Sprint løb på Watkins Glen

IMSA WeatherTech SportsCar Championship var tilbage på Watkins Glen International banen nord for New York, for anden gang i løbet af en uge.

Denne gang var løbet kun 2 timer og 40 minutter, og var erstatning for Canadian Tire Motorsports Park, som desværre måtte aflyses for andet år i træk på grund af COVID-19 restriktionerne.

30 biler var tilmeldt sprintløbet, hvor Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 med Ricky Taylor og Filipe Albuquerque havde taget Pole Position for anden uge i træk. Meyer Shank Racing Acura #60 med Dane Cameron og Olivier Pla var P2, mens Renger van der Zande og Kevin Magnussen havde kvalificeret Cadillac Chip Ganassi Racing #01 raceren ind på P3.

Ben Keating havde taget Pole Position i LMP2 i PR1 Mathiasen Motorsports #52 bilen, som han deler med Mikkel Jensen. WIN Autosport #11 med Steven Thomas og Tristan Nunez skulle starte toer, mens den reparerede Tower Motorsport #8 med John Farano og Gabriel Aubry skulle starte treer.

WeatherTech 240 2021 start
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

LMP3 kategorien havde Performance Tech Motorsports #38 med Rasmus Lindh og Mateo LLarena på Pole Position, foran Core Autosport #54 med Jon Bennett og Colin Braun, mens Oliver Askew og Jarett Andretti havde kørt Andretti Autosport #36 til tredje startposition.

Corvette Racing #3 med Antonio Garcia og Jordan Taylor vandt GTLM Pole, foran holdkammeraterne i #4 med Tommy Milner og Nick Tandy, mens WeatherTech Racing #79 med Cooper MacNeil og Matt Campbell fik den reparerede Porsche kørt ind til P3.

Sidst men ikke mindst skulle Paul Miller Racing Lamborghini #1 med Bryan Sellers og Madison Snow starte fra P1 i GTD, foran Vasser Sullivan Lexus #12 med Frankie Montecalvo og Zach Veach, mens CarBahn with Peregrine Racing Audi #39 med Jeff Westphal og Richard Heistand skulle starte treer.

Vasser Sullivan Lexus #14 scorede flest point i den dedikerede GTD point kvalifikation, foran Turner Motorsport BMW #96, og Alegra Motorsports Mercedes #29.

Corvette Racing #3 & #4
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Efter en kvalifikation på optørrende bane, var asfalten helt tør til løbets start, hvilket var lige efter klokken 18 lokal New York tid.

Der blev en kaotisk start blandt DPi bilerne, hvor Magnussen i Cadillac Chip Ganassi Racing #01 med det samme gik til angreb på Olivier Pla i Meyer Shank Racing Acura #60, og der var kontakt mellem de to biler, hvilket sendte Pla ud i et spin, hvor han heldigvis undgik at blive ramt af andre, og Magnussen faldt ned på 4. pladsen. Dommerne tog god tid til at kigge på kontakten, men valgte at sige hændeligt uheld.

Der var problemer for Turner Motorsport BMW #96, som måtte pitte efter få minutters ræs, hvor mekanikerne forsøgte at løse problemet i pitten, men måtte køre bilen tilbage til holdets telt, hvor der kunne arbejdes mere på bilen. Det viste sig at være bilens servostyring, som drillede.

Føringen i GTD var skiftet, da Vasser Sullivan Lexus #12 havde taget P1, ligesom Andretti Autosport #36 var fremme som etter i LMP3.

Performance Tech Motorsports #38 fik en Drive-through, da de havde kørt på den forkerte side af banen, da starten gik – altså inderbane eller yderbane.

Vasser Sullivan Lexus #14
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Mazda Motorsports #55 lå helt oppe under bagvingen på den førende Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10, hvor afstanden bølgede frem og tilbage, alt efter hvordan de to biler kom igennem den langsommere trafik, som bilerne allerede var i gang med at overhale, mindre end 10 minutter inde i løbet.

Whelen Engineering Cadillac #31 pittede allerede efter 20 minutters ræs, for at komme på en anden strategi end alle andre.

De to Corvette Racing biler skiftede plads, hvilket de havde masser af tid til, da de havde et stort hul til Cooper MacNeil i WeatherTech Racing Porsche #79.

Keating i PR1 Mathiasen Motorsports #52 havde fået kørt et kæmpe forspring ud, på over 40 sekunder til Tower Motorsport #8.

Win Autosport #11
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Dawson Racing #84 måtte pitte med problemer, da der var problemer med indsprøjtningen på bilens motor.

Der havde været lidt kontakt mellem Riley Motorsports #74 og Core Autosport #54, men efter dommerne havde kigget på det, valgte de ikke at gøre noget ved sagen.

Der var hård kamp mellem Whelen Engineering Cadillac #31 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10, da begge biler havde haft deres første pitstop. Det lykkedes Derani at få den røde snude foran, men han var allerede halvvejs gennem hans tankfuld brændstof.

De første regndråber begyndte at ramme forruderne på bilerne, efter 40 minutters ræs.

Core Autosport #54 spandt rundt i Sving 1, da han lå i trafik med langsommere biler, men Jon Bennett kom hurtigt videre.

Mazda Motorsports #55 og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 byttede plads, da Albuquerque i #10 blev bremset af langsommere trafik, og Harry Tincknell fik et godt tilløb ned af start-mål langsiden.

WeatherTech Racing Porsche #79
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Der var problemer for GRT Grasser Racing Team Lamborghini #19, hvor Franck Perera måtte pitte efter blot en enkelt omgang i bilen. Mekanikerne tjekkede bilen, og sendte den tilbage på banen, hvor Perera igen kørte umådelig langsomt. Bilen endte med at stoppe oppe i Bus Stop chikanen, hvilket udløste dagens første Full Course Caution, så der kunne sendes en Safety Car på banen.

Alt imens bilerne kørte rundt med nedsat hastighed, drev de mørke skyer ind over banen, hvorefter himlen åbnede sig på baglangsiden.

Løbsledelsen valgte at rødflage løbet, da der var lyn og torden i området, så alle folk skulle i sikkerhed, og man derved ikke kunne køre racerløb uden flagposter.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Bilerne kørte tilbage på banen, efter godt 45 minutters pause.

Alle prototype racere pittede ved førstkommende mulighed. Her tog Whelen Engineering Cadillac #31 føringen af løbet, da deres alternative tankstrategi betød at de kun skulle tanke en lille smule, mens Mazda Motorsports #55 skulle have en hel tankfuld brændstof. Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 var hoppet op på 2. pladsen, mens Mustang Sampling Cadillac #5 også havde vundet et par placeringer, med en alternativ strategi.

Mazda Motorsports #55 havde et spin bag Safety Car, men mistede ikke nogle placeringer. Meyer Shank Racing #60 havde fået en ny snude og bagende på bilen, i forbindelse med deres sidste planlagte pitstop.

WeatherTech Racing Porsche #79
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Kørerne fik det grønne flag, med lige under 37 minutter tilbage på uret.

Dawson Racing #84 fik en 60 sekunders Stop & Go, da de var kørt ud af pitten for rødt lys, tidligere i løbet.

Der kom Full Course Caution kort tid efter, da der lå nogle Vasser Sullivan Lexus vragdele på banen. Tidligere i løbet havde mekanikerne været i gang med at reparere forenden på bilen, men deres gaffatape kunne ikke holde delen på plads.

Løbet blev givet fri igen med 28 minutter tilbage.

Mustang Sampling Cadillac #5 tog 2. pladsen i løbet i Sving 1. Albuquerque kom under hårdt pres fra både Renger van der Zande i #01 og Oliver Jarvis i #55.

Føringen i GTLM skiftede igen, da #3 kom foran søsterbilen.

GTD føringen var også skiftet fra den ene Vasser Sullivan Lexus til den anden, så #14 var den nye førende.

Cadillac Chip Ganassi Racing #01 tog andenpladsen i løbet, da van der Zande også kom forbi Tristan Vautier i #5.

Performance Tech Motorsports #38 havde et spin, da der var kontakt med Core Autosport #54. Det kiggede dommerne naturligvis på, men valgte ikke at gøre noget ved det.

WeatherTech Racing Porsche #79 fik en Drive-through, da der ikke havde været nogen person med en ildslukker, mens de havde tanket bilen.

Mikkel Jensen i PR1 Mathiasen Motorsports #52 var virkelig stukket afsted i front af LMP2 feltet, da Tower Motorsport #8 og Win Autosport #11 var endt i en masse langsommere trafik. Dog skulle Jensen tanke med 16 minutter tilbage af løbet, men kom stadig ud i en suveræn føring i klassen.

Mustang Sampling Cadillac #5 mistede 3. pladsen i løbet, da Vautier blev fanget bag langsommere LMP3 trafik, og Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 fik et godt tilløb.

Paul Miller Racing Lamborghini #1 og Compass Racing Acura #76 måtte pitte med få minutter tilbage af løbet, mens også Dawson Racing #84 og Turner Motorsport BMW #96 måtte trække sig, inden de så målflaget.

Whelen Engineering Cadillac #31
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Whelen Engineering Cadillac #31 med Felipe Nasr og Pipo Derani vandt løbet, foran Cadillac Chip Ganassi Racing #01 med Renger van der Zande og Kevin Magnussen, og med Konica Minolta Wayne Taylor Racing Acura #10 med Filipe Albuquerque og Ricky Taylor på P3.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Ben Keating og Mikkel Jensen vandt løbet i LMP2 kategorien, foran Tristan Nunez og Steven Thomas i Win Autosport #11, mens Tower Motorsport #8 med John Farano og Gabriel Aubry sluttede treer.

Riley Motorsports #74 med Gar Robinson og Felipe Fraga vandt LMP3 kategorien, foran holdkammeraterne i #91 med Dylan Murry og Jim Cox, mens Core Autosport #54 med Colin Braun og Jon Bennett tog tredjepladsen i løbet.

GTLM kategorien blev vundet af Corvette Racing #3 med Antonio Garcia og Jordan Taylor, foran Nick Tandy og Tommy Milner i #4, og med WeatherTech Racing Porsche #79 med Matt Campbell og Cooper MacNeil på P3.

Det blev en Vasser Sullivan Lexus 1-2 i GTD, med #14 kørt af Jack Hawksworth og Aaron Telitz som vinder, foran #12 med Frankie Montevalvo og Zach Veach, mens Heart Of Racing Team Aston Martin #23 med Ross Gunn og Romain de Angelis sluttede treer.

Næste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship bliver om 14 dage på Lime Rock Park, men dog kun for GTLM og GTD bilerne, da de får lov til at få banen for sig selv.

Relaterede nyheder