42 biler tilmeldt ELMS 2023

European Le Mans Series går endnu en sæson i møde, med masser af biler tilmeldt sæsonen.

Ligesom til 2022 sæsonen, er der tilmeldt hele 42 biler til 2023 sæsonen, og med rekordmange danskere i bilerne.

LMP2 kategorien vokser endnu en gang – faktisk så meget, at man nu officielt deler klassen op i to, så der er LMP2 og LMP2 Pro/Am på hver sin liste, og med egne farver på nummerskiltene.

7 biler har tilmeldt sig LMP2 kategorien. United Autosports USA, Algarve Pro Racing, IDEC Sport, Duqueine Team, Inter Europol Competition, COOL Racing, og Panis Racing har en bil med hver i kategorien.

LMP2 Pro/Am kategorien tæller hele 11 biler, hvilket er en fremgang på fire. DKR Engineering, Team Virage, Algarve Pro Racing, Nielsen Racing, Racing Team Turkey, COOL Racing, DragonSpeed USA, AF Corse, og Proton Competition har en bil med hver, mens United Autosports stiller op med to biler.

Med danske briller er COOL Racing #37 interessant, da Malthe Jakobsen bliver forfremmet fra LMP3 jobbet – og mesterskabssejren – fra 2022 sæsonen for samme hold. Her skal han dele bilen med de to teamejere Alexandre Coigny og Nicolas Lapierre, ligesom de tre også deler bilen i Asian Le Mans Series, som starter denne uge.

Alle LMP2 racere bliver af ORECA 07 Gibson typen, som det efterhånden er blevet kutyme i LMP2 ræs.

LMP3 kategorien er gået en enkelt bil tilbage – men der er stadig 12 på deltagerlisten. DKR Engineering, Nielsen Racing, Team Virage, WTM by Rinaldi Racing, Inter Europol Competition, COOL Racing, Racing Spirit of Leman, samt Ultimate stiller med en bil hver, mens RLR MSport og Eurointernational tager to biler med hver under eget navn.

Igen er der dansk deltagelse, hvor Valdemar Eriksen skal dele RLR MSport #5 med Andres Latorre Canon og Jack Manchester. Latorre Canon har kørt de seneste sæsoner i Michelin Le Mans Cup hos United Autosports, hvor bilen var bemalet med kaffefirmaet, som han ejer. Manchester har tidligere været aktive i ELMS, hvor han kørte i LMP2 kategorien i 2019 hos Carlin Det hele sluttede med et kæmpe uheld på Silverstone, hvor bilen blev voldsomt skadet, og Manchester selv måtte en tur i sygesengen.

Alle biler er Ligier JS P320 Nissan racere, på nær DKR Engineering og WTM by Rinaldi Racing, som kommer med Duqueine M30 – D08 modellen.

4 Hours of Barcelona 2022 start
Photo: JJ Media

Blandt GTE holdene er der masser af Dannebrog.

12 biler har igen meldt deres ankomst til klassen, som samtidig bliver den sidste i ELMS, inden kategorien går over til at blive med GT3 biler i 2024.

Proton Competition stiller op med hele tre Porsche 911 RSR-19 under eget navn, foruden Iron Lynx bilen #60, som de skal hjælpe med at drive. Holdet drev også 3 biler i ELMS i 2022 sæsonen, men her var den ene under Absolute Racing navnet. Bil #16 bliver med stor sandsynlighed i Wright Motorsports bemaling, da Ryan Hardwick vil gøre brug af den Le Mans billet som han vandt i GTD kategorien i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2022. Da det var i GT3 materiel, bruger han ELMS sæsonen til at lære GTE racren at kende.

TF Sport kommer med to Aston Martin racere. Danske GMB Motorsport kommer med endnu en AMR bil, i kraft af deres sejr i Michelin Le Mans Cup i 2022, og dermed som opvarmning til Le Mans 2023, som de allerede er sikret en startplads ved.

AF Corse kommer med to Ferrari racere, hvoraf den ene er under eget navn, mens den anden er under Spirit of Race betegnelsen. Der kommer yderligere to Ferrari racere, med en fra Kessel Racing, som kommer til at køre i Car Guy farver, og den efterhånden legendariske JMW Motorsport Ferrari, som har været fast hold i serien i over 15 år.

Sidst men ikke mindst, stiller danske Formula Racing #60 op under eget navn i en Ferrari 488 GTE EVO. Her bliver det far-søn Johnny og Conrad Laursen, som skal dele raceren med Nicklas Nielsen ved udvalgte afdelinger, mens Mikkel Mac skal hjælpe til ved andre løb, alt efter Nielsens opgaver som Ferrari fabrikskører i Hypercar.

GMB Motorsport stiller ligeledes med rent dansk hold, hvor Kasper H. Jensen, Gustav Birch og Jens Møller skal dele den røde Aston Martin racer med startnummer 44.

Frederik Schandorff kører sin anden sæson for Kessel Racing, hvor han skal forsøge at forvandle andenpladsen i 2022 mesterskabet til en titel i 2023. Her var Schandorff og Mikkel Jensen fast makkerpar, mens Takeshi Kimura måtte springe Spa afdelingen over, på grund af at løb hjemme i Japan. Andenpladsen var dog nok til at vinde en startplads ved 24 timers løbet i Le Mans 2023, og her skal Schandorff og Kimura dele raceren med Scott Huffaker, som har været holdkammerat med Mikkel Jensen i de seneste par sæsoner i USA.

European Le Mans Series starter den 23. april 2023, med testkørsler i ugen optil.

Hele deltagerlisten for European Le Mans Series 2023 kan ses her.

Relaterede nyheder