Forrygende åbningsløb i FIA WEC 2022

Historiens anden 1000 Miles of Sebring, som samtidig var den første afdeling af FIA World Endurance Championship 2022, blev kørt på den historiske Sebring International Raceway.

Alpine Elf Team #36 med Nicolas Lapierre, Andre Negrao og Matthieu Vaxiviere startede løbet fra Pole Position, foran Glickenhaus Racing #708 med Olivier Pla, Ryan Briscoe og Romain Dumas, mens Toyota Gazoo Racing #8 med Brendon Hartley, Sebastien Buemi og Ryo Hirakawa skulle starte treer.

Nicklas Nielsen, Francois Perrodo og Alessio Rovera havde kørt sig til LMP2 Pole Position i AF Corse #83, foran United Autosports USA #22 med Filipe Albuquerque, Phil Hanson og Will Owen, og United Autosports USA #23 med Paul di Resta, Josh Pierson og Oliver Jarvis på P3. Det var ikke kun generel LMP2 Pole, men også Pole blandt LMP2 Pro/Am bilerne.

JOTA #28 med Jonathan Aberdein, Ed Jones og Oliver Rasmussen havde kørt sig til 7. startposition blandt LMP2 racerne.

I GTE Am var TF Sport Aston Martin #33 med Ben Keating, Florian Latorre og Marco Sørensen på Pole Position. Northwest AMR #98 med Paul Dalla Lana, Nicki Thiim og David Pittard startede toer, mens Team Project 1 Porsche #56 med Brendan Iribe, Ben Barnicoat og Oliver Millroy skulle starte treer.

Iron Dames Ferrari #85 med Sarah Bovy, Rahel Frey og Michelle Gatting startede løbet fra 4. pladsen blandt GTE Am bilerne. Nicolas Leutwiler havde en afkørsel med Team Project 1 Porsche #46 raceren, som han delte med Mikkel O. Pedersen og Matteo Cairoli. Heldigvis var skaderne ikke store, men holdet skulle starte løbet fra sidste position.

1000 Miles of Sebring 2022
Photo: JJ Media

Starten forløb roligt, hvor Alpine Elf Team #36 kom godt afsted. United Autosports USA #22 var dog lidt mere agressiv under starten, så de tog føringen i LMP2, og andenpladsen generelt.

Efterhånden som bilerne kom ud på langsiderne, lykkedes det Hypercar bilerne at komme forbi United Autosports USA #22 igen, hvorefter de kunne jagte hinanden uden forhindringer.

Team Project 1 Porsche #46 blev frigivet fra pitten, en omgang efter alle andre, da de måtte bryde Parc Ferme reglerne, for at reparere bilen efter kvalifikationsuheldet. Holdet havde dog Matteo Cairoli i bilen, som stille og roligt åd sig gennem GTE feltet – men han skulle jo også have hentet en hel omgang på hele feltet.

Alpine Elf Team #36 fik slået et pænt hul Glickenhaus Racing #708 på andenpladsen, som var oppe på godt 10 sekunder.

Team WRT #31 var en kort tur ude i sandet i Sving 5, men kom hurtigt tilbage på asfalten.

Iron Lynx Ferrari #60
Photo: JJ Media

Der var kontakt mellem JOTA #38 og Ultimate #35 i Sving 1, men ikke noget som gav skader på bilerne.

Føringen i GTE Am skiftede, da Paul Dalla Lana i Northwest AMR #98 kom forbi Ben Keating i TF Sport Aston Martin #33.

Nielsen i AF Corse #83 kom efterhånden under pres fra United Autosports #23, men de to var heller ikke i direkte kamp omkring LMP2 Pro/Am titlen – der skulle man helt tilbage til Ultimate #35, for at finde den nærmeste konkurrent, på 11. pladsen i LMP2 kategorien.

TF Sport Aston Martin #33 var en kortvarig tur af banen i Sving 16, men Keating fik bilen tilbage på asfalten.

Det var en Aston Martin 1-2-3 i GTE Am, da D’Station Racing #777 var kommet frem på 3. pladsen.

Team Project 1 Porsche #56 havde et solospin i Sving 16, men Brendan Iribe holdt heldigvis bilen ude af muren, selvom bilen havde kurs imod den.

D’Station Racing Aston Martin #777 kom op på andenpladsen i GTE Am, da Tomonobu Fujii kom forbi Keating.

Toyota Gazoo Racing #7
Photo: JJ Media

Vector Sport #10 var en tur af banen i Sving 3, men Nico Müller kom selv derfra, uden større drama.

Alpine Elf Team #36 var den første bil til at pitte, efter 24 omgange i løbet. To omgange senere kom Glickenhaus Racing #708 ind, og omgangen efter blev Toyota Gazoo Racing #8 og #7 tanket. Glickenhaus valgte som de eneste at skifte dæk, hvilket gjorde at de faldt ned på 4. pladsen i løbet.

Dommerne havde kigget på starten, og var ikke tilfredse med Porsches opførsel i GTE Pro kategorien, hvor der var for stor afstand til Prototype racerne foran dem. Det gav begge biler en straf for 15 sekunders pitstop straf, når de skulle pitte. Straffen kom dog imens holdet allerede var inde til dagens første stop, så de måtte vente til 2. pitstop.

Corvette Racing #64 tog føringen af GTE Pro, i forbindelse med et hurtigere pitstop end konkurrenterne fra Porsche. Og det selvom Porsche ikke havde afsonet straffene endnu.

Algarve Pro Racing #45 havde et solospin i Sving 5, men kom videre uden problemer.

AF Corse Ferrari #51
Photo: JJ Media

Cairoli havde i løbet af den første time fået kørt Team Project 1 Porsche #46 frem til 8. pladsen i GTE kategorien, inden han overlod bilen til Mikkel O. Pedersen.

JOTA #38 fik en Drive-through, for at have ramt Ultimate #35 i Sving 2, tidligere i løbet.

Pludselig kørte Inter Europol Competition #34 langsomt ude på banen. Replay viste dog at der var kontakt mellem Fabio Scherer, og Francois Heriau i Ultimate #35. Scherer pittede med det samme, og overlod bilen til Esteban Gutierrez.

Toyota Gazoo Racing #7 havde slidt så meget på dækkene, at Corvette Racing #64 kunne overhale den i teorien meget hurtigere Hypercar gennem Sving 4.

Inter Europol Competition #34 havde problemer med elektronikken på bilen igen. Det lykkedes at få bilen nulstillet, ligesom Scherer måtte gøre tidligere – og så kørte bilen igen.

Kort tid efter holdt 34’eren stille igen – denne gang ud for pitmuren. 10 sekunder senere kørte den igen. En halv omgang senere, var den gal igen – og så kørte bilen igen. Fem sving senere, hold den stille igen.

Glickenhaus Racing #708
Photo: JJ Media

Efter at have kæmpet i flere omgange, lykkedes det Michelle Gatting at få overhalet Satoshi Hoshino i D’Station Racing #777, og var dermed oppe på 4. pladsen i GTE Am.

Prema Orlen Team #9 gjorde det super godt i deres debut i FIA WEC, og lå på 3. pladsen, lige bagved begge United Autosports USA biler.

Efter to timers ræs, havde Alpine Elf Team #36 efterhånden fået opbygget et forspring på over et halvt minut til Toyota Gazoo Racing #8. Det var også nødvendigt, da de skulle tanke mindst en gang mere end Toyota og Glickenhaus, såfremt løbet ville udvikle sig normalt. United Autosports USA #22 var førende i LMP2, AF Corse #83 i LMP2 Pro/Am, Corvette Racing #64 i GTE Pro, og Northwest AMR #98 i GTE Am.

Porsche #91 og #92 fik afsonet deres pitstopstraffe, men fantastisk arbejde fra mekanikerne, gjorde at de kom ud mindre end 12 sekunder bag Corvette Racing #64, selvom det var en 15 sekunders straf.

Dempsey-Proton Racing Porsche #77 havde stille og roligt fået kørt sig op på 3. pladsen i GTE Am, men Bronzekører Christian Ried manglede stadig lidt af hans køretid. Derimod var Ben Keating på 2. pladsen i TF Sport Aston Martin #33 på vej mod de sidste minutter af hans minimumskøretid i dagens løb – uden at have været ude af bilen i næsten 3 timer!

United Autosports USA #22
Photo: JJ Media

Glickenhaus Racing #708 pittede samtidig som Ultimate #35, hvilket gjorde at holdet måtte skubbe bilen tilbage, inden de kunne tanke. Da Romain Dumas steg ud af bilen, skulle han have sædeindlægget med sig, og da han går væk fra bilen, bliver det klippet af 35’eren, som var på vej ud af pitten. Ufattelig heldigt, at hverken Dumas eller nogle mekanikere blev ramt.

Efter næsten 3 timer i bilen, måtte Ben Keating afgive 2. pladsen i GTE Am til Sebastian Priaulx i Dempsey-Proton Racing Porsche #77.

Giancarlo Fisichella i Iron Lynx Ferrari #60 lavede en modig overhaling på hans gamle Spirit of Race #54 holdkammerat Francesco Castellacci, hvor de to biler hoppede side om side gennem Sving 17 – men heldigvis uden kontakt.

ARC Bratislava #44 fik en Drive-through, da de var kørt over den hvide linje i pit indkørslen.

Nicolas Leutwiler i Team Project 1 Porsche #46 lavede en næsten tro kopi af fejlen i gårsdagens kvalifikation, og røg baglæns ind i dækmuren, og ødelagde bagvingen og bagkofangeren på raceren. Super ærgerligt for holdet, efter Cairoli og Pedersen havde kørt den så flot op i feltet, da de måtte skubbe bilen tilbage til garagen, og reparere mere på den der, med flere mekanikere.

Team Project 1 Porsche #46
Photo: JJ Media

Spirit of Race Ferrari #71 fik ikke mindre end en 25 sekunders Stop & Go Straf, da de havde kørt alt alt for hurtigt i pitten, ved et tidligere pitstop. De havde holdt i pitten i over 8 minutter tidligere på dagen, men man vinder ikke den tabte tid, ved at køre for hurtig i pitten…

Team WRT #31 var en tur af banen i Sving 13, men Sean Gelael kom selv tilbage på asfalten igen.

Dempsey-Proton Racing Porsche #88 måtte humpe tilbage til pitten med et punkteret venstre bagdæk. Det gik fantastisk godt, indtil Fred Poordad spandt rundt lige ud før pitindkørslen. Det var lige ved at gå galt, da han skulle krydse banen, i et blindt sving, men kom heldigvis ind i pitten på sikker vis.

De to Toyota Gazoo Racing biler byttede plads på banen, hvor #7 for første gang i løbet kom foran #8.

Prema Orlen Team #9 var de nye førende i LMP2, efter de kom foran begge United Autosports USA biler, som faktisk lå og kæmpede mod hinanden. 23’eren kom forbi 22’eren, men de mistede meget tid ved det.

Inter Europol Competition #34
Photo: JJ Media

Jose Maria Lopez i Toyota Gazoo Racing #7 lavede en kæmpe brøler, og ramte Dempsey-Proton Porsche #88 under en overhaling. Der skete minimal skade på Porsche raceren, men Lopez ramte dækmuren med forenden af raceren. Det slog forenden på Toyota raceren løs. I et desperat forsøg på at komme hurtigt tilbage til pitten, kørte argentineren alt alt for hurtigt, hvor forenden blev skubbet ind under bilen, og han ikke kunne styre mere. Her hamrede han ind i dækmuren i Sving 14, fløj op i luften, og landede på taget. Heldigvis var Lopez ok, men så stor et uheld gav Rødt Flag med det samme, da der lå en bil på taget, og en dækmur som var spredt ud over et stort område.

Det resulterede i et stort oprydningsarbejde, hvor GR010 Hybrid raceren skulle fjernes, og dækmuren genetableres.

Det tog lidt over en halv time, inden løbet kunne genoptages bag Safety Car, hvor holdene fik tre omgange til at varme dæk og bremser igen, inden feltet blev givet frit.

Toyota’en pittede lige inden Safety Car kørte væk, hvilket gav føringen tilbage til Alpine, som hurtigt kunne stikke afsted ude i front.

Der var problemer for Spirit of Race Ferrari #71, som stoppede ude på banen.

Føringen i GTE Pro skiftede, da Porsche #92 startede en overhaling på Corvette Racing #64 ned af baglangsiden, og fik overhalingen afsluttet gennem Sving 17.

Corvette Racing #64
Photo: JJ Media

Toyota Gazoo Racing #8 var ved at løbe tør for brændstof, så de pittede mens pitten var lukket – og derfor måtte de pitte igen omgangen efter, for at få bilen tanket helt op. Det betød at de ikke kun mistede en omgang til den førende Alpine Elf Team #36, men faldt også bagved Glickenhaus Racing #708.

Spirit of Race Ferrari #71 fik humpet sig tilbage til pitindkørslen, men manglede lige at køre de sidste 100 meter, for at være inde i selve pitten. Der gik adskillige minutter, inden det lykkedes Gabriel Aubry at få den kørt over den hvide linje, så mekanikerne måtte løbe ud og skubbe bilen.

Glickenhaus Racing #708 fik en Drive-through, da de havde overhalet før løbet var givet frit igen, efter det Røde Flag. Overhalingen skete kun få meter, før de passerede det grønne flag – men man skal være på den rigtige side af linjen, inden man må overhale.

United Autosports USA #22 var ikke længere helt så hurtig, da de stille og roligt faldt bagud i LMP2 feltet. Først kom Realteam by WRT #41 forbi dem, og kort tid efter var Team WRT #31 også forbi.

Iron Dames Ferrari #85 var en kort tur af banen i Sving 7, men Sarah Bovy kom hurtigt op i fart igen.

Vector Sport #10 var en tur af banen i Sving 5, hvor Mike Rockenfeller ramte autoværnet, og skadede snuden af ORECA 07 Gibson raceren. Derfor måtte han pitte, efter en ny snude, og gav bilen videre til Ryan Cullen.

Iron Dames Ferrari #85
Photo: JJ Media

Med tre timer tilbage af løbet, var Alpine Elf Team #36 i front af Hypercar, United Autosports #23 i LMP2, Ultimate #35 i LMP2 Pro/Am, Porsche #92 med Michael Christensen som en af kørerne var førende i GTE Pro, og Northwest AMR #98 med Nicki Thiim som manden bag rattet, var i front af GTE Am.

JOTA #28 med Oliver Rasmussen var sekser i LMP2, og AF Corse #83 med Nicklas Nielsen var toer i LMP2 Pro/Am og 10’er blandt alle LMP2 bilerne. Marco Sørensen og resten af TF Sport Aston Martin #33 var treer i GTE Am, Iron Dames Ferrari #85 med Michelle Gatting som en af kørerne var sekser i GTE Am, mens Team Project 1 Porsche #46 med Mikkel O. Pedersen, desværre ikke længere var på banen, efter teamkammeratens uheld tidligere i løbet.

De to WRT biler kørte meget meget tæt på hinanden gennem Sving 17. Heldigvis var der ikke kontakt mellem dem, så Realteam by WRT #41 kunne holde snuden foran #31.

Team Penske #5 fik en 10 sekunders pitstop straf, da motoren havde været startet, mens mekanikerne var i gang med at skifte dæk på bilen.

JOTA #28
Photo: JJ Media

Vector Sport #10 var en tur af banen i – ironisk nok – Sving 10. Rockenfeller havde tidligere klaget over manglende fart, men der var blevet lavet en setup ændring på bilen, efter Rocky havde været en tur af banen, og alligevel var ude af topstriden. Det drillede dog Ryan Cullen.

Porsche #91 havde problemer med at få venstre bagdæk af bilen, hvor mekanikerne måtte prøve til mange gange, inden fælgen endelig blev løsnet. Det kostede dem andenpladsen til Corvette Racing #64.

Dempsey-Proton Racing Porsche #88 havde haft et hårdt løb, og endte med at få monteret en WeatherTech dør på bilen, fra holdets IMSA bil.

Der lå et sidespejl fra Team Project 1 Porsche #56 ude på banen, hvilket udløste en Full Course Yellow, så marshals kunne komme ud og hente spejlet. Samtidig blev der brugt tid på at rydde andre småstumper af banen, så løbet forhåbentlig kunne holdes grønt, med en så ren bane som muligt.

TF Sport Aston Martin #33
Photo: JJ Media

United Autosports USA var ved at komme i problemer internt, da 22’eren var på vej ind, mens 23’eren var klar til at køre. Det var lige ved at være en Unsafe Release, men mekanikerne nåede at opdage faren, og fik holdt Paul di Resta tilbage, så han ikke blev snittet af søsterbilen.

Stille og roligt begyndte skyerne at trække sammen, og regnbyger hang ude i horisonten.

Problemerne for Inter Europol Competition #34 fortsatte, og mekanikerne måtte skubbe bilen tilbage til garagen.

Iron Lynx Ferrari #60 var en tur af banen i Sving 13, som så mange andre, men Matteo Cressoni var hurtigt tilbage på asfalten igen.

Team Penske #5
Photo: JJ Media

Med 70 minutter tilbage af løbet kom der Safety Car, efterfulgt af et Rødt Flag, da der var lyn i området.

Der gik dog ikke mere end 25 minutter, før løbet kunne genoptages bag Safety Car.

Der var drama for Team WRT #31, som måtte pitte efter 5 sekunders brændstof, hvorefter de skulle vente på at pitten åbnede igen. Omgangen efter var Realteam by WRT #41 i pit, ligesom store dele af LMP2 feltet var. United Autosports USA #23 kunne dog tøffe videre ude på banen, bag Safety Car, og vente på at pitten åbnede.

Inden løbet kom i gang, kom der Rødt Flag igen, på grund af flere lyn i området.

Det lykkedes aldrig at få løbet sat i gang igen, da det var for farligt at have marshals ude i det vejr.

Alpine Elf Team #36
Photo: JJ Media

Alpine Elf Team #36 med Matthieu Vaxiviere, Nicolas Lapierre og Andre Negrao vandt løbet, foran Toyota Gazoo Racing #8 med Sebastien Buemi, Ryo Hirakawa, og Brendon Hartley, mens Glickenhaus Racing #708 med Ryan Briscoe, Romain Dumas, og Olivier Pla sluttede treer.

United Autosports USA #23 med Josh Pierson, Oliver Jarvis, og Paul di Resta vandt LMP2 kategorien, foran Team WRT #31 med Sean Gelael, Robin Frijns, og Rene Rast, mens Prema Orlen Team #9 med Louis Deletraz, Lorenzo Columbo, og Robert Kubica sluttede treer.

United Autosports USA #23
Photo: JJ Media

JOTA #28 med Jonathan Aberdein, Ed Jones, og Oliver Rasmussen sluttede sekser.

AF Corse #83 med Francois Perrodo, Alessio Rovera, og Nicklas Nielsen vandt LMP2 Pro/Am kategorien, og 9’er i LMP2 kategorien. Ultimate #35 med Jean-Baptiste og Matthieu Lahaye plus Francois Heriau sluttede toer, og Algarve Pro Racing #45 med Steven Thomas, James Allen, og Rene Binder på P3 i LMP2 Pro/Am.

AF Corse #83
Photo: JJ Media

Porsche #92 med Kevin Estre og Michael Christensen vandt GTE Pro kategorien, foran Corvette Racing #64 med Nick Tandy og Tommy Milner, mens Porsche #91 med Richard Lietz og Gianmaria Bruni sluttede treer. AF Corse Ferrari #51 med Alessandro Pier Guidi og James Calado sluttede firer, mens holdkammeraterne i #52 med Miguel Molina og Antonio Fuoco sluttede P5. De røde racere var aldrig rigtig med i podiekampen i dagens løb.

Porsche #92
Photo: JJ Media

Northwest AMR #98 med Paul Dalla Lana, David Pittard og Nicki Thiim vandt GTE Am kategorien, foran TF Sport Aston Martin #33 med Ben Keating, Florian Latorre, og Marco Sørensen, og Team Project 1 Porsche #56 med Brendan Iribe, Ben Barnicoat, og Oliver Millroy.

Rahel Frey, Sarah Bovy, og Michelle Gatting fik kørt Iron Dames Ferrari #85 raceren hjem på femtepladsen i GTE Am. Som tidligere nævnt måtte Nicolas Leutwiler, Matteo Cairoli, og Mikkel Overgaard Pedersen udgå efter en afkørsel fra Leutwiler, som ikke kunne repareres, med et brugbart resultat i sigte.

Northwest AMR #98 & Porsche #91
Photo: JJ Media

Den næste afdeling af FIA World Endurance Championship 2022 køres den 7. maj på Spa Francorchamps banen i Belgien.

Relaterede nyheder