Optakt til NTT IndyCar Series 2024

Sæsonstarten i NTT IndyCar Series nærmer sig, hvor de 11 hold i skrivende stund er på vej mod St. Petersburg i Florida, hvor 2024 sæsonen starter denne weekend. 

Der skal køres 17 tællende løb, plus et specielt ikke-tællende showløb, hvoraf 7 køres på ovaler, mens resten er på en blanding af rigtige racerbaner, og specialopførte gadeløb. 

Holdene har skiftet rigtig meget ud henover vinteren, og kun Team Penske starter med præcis de samme tre kørere i bilerne, som kørte 2023 sæsonen. 

Lad os tage holdene en efter en, i alfabetisk rækkefølge. 

A.J. Foyt Racing – Chevrolet 

Holdet har valgt at holde fast i Santino Ferrucci i bil #14, men har skiftet danske Benjamin Pedersen ud med Sting Ray Robb i bil #41. Pedersen var ellers angiveligt på en flerårig aftale, men holdet har benyttet en exit klausul, da danskeren desværre havde rigtig rigtig mange dyre uheld i 2023. Så selvom han havde en god sum penge med til holdet, endte det med at blive en dyr fornøjelse – og så skulle Robb angiveligt have en endnu større sum penge med. 

Holdet har startet et nyt samarbejde om dataudveksling med Team Penske, som forhåbentlig giver dem lidt mere fart på de normale baner, mens Team Penske kan få lidt teknisk hjælp ved især Indy 500, hvor farten har manglet for dem, på trods af Newgardens sejr i 2023. 

Andretti Global – Honda  

Andretti holdet vælger at holde fast i Kyle Kirkwood #27, som var den eneste der vandt et løb for holdet i 2023, samt Colton Herta i bil #26, som senest vandt i 2022. De har erstattet Romain Grosjean med Marcus Ericsson i bil #28, som senest har haft et par gode år hos Chip Ganassi Racing, inklusiv en sejr ved Indianapolis 500. Svenskeren og CGR kunne derfor ikke helt blive enige om, hvilken vej, og hvor store beløb, der skulle udveksles mellem hans og CGR’s konto. Han mente selv at han var meget værd, da han nu havde vundet det største løb i Indycar serien – det mente Chip Ganassi så ikke helt, men Michael Andretti var villig til at betale en løb, som Ericsson er tilfreds med.  

Holdet har skåret en bil væk, så i stedet for fire, blot at køre med tre. Det betyder også et farvel til Devlin DeFrancesco, som modsat Grosjean, ikke er at finde i serien i 2024. 

Der kommer dog en 4. bil ved Indianapolis 500, hvor Marco Andretti skal køre bil #98. 

Arrow McLaren – Chevrolet 

Det tidligere Schmidt Peterson Motorsports går ind i den anden sæson under Arrow McLaren navnet, og her er Felix Rosenqvist blevet skiftet ud med David Malukas – eller det vil sige, at Malukas ikke er at finde i bilen ved åbningsløbet, da han var uheldig at brække hånden under mountainbike træning forud for sæsonen. I stedet kommer Callum Ilott til at sidde i bilen #6, mens Pato O’Ward stadig sidder i bil #5, og Alexander Rossi kører videre i bil #7. 

Holdet stiller med en ekstra bil ved Indianapolis 500 til NASCAR køreren Kyle Larson, som indtil videre har testet flere gange for holdet, som forberedelse til den store opgave, som starter med Indy 500 om formiddagen, og forhåbentlig fuldendes med Coca Cola 600 løbet i NASCAR senere på dagen. 

Chip Ganassi Racing – Honda 

Holdet fortsætter med den forsvarende mester Alex Palou i bil #10, mens Scott Dixon skal forsøge at hente sit 7. mesterskab i bil #9. Marcus Armstrong fortsætter i bil #11, og skal i år køre fuld sæson, modsat 2023, hvor Takuma Sato kørte bilen ved ovalløbene. De får to nye holdkammerater i CGR stalden. 

Kyffin Simpson skifter op fra IndyNXT, og skal køre i bil #4. Køreren fra Cayman Island er også forsvarende European Le Mans Series mester, men det bliver noget helt nyt i den amerikanske topklasse indenfor formelbiler. Han har en god sum penge med, men har også bevist indenfor især sportsvognsverdenen, at han kan køre hurtigt, hvis han får noget godt materiel. 

Linus Lundqvist skal køre i bil #8, som tidligere er blevet kørt af landsmanden Marcus Ericsson. Lundqvist havde et par starter i Indycar i 2023, som afløber for Simon Pagenaud hos Meyer Shank Racing – men nøjedes med at køre tre løb, så han stadig kan køre med om Rookietitlen i Indycar i 2024. Han er en rigtig hurtig kører, men han stadig finde sig til rette hos CGR, og lære næsten alle banerne at kende ombord en Indycar, efter at han sad ude i det meste af 2023 pga manglende budget. 

Dale Coyne Racing – Honda 

Holdet har været med i Indycar og Champ Car i mange år, og havde længe et ry for at ansætte den kendte TBA familie hvad angik kørernavne. I mange år var der dog styr på kørerne langt inden sæsonstart – men sådan har det ikke været i 2024. Tirsdag eftermiddag den 5. marts blev Jack Harvey annonceret i bil #18 til 14 af løbene, mens Nolan Siegel hopper i bilen i forbindelse med det ikke tællende løb i Thermal Club senere på måneden, Long Beach Grand Prix, Indy 500 samt Toronto.  

Colin Braun starter med at køre bil #51 i denne weekend samt Thermal Club, og så står sædet ellers åbent resten af året, indtil videre. Der er snak om at Katherine Legge skal køre Indy 500, men det har holdet ikke endeligt bekræftet endnu. Braun kommer fra IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor han er en af de absolut hurtigste kørere. Han har tidligere kørt NASCAR, men erfaringen i formelbiler ligger næsten 20 år tilbage. Han bliver spændende at følge, selvom man næppe skal forvente det helt store, eftersom han er smidt ud på dybt vand, med blot en enkelt testdag i bilen forud for sæsonstarten. 

Ed Carpenter Racing – Chevrolet 

ECR holder fast i Rinus VeeKay i bil #21, mens teamejer Ed Carpenter skal dele bil #20 med danske Christian Rasmussen. I forbindelse med Indy 500, får de hver deres egen bil. Rasmussen kommer til serien som forsvarende IndyNXT mester, og får lov til at køre på alle de normale baner, mens Carpenter tager sig af ovalerne. I 2023 gjorde han også det, men det var i en permanent 3. bil, hvor resultaterne var mildest talt jammerlige. Derfor fokuserer holdet nu på 2 biler gennem hele året, for at få bedre ingeniører på de to biler gennem sæsonen, og så hyre ekstra mandskab ind til Indy 500, som så mange andre hold også gør. 

Scott McLaughlin, 2023 Firestone Grand Prix of St. Petersburg
Photo: Indycar.com

Juncos Hollinger Racing – Chevrolet 

Agustin Canapino tager en sæson mere i bil #78, mens Romain Grosjean skifter over i bil #77, som han overtager fra Callum Ilott. Canapino overraskede mange i 2023, da den mangedobbelte Stockcar mester viste god fart i en Indycar. Det gav dog nogle gnidninger på banen, når han og Ilott kom for tæt på hinanden, og holdet med argentinske rødder, valgte at satse på deres landsmand.  

Gnidninger er også noget som til tider hænger på Grosjean – i hvert fald var det ikke nogen lykkelig afslutning hos Andretti holdet, hvor der i fuld offentlighed blev råbt mellem den franske schweizer, og hans pitpersonale optil flere gange. 2024 bliver meget afgørende for ham – om han kan vise nogle af de takter som han gjorde i 2021 hos Dale Coyne Racing med 3 podiepladser i en underlegen bil, plus starten af 2023, hvor han var på Pole Position to gange, og hentede to podiepladser hjem, inden der kom ufred på holdet. 

Meyer Shank Racing – Honda 

Bortset fra altid unge Helio Castroneves, som hopper i bil #06 ved Indianapolis 500 i maj måned, er der total udskiftning hos MSR. Felix Rosenqvist tager bil #60, mens Tom Blomqvist får bil #66. Rosenqvist kommer til holdet fra Arrow McLaren, som han kom til efter nogle gode resultater hos CGR. Svenskeren fandt sig dog aldrig til rette, og blev gang på gang overtrumfet af Pato O’Ward. Nu får han en ny start hos MSR, og det bliver en meget afgørende sæson for ham – om han kan vise tidligere tiders fart, eller om han bliver hængende i midterfeltet. 

Halvsvenske Blomqvist – men den berømte far Stig – har intet at tabe i denne sæson. Han kommer fra IMSA serien indenfor sportsvogne, hvor han senest har kørt for MSR, og de har set så positive takter fra ham, at de giver ham et forsøg her. Han fik en enkelt start i 2023, som dog kun varede indtil Sving 1, inden der var flere biler som var kørt ind i ham – uden at det overhovedet var hans skyld. Men nu får han en fuld sæson, til at genfinde farten, som han blandt andet viste i Britisk F3. 

Holdet har stadig et samarbejde med Andrettí Global, hvor der udveksles data mellem de to hold. 

Rahal Letterman Lanigan – Honda 

RLL holdet har igen Graham Rahal i bil #15, og danske Christian Lundgaard i bil #45. De to sikrede 3 Pole Positions og en sejr til Lundgaard i 2023, og det vil de helt sikkert bygge videre på i 2024.  

De får Pietro Fittipaldi med i bil #30. Brasilianeren afløser Jack Harvey, som blev taget fra bestillingen et par løb før slutningen af 2023, efter han kun yderst sjældent var foran holdets to andre kørere. Fittipaldi har tidligere kørt udvalgte Indycar løb for Dale Coyne Racing, men har i de seneste år primært været reservekører hos HAAS i Formel 1, foruden et par sportsvognssæsoner. 

Takuma Sato er bekræftet i bil #75, men kun til Indianapolis 500 løbet. 

Team Penske – Chevrolet 

Sidst men ikke mindst har vi Team Penske. Forsvarende Indy 500 vinder Josef Newgarden fortsætter i bil #2, Scott McLaughlin i bil #3, og Will Power i bil #12. Newgarden og McLaughlin skal bare forsøge at være mere stabile i 2024. Newgarden tog fire sejre men endte alligevel blot femmer i mesterskabet, da hans andre resultater var alt for svingene. Der kunne have været en 5. sejr, hvis ikke hjulophænget var knækket på Iowa ovalen – men selv de point ville ikke have været nok til at kæmpe med om mesterskabet i 2023. 

McLaughlin sluttede treer i 2023 mesterskabet, selvom det kun blev til en enkelt sejr. Han havde tre store svipsere på sæsonen med 13., 14., og 16. pladsen, men ellers kørte han konstant i top-10. Til sammenligning sluttede mester Palou samtlige løb i top-8 og kun fire udenfor top-5. 

Power havde en svær 2023 sæson. Han kom ind som forsvarende mester, men henover vinteren var konen Liz alvorligt syg, og det tog rigtig meget fokus fra australieren. Han har haft lidt ry for nemt at blive distraheret, men det er blot naturligt når alvorlig sygdom rammer den nærmeste familie. Det var den første sæson uden sejr for ham i Indycar siden 2006 – men til trods for det, sluttede han alligevel 7’er i mesterskabet. Er han tilbage i sit sædvanlige sejrsvante humør, med ro på bagsmækken, kan han godt blive giftig i år – men han skal også lige slå hans to holdkammerater, i det samme materiel. 

2024 sæsonen kan følges i Danmark på Viaplay samt Viasats tv kanaler.

Åbningsløbet i St. Petersburg, Florida køres søndag den 10. marts, med optakt fra klokken16.55.

Relaterede nyheder