Heart of Racing kommer med Aston Martin i Hypercar

Heart of Racing Team bliver det næste hold, som kommer til start med en helt ny Hypercar.

Det amerikanske hold skal drive Aston Martin racere i både FIA World Endurance Championship og IMSA WeatherTech SportsCar Championship fra 2025 og fremad.

Det bliver superbilen Aston Martin Valkyrie, som bliver basen for den nye Hypercar. Den har været tæt på at stille op før, indtil Aston Martin blev købt af Lawrence Stroll tilbage i 2020, og alt blev sat på Formel 1, med det tidligere Force India hold, som tog navneforandring.

Aston Martin var meget hurtig til at melde sig på banen, da Hypercar klassen blev offentliggjort i 2019. Få måneder senere meldte den britiske bilfabrik sin ankomst, hvilket fik stor indflydelse på hvordan reglementet ser ud. Blandt andet er minimumsvægten på racerne hævet til mindst 1030kg, foruden der er skruet op for hestekræfterne i forhold til de oprindelige planer, da Valkyrie modellen er i den tunge ende i forhold til de gamle LMP1 modeller, plus den har over 1000 hestekræfter i standardudgave. Det skal reduceres ned, da reglementet i Hypercar siger maksimalt 680 hk.

Aston Martin Valkyrie
Graphics: Aston Martin Racing

Heart of Racing Team har været aktiv i IMSA serien siden 2020, hvor den har stået på GTD. Sidenhen blev det udvidet til også at inkludere en GTD Pro bil. I 2020 vandt de titlen i IMSA serien, og fortsatte med sejr ved 24 timers løbet på Daytona i januar måned, hvor Marco Sørensen var en del af holdet.

I maj 2023 dukkede de op i FIA WEC, da de overtog Northwest AMR bilen fra Paul Dalla Lana, og dermed fik deres Le Mans debut en måned senere.

2024 kommer til at gå med mere Aston Martin ræs i både IMSA og FIA WEC, hvor der for øvrigt kommer en ny opdateret udgave af Vantage modellen i både GT3 og GT4 spec. Derudover skal Heart of Racing Team teste og forberede den nye Hypercar til 2025.

I FIA WEC skal den deltage i Hypercar kategorien, mens det bliver under GTP navnet i IMSA.

Relaterede nyheder