Kampe indendørs og udendørs i London

ABB FIA Formula E World Championship var nået til London, hvor sæsonens 12. og 13. afdelinger skulle køres.

Banen er blevet flyttet fra Battersea Park, hvor der tidligere blev afviklet to finaler i 2015 og 2016, til ExCeL Arena, hvor der skulle køres på en blanding af en indendørs og udendørs bane, hvilket var helt nyt i Formel E.

De engelske fans kunne glæde sig over at engelske Alexander Lynn hos Mahindra Racing havde taget Pole Position, foran engelske Jake Dennis hos BMW i Andretti, mens Sebastien Buemi i Nissan e.dams, Sergio Sette Camara i Dragon / Penske, Andre Lotterer i TAG Heuer Porsche og Norman Nato i ROKiT Venturi Racing var de sidste kørere i top 6.

Mesterskabsførende Sam Bird skulle starte løbet fra 18. pladsen, mens Maximilian Günther skulle starte allerbagerst, da han smadrede bilen i kvalifikationen. Holdet fik yderligere en 10 sekunders Stop & Go, da de måtte skifte hele drivlinjen på bilen. For øvrigt skulle Jean-Eric Vergne starte 23’er, da holdet måtte skifte inverteren på bilen. Det kostede ham 20 startpositioner plus 10 sekunders Stop & Go i løbet.

Heineken London e-Prix 2021 race 1 start
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Lynn fik lukket af mod Sving 1, og kunne forsvare føringen.

Halvvejs rundt på første omgang, var der ballade med Alexander Sims, som kom i klemme i en duel med en del andre biler i midterfeltet. Nyck de Vries lå på indersiden af Sims, mens Sam Bird kørte op bagi Mahindra raceren. Desværre kunne Sims bil ikke fjernes tids nok, så der måtte en Full Course Yellow til, og alle bilerne måtte ned i fart. Bird måtte humpe tilbage til pitten, og udgå der. Tom Blomqvist måtte også udgå efter første omgang, med tekniske problemer.

Løbet blev hurtigt frigivet igen, hvor Mitch Evans desværre også måtte køre i pit, med et teknisk problem.

De første kørere gik i gang med at aktivere Attack Mode, som denne gang var fordoblet til 8 minutter per aktivering, men stadig to aktiveringer i løbet af de 45 minutter plus en omgang.

Der var kontakt mellem Sette Camara og Di Grassi, da førstnævnte havde været inde i det alternative spor, for at aktivere Attack Mode. Sette Camara gav Di Grassi et lille prik på bagenden, for at tage pladsen, hvorefter brasilianeren kom tilbage forbi, da kørerne kom ned for enden af start-mål langsiden.

Sebastien Buemi
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Norman Nato og Sergio Sette Camara var også i infight, hvor det lykkedes Nato at komme forbi. Sette Camara manglede generelt fart, da de andre konkurrenter også blæste forbi ham, på de efterfølgende omgange – selvom han havde Attack Mode aktiveret.

Oliver Rowland og Nick Cassidy kørte side om side gennem Sving 1, men Rowland holdt sig foran, med en smule skubben og klemmen af konkurrenten.

Antonio Felix da Costa, Sam Bird, Stoffel Vandoorne, Nyck de Vries og Jean-Eric Vergne var de 5 kørere, som fik Fan Boost i dagens løb.

Di Grassi endte med en advarsel for kontakten med Sette Camara. Værre gik det for Nato, som fik en 5 sekunders tidsstraf, for kontakt med selvsamme kører.

Lynn tog den første Attack Mode efter knapt halvdelen af løbet, så Dennis overtog føringen af løbet, og skulle forsøge at lave et tilpas stort hul, så han kunne forsvare den føring, når han skulle ind og aktivere sit eget Attack Mode.

Lucas Di Grassi
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Lotterer fik ikke aktiveret sit andet Attack Mode, da han forsøgte at gøre det. Dermed havde han både de Vries og Buemi helt oppe bag bilen, og måtte afgive en plads til Buemi, mens han mistede pladsen til de Vries, da tyskeren selv skulle ind og aktivere – med held i andet forsøg.

Det lykkedes Dennis at holde fast i føringen, selv da han dykkede ind og aktiverede Attack Mode for anden gang i løbet, mens Lynn og Buemi lå lige bagved.

Nyck de Vries fik snuppet 3. pladsen fra Sebastien Buemi, med en udbremsning ind i den første af S-hårnålene.

Der var ballade mellem Nick Cassidy, Joel Eriksson og Robin Frijns. Cassidy kom forbi under nedbremsningen til den første del af S-hårnålene, hvor Frijns forsøgte at komme med forbi. Døren blev godt og grundigt lukket af svenskeren, mens hollænderen bare blev ved med at presse på, så begge kørere kom for langt ud i anden del af hårnålen. Frijns fik en 5 sekunders tidsstraf for kontakten.

Antonio Felix da Costa udnyttede Fan Boost til at komme forbi Norman Nato, i kampen om 9. pladsen i løbet.

Omgangen efter udnyttede Nyck de Vries også Fan Boost til at overhale Alexander Lynn, i duellen omkring 2. pladsen i løbet. Herefter gik hollænderen i gang med at jage den førende Jake Dennis.

Norman Nato løb tør for strøm på allersidste omgang af løbet, og mistede derfor chancen for point.

Jake Dennis
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Jake Dennis tog dog sæsonens 2. sejr i Formel E for BMW i Andretti, foran Nyck de Vries for Mercedes-EQ, og med Alexander Lynn i Mahindra Racing treer.

Sebastien Buemi sluttede firer, foran Andre Lotterer, Rene Rast, Lucas Di Grassi, Stoffel Vandoorne, Antonio Felix da Costa og Oliver Rowland var de sidste kørere i top-10.

Maximilian Günther fik efterfølgende en 10 sekunders tidsstraf, for at have ramt Oliver Turvey i løbet.

Efter dommerne gik i gang med at tjekke bilerne, blev Sebastien Buemi diskvalificeret fra løbet, da han havde brugt for meget strøm under løbet.  Samme straf tilfaldt Nissan e.dams holdkammerat Oliver Rowland. Dermed rykkede Edoardo Mortara og Pascal Wehrlein ind i top 10.

I morgen køres der endnu en afdeling af ABB FIA Formula E World Championship 2020/21, på gaderne og indenfor i messehallen i London.

Relaterede nyheder