Tower kører IMSA igen

Tower Motorsport stiller op i IMSA WeatherTech SportsCar Championship igen i 2022.

Teamchef John Farano skal selv bag rattet igen, men har skiftet ud blandt kørerne, som han skal have med i ORECA 07 Gibson raceren, ligesom han har skiftet holdet, som servicerer bilen. Capone Motorsports har overtaget fra Starworks Motorsports, som har stået for driften indtil nu.

Louis Deletraz skal være fast mand i bilen sammen med Farano gennem 2022 sæsonen. Deletraz er forsvarende ELMS LMP2 mester med Team WRT, og har også LMP1 erfaring fra Rebellion Racing.

Tower Motorsport #8
Graphics: Tower Motorsport

Holdet skal køre fuld sæson i LMP2 kategorien, hvilket tæller både sprintløbene og Michelin Endurance Cup løbene. I de fire MEC løb får Farano og Deletraz endnu en ELMS mester med i bilen. Rui Andrade vandt ELMS LMP2 Pro/Am titlen med G-Drive Racing, og hører til blandt et af de hurtigste talenter indenfor sportsvognsræs.

Til Rolex 24 at Daytona får de Ferdinand Habsburg med i bilen. Habsburg er forsvarende FIA WEC LMP2 mester med Team WRT, og kørte ligeledes ELMS for Algarve Pro Racing i 2021. Derudover vandt han 24 timers løbet i Le Mans i august 2021 i LMP2 kategorien. Sidste år skulle han have kørt Daytona med High Class Racing, men holdet udgik i løbet, inden østrigske Habsburg kom i bilen.

Tower Motorsport sluttede treer i LMP2 mesterskabet i IMSA i 2021, mens de sluttede toer i Michelin Endurance Cup.

Årets første løb i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2022 er 24 timers løbet i Daytona den 29.-30. januar.

Relaterede nyheder