Jones vender tilbage til Dale Coyne

Ed Jones vender tilbage til NTT IndyCar Series i 2021, hvor han igen skal køre for Dale Coyne Racing.

Jones skal køre i bil #18, som er den Sealmaster sponsorerede Dale Coyne Racing with Vasser Sullivan Honda racer.

Køreren fra Dubai debuterede i Indycar tilbage i 2017 for DCR, hvor han vandt Rookiemesterskabet. Det udløste en kontrakt med Chip Ganassi Racing, hvor han dog slet ikke levede op til forventningerne. Derfor fik han kun en enkelt sæson for dem, inden han skiftede til Ed Carpenter Racing, hvor han delte bilen med teamejer Ed Carpenter, og kørte dermed kun gade- og de normale baner, mens Indy 500 var sæsonens eneste oval for Jones.

Ed Jones
Photo: Indycar.com / Chris Jones

Dale Coyne Racing har bestemt heller ikke holdt sig tilbage med kørerskiftene. Sebastien Bourdais var fast mand på 18’eren, inden han pludselig blev sat på porten efter 2019 sæsonen. Herefter overtog Santino Ferrucci bilen i 2020, men skuffede fælt, og er nu helt ude af Indycar, og satser i stedet på NASCAR.

Ed Jones vandt European F3 Open i 2013, og fulgte op med Indy Lights mesterskabet i 2016, og skal forsøge at genstarte Indycar karrieren nu.

Denne weekend får han lidt rust banket af i forbindelse med 24 timers løbet i Daytona hos Scuderia Corsa, inden selve NTT IndyCar Series sæsonen starter den 18. april på Barber Motorsports Park i Alabama.

Relaterede nyheder