi, men havde for meget fart på, så bagenden skred ud. Motoren gik ud for Power, og det udløste en Full Course Yellow, så sikkerhedsfolkene kunne komme ud, og få raceren startet op igen.

Sting Ray Robb, Ryan Hunter-Reay, David Malukas, og Kirkwood valgte at pitte under Safety Car perioden. Uheldigvis kørte Hunter-Reay for hurtigt i pitten, så det gav ham en Drive-through.

Graham Rahal
Photo: Indycar.com

Da løbet blev givet frit, var der med det samme kamp mellem de tre Arrow McLaren biler, som lå 6’er, 7’er og 8’er. Rosenqvist og Rossi skiftede placeringer nogle gange, mens O’Ward holdt sig ude af den duel i første omgang.

Efter en længere reparation for Grosjean, vendte han tilbage til banen – 10 omgange bagude.

VeeKay og Lundgaard pittede efter 17 kørte omgange. Herta pittede omgangen efter, sammen med Rossi, Ericsson, Ilott, og Vips. Ericsson kom ud foran Rossi. VeeKay fik overhalet Rossi på ud-omgangen, mens Lundgaard også smuttede forbi amerikaneren.

Herta fik en Drive-through, da han havde kørt for hurtigt i forbindelse med hans pitstop.

Palou tog andenpladsen af løbet, inden McLaughlin valgte at pitte omgangen efter.

Rahal pittede efter 22 omgange, mens Palou og Dixon kørte videre ude på banen. De to CGR kørere var på de hårde dæk, mens Rahal havde startet løbet på bløde dæk.

Tom Blomqvist fik en Drive-through for at have kørt for hurtigt i pitten.

Rahal kom ud af pitten foran McLaughlin, men newzealænderen hentede ind med stormskridt på polemanden. Det lykkedes dog at forsvare placeringen.

Agustin Canapino og Kirkwood havde let kontakt i Sving 7, hvilket sendte Kirkwood ud i gruset. Få sving senere spærrede Kirkwood for Hunter-Reay på baglangsiden, hvor “Captain America” måtte redde bilen med lige knapt 300 kilometer i timen.

Rosenqvist og O’Ward kom ud af pitten side om side, og kørte også side om side gennem Sving 1, inden svenskeren fik snuden foran i Sving 2. Hård kamp mellem de to, som formentlig ikke er holdkammerater i 2024.

Felix Rosenqvist
Photo: Indycar.com

Newgarden kom ud af pitten mellem Rahal og McLaughlin, men måtte hurtigt opgive pladsen på grund af de kolde dæk. Han var dog meget tæt på de to tidligere førende i løbet, hvilket var et kæmpe hop op i stillingen, i forhold til startpositionerne.

Palou pittede efter 31 omgange, og kom ud mere end 10 sekunder foran Rahal.

Kirkwood skulle afgive 2 pladser, efter den manøvre som han lavede på Hunter-Reay.

Dixon pittede omgangen efter Palou, og kom ud af pitten, over et sekund efter holdkammeraten, og mesterskabs konkurrenten, som voksede til 7 sekunder, inden der var varme i newzealænderens dæk. Mens Palou var på bløde dæk, var Dixon på hårde dæk.

Lundgaard var blandt de allerførste som pittede for anden gang. Danskerne var rykket frem på 12. pladsen, men tabte nogle pladser, inden han dykkede i pit for anden gang, da de bløde dæk ikke var nær så holdbare og hurtige, som de hårde var i løbet.

Dixon hentede ind på Palou, da spanierens dæk også var ved at give op. Samtidig kom Rosenqvist også tættere på de to CGR kørere.

Palou var den første fra frontgruppen, som var i pit for anden gang. Da han kom ud, havde han en hård duel med Helio Castroneves, som det lykkedes at holde bag sig. Dommerne kiggede dog på, om der var for meget slingren, da Palou kørte fra den ene siden af banen til den anden to gange, med brasilianeren lige bagved. Men nej – der var ikke noget de skulle kigge på.

Rinus VeeKay
Photo: Indycar.com

O’Ward, Rahal og McLaughlin pittede efter 51 kørte omgange, og kom ud i samme rækkefølge igen. Både Ericsson og VeeKay fik overhalet de to sidstnævnte, mens de kæmpede med at få varme i dækkene.

Der var let kontakt mellem Newgarden og Kirkwood i Sving 1, men begge kunne køre videre. Kirkwood kørte og sparede på brændstoffet, da de ville forsøge at køre i mål med kun 1 pitstop mere, mens alle andre formentlig skulle pitte to gange.

VeeKay og Ericsson havde kontakt i Sving 7, hvilket sendte svenskeren en tur gennem græsset.

Rosenqvist pittede efter 58 omgange, hvor han satte endnu et sæt hårde dæk på bilen, og ventede med de bløde til sit sidste stint.

Dixon pittede to omgange efter, og satte de bløde dæk på raceren – altså en anden strategi Rosenqvist. Palou var den nye førende, med nogle omgange inden han skulle pitte. Rosenqvist nåede helt op bag Dixon, men kom ikke forbi, inden der var varme i dækkene.

Efter at være startet for den første række, var Rahal og McLaughlin helt tilbage på henholdsvis 8. og 11. pladsen, efter 70 ud af 110 omgange kørt.

Kyle Kirkwood pittede for sidste gang, efter 75 kørte omgange, og skulle derfor køre 35 omgange til mål, hvilket var helt ude på grænsen af hvad tankkapaciteten kunne række til.

Et par omgange senere pittede Lundgaard, men lå stadig og rodede rundt omkring 20. pladsen, som han ikke rigtig kunne komme fri af.

Palou pittede for sidste gang efter 79 kørte omgange, og satte et sæt hårde dæk på igen. Palou kom faktisk ud af pitten, foran Rahal, som stadig havde et pitstop tilbage – så meget havde han tabt i forhold til CGR køreren.

Scott McLaughlin
Photo: Indycar.com

Dagens sidste pitstop for Armstrong gik helt galt for Armstrong, hvor mekanikerne ikke fik højre bagdæk sat på. Derfor måtte de trække bilen tilbage til pitten, sætte dækket på, inden de kunne sende ham tilbage på banen – mange, mange sekunder forsinket.

Canapino havde et vildt spin, med 27 omgange tilbage af løbet. Argentineren holdt strandet i opløbssvinget, hvilket udløste dagens kun anden Full Course Yellow, så de kunne få hans bil startet op igen.

Rosenqvist nåede lige i pit inden pitten lukkede, og kom ud på andenpladsen, foran Dixon, som var rødglødende over radioen, hvor han skældte og smældte over løbsledelsen, som lod banen være grøn i over 1 minut, med en bil strandet på et farligt sted på banen – blot for at lade Rosenqvist pitte, og han derved ikke faldt langt ned i feltet.

Løbet blev givet frit med 22 omgange tilbage.

Få omgange senere var der kontakt mellem Ericsson og Rossi på baglangsiden, hvor Rossi’s frontvinge blev skadet. Heldigvis kunne han køre bilen tilbage til pitten, men med et langt pitstop, var hans dag så godt som slut.

Efter problemer tidligere i løbet, var Herta fremme på 8. pladsen, og havde god fart i raceren. 4 omgange før mål lavede han dog en fejl, og kom ud i gruset med højre hjulpar, og spandt rundt. Motoren gik kortvarigt i stå, men han fik liv i raceren igen – men tilbage på 13. pladsen.

Alex Palou
Photo: Indycar.com

Alex Palou og Chip Ganassi Racing vandt løbet med over 5 sekunder til Felix Rosenqvist i Arrow McLaren, Scott Dixon i CGR, Patricio O’Ward i Arrow McLaren, Josef Newgarden i Team Penske, Rinus VeeKay i Ed Carpenter Racing, Marcus Ericsson i CGR, David Malukas i Dale Coyne Racing, Scott McLaughlin i Team Penske, og Kyle Kirkwood i Andretti Autosport på P10.

Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan Racing kom hjem på en fin 11. plads, efter et stort avancement mod slutningen af løbet. Benjamin Pedersen i A J Foyt Enterprises kom hjem på 22. pladsen.

Alex Palou er 2023 mester i NTT IndyCar Series. Den 26-årige spanier kan kalde sig dobbelt mester, efter han også vandt 2021 mesterskabet for selvsamme hold. Scott Dixon er også sikret andenpladsen i mesterskabet, da forspringet til Josef Newgarden nu også er for stort til at indhente. Til gengæld er Pato O’Ward, og Scott McLaughlin på jagt efter 3. pladsen, som de matematisk stadig kan tage.

Sæsonfinalen i NTT IndyCar Series 2023 køres den kommende weekend på WeatherTech Raceway Laguna Seca.

Relaterede nyheder