Kamp om millioner i Californien

NTT IndyCar Series havde taget turen vestpå til The Thermal Club i Californinen, hvor deres anden løbsweekend i 2024 blev kørt.

Weekenden talte dog ikke med til mesterskabet, men var et rent showløb, hvor der blev kørt om adskillige millioner i præmiepenge, med 500.000 dollars til den vindende kører, 350.000 dollars til andenpladsen, og 250.000 dollars til tredjepladsen – og med penge til alle kørere i feltet.

Først skulle der køres to kvalifikationer, hvor kørerne var delt op i to grupper, alt efter lodtrækning, som skulle køre hvert deres heat – inden der skulle køres en stor finale, med de 6 bedste kørere fra hvert heat.

Her var Felix Rosenqvist og Meyer Shank Racing på Pole Position til Heat Race 1, foran Scott McLaughlin i Team Penske, Rinus VeeKay i Ed Carpenter Racing, og Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan.

Hvert heat var på 10 omgange eller 20 minutter, med 40 sekunders Push2Pass. Omgange under Safety Car, talte ikke med til løbsdistancen.

Graham Rahal & Nolan Siegel
Photo: Indycar.com

Der var ballade alelrede i Sving 1, hvor Romain Grosjean tabte bilen under nedbremsningen, efter let kontakt med Scott Dixon, og skøjtede ind over gruset, og ind i siden på VeeKay. Lundgaard blev også ramt en smule, men kunne køre derfra, og tabte kun en placering til Josef Newgarden, selvom der var et hul i siden på bilen.

Grosjean var rødglødende og både skubbede og råbte af en official på vej tilbage til pitten – ikke just god opførsel fra en tidligere Formel 1 kører.

I Sving 2 forsøgte McLaughlin at tage føringen, men måtte flette ind bagved.

Det gav naturligvis en Safety Car, så Grosjean og VeeKay’s bil kunne blive fjernet. Det tog heldigvis ikke lang tid, inden løbet kunne gives frit igen.

Dixon fik en Drive-through for kontakten, i Sving 1.

Mens top 2 stak afsted, lå Lundgaard hårdt pres på Newgarden omkring tredjepladsen. Agustin Canapino kørte rundt på en ensom 5. plads, med stort forspring op til de forankørende, men også et pænt hul ned til Colton Herta på 6. pladsen.

Kyle Kirkwood blev ved med at falde nedaf i feltet, efter han havde vundet en del pladser under balladen på den første omgang.

Heatet gik over til at blive på tid, på grund af oprydningen på den første omgang.

Felix Rosenqvist, Scott McLaughlin, Josef Newgarden, Christian Lundgaard, Agustin Canapino, og Colton Herta gik videre til finalen.

Felix Rosenqvist
Photo: Indycar.com

Til Heat Race 2 startede Alex Palou i Chip Ganassi Racing fra Pole, foran Marcus Armstrong ligeledes fra CGR, Graham Rahal fr Rahal Letterman Lanigan, og Linus Lundqvist fra CGR.

Danske Christian Rasmussen fra Ed Carpenter Racing startede 11’er i Heat Race 2.

Det gik meget bedre i Sving 1, selvom der Alexander Rossi havde en mindre powerslide. Han var omgivet af Arrow McLaren holdkammeraterne, som alle lå undenfor top-6.

De tre orange biler havde næsten mere travlt med at kæmpe med hinanden, end at komem fremad i feltet.

Callum Ilott snittede bagdækket på Tom Blomqvist, men det gav heldigvis ikke nogen skader på racerne.

Rossi dykkede forbi holdkammerat Ilott, og satte herefter sigtekornet ind på Blomqvist.

Palou og Armstrong var langt foran resten af feltet, hvor Rahal lidt var en prop i flasken.

Endelig lykkedes det Rossi at komme forbi, med et meget sent dyk, og let kontakt mellem ham og Blomqvist. TomBlom endte delvis ude i gruset, og det gjorde at Pato O’Ward også kunne smutte forbi.

Alex Palou, Marcus Armstrong, Graham Rahal, Linus Lundqvist, Pietro Fittipaldi, og Alexander Rossi gik videre til finalen.

Christian Rasmussen sluttede P10, og gik dermed ikke videre.

Herefter kunne holdene tanke bilerne, og justere lidt på vingerne – og så få et sæt helt nye dæk på raceren. Og så var det ellers afsted mod finalen.

Colton Herta
Photo: Indycar.com

Finalen skulle afvikles over 20 omgange – med en pause midt i. Modsat de to indledende heats, var der ikke nogen tidsbegrænsning, og så var der 40 sekunders Push2Pass til hver af de 10 omgange.

Startopstillingen var Palou, Rosenqvist, Armstrong, McLaughlin, Rahal, Newgarden.

Lundgaard startede P11, da holdet blev nød til at reparere skaderne fra Heat 1, og derved blev rykket bagerst. Dog måtte Herta også reparere på hans bil, og da han sluttede bag Lundgaard, startede amerikaneren et trin længere tilbage end danskeren.

Sving 1 gik fint, og Lundgaard gik med det samme til angreb, og havde vundet to placeringer allerede i de første par sving.

Herta havde en helt anden taktik – han sparede på dækkene, da man ikke måtte skifte dæk mellem de to dele af løbet. Canapino gik efter samme strategi.

McLaughlin fik arbejdet sig frem på P2, mens Rosenqvist flettede ind på 3. pladsen.

Efter en agressiv første omgang, skiftede Rossi og Lundgaard også over på kør-langsom strategien.

Fittipaldi havde ikke fået nok brændstof med i bilen, så holdet havde travlt med at fortælle ham, hvor meget at han skulle spare pr omgang. Derfor begyndte brazilianeren at falde ned gennem feltet.

Alle gik over til at at spare dæk, og derfor skete der ikke nogen forskydelser.

Kun Rahal faldt bagud, da han havde en speeder som af og til hang, og han ikke turde køre videre. Han valgte at køre i pit, da det udgjorde en for stor sikkerheds risiko. Dermed var han ude af løbet.

Så første halvdel sluttede med Palou, foran McLaughlin, Rosenqvist, Armstrong, Newgarden, Lundqvist, og Lundgaard. Og så kørte alle biler i pit i 10 minutter.

Pietro Fittipaldi blev diskvalificeret fra løbet, da holdet ikke havde tanket bilen nok op, hvilket var imod reglementet for denne event.

Scott McLaughlin
Photo: Indycar.com

Så der var 10 biler tilbage til de sidste 10 omgange.

Lundgaard blev endnu en gang sendt ned på sidstepladsen, da holdet måtte igang med mere gaffatape på raceren, efter kontakten i dagens første heat.

Starten forløb fint, selvom der var let kontakt mellem Herta og Canapino.

Rossi rykkede hurtigt fremad i feltet, da han var en af kørerne, som havde sparet på dækkene.

Rossi og Newgarden kom i kotnakt med hinanden, så de begge tabte placeringer til Lundqvist og Herta. Rossi kom dog hurtigt foran Newgarden.

Herta fik overhalet Lundqvist, og var dermed fremme på P5, med 8 omgange tilbage af løbet.

Rossi fortsatte med at være agressiv, og prøvede at dykke forbi Lundqvist, men fik udbremset sig selv, og måtte flette ind bagved.

Palou og McLaughlin lå ude foran, med 4 sekunder mellem hinanden, og ned til Rosenqvist på P3. Der var dog stadig 5 omgange tilbage af løbet.

Efter mange omganges kamp, kom Herta endelig forbi Armstrong, men ikke uden en ordentlig portion Push2Pass.

Alex Palou
Photo: Indycar.com

Men ingen kunne slå Alex Palou og Chip Ganassi Racing, som tog en suveræn sejr på 6 sekunder ned til Scott McLaughlin i Team Penske, Felix Rosenqvist i Meyer Shank Racing, Colton Herta i Andretti Global, Markus Armstrong i CGR, Linus Lundqvist i CGR, Alexander Rossi i Arrow McLaren, Josef Newgarden i Team Penske, Christian Lundgaard i Rahal Letterman Lanigan, og Agustin Canapino i Juncos Hollinger Racing på P10.

Dermed gik 500.000 dollarts til Palou, 350.000 til McLaughlin, 250.000 til Rosenqvist, 100.000 til Herta, 50.000 til Armstong – og 23.000 dollalrs til alle de resterende kørere i feltet.

Det næste løb for NTT IndyCar Series er den 21. april 2024 på gaderne i Long Beach, Californien.

Relaterede nyheder