Rekordfelt i LMC i 2023

Michelin Le Mans Cup har et rekordstort deltagerantal i 2023.

Intet mindre end 43 biler har meldt deres ankomst til den kommende sæson, hvor ekspanderingen især er kommet i GT3 kategorien.

Selvom der bliver uddelt en billet til 24 timers løbet i Le Mans, har det gennem mange år haltet med deltagerantallet, hvor det kun sjældent har været tocifret.

Det bliver et gensyn med de forsvarende mestre fra GMB Motorsport. Det danske hold stiller op med to Honda NSX racere, hvor Lars Engelbrekt Pedersen og Jan Magnussen fortsætter samarbejdet, mens Simon Birch og Thomas Andersen skal dele den anden racer.

Der bliver mere dansk i GT3 kategorien, hvor High Class Racing stiller op under HCR with Caffeinesix, hvor Anders Fjordbach og engelske Tim Creswick skal dele en Porsche 911 GT3 R.

De tidligere mestre Iron Lynx er op på startlisten med en enkelt nyerhvervet Lamborghini, mens AF Corse stiller op med to helt nye Ferrari 296 GT3 racere.

Team Parker Racing stak en tå i LMC vandet ved sæsonfinalen i 2022, og i 2023 stiller de op med intet mindre end 2 Porsche 911 GT3 R racere.

Leipert Motorsport kommer med to Lamborghini Huracan GT3 Evo2 racere, som også er af helt fabriksny status.

Steller Motorsport kommer med feltets eneste Audi R8 LMS til den britiske kombination James Wood og Sennan Fielding.

Racing Spirit of Leman kommer med feltets eneste Aston Martin Vantage, efter de har været aktive i LMP3 kategorien, og vandt mesterskabet i 2022, samt i Ligier European Series, hvor de også var med fremme i feltet.

Imola 2022 start
Photo: JJ Media

Der er 30 LMP3 racere tilmeldt serien.

Førnævnte Racing Spirit of Leman er tillbage, for at forsvare titlen, men med to helt andre kørere. Ralf Kelleners gør comeback i prototyperæs, efter han var fast bestanddel i gennem 90’erne og start 00’erne. Han har stadig sølvstatus, og får bronzekører Christian Gisy med i Ligier JS P320 raceren.

CD Sport kommer med to racere, som har været fast bestanddel af serien gennem mange sæsoner. Men Inter Europol Competition overgår det, med hele 3 racere, som er nyt for holdet, efter mange år i ELMS og Asian Le Mans Series.

Efter mange år i ELMS stiller 360 Racing op i LMC med hele to biler. Indtil videre er Terrence Woodward og Mark Richards de to eneste kørere nævnt i bilerne.

COOL Racing er igen igen til start, hvor de kommer med to biler, som med sikkerhed kommer til at blande sig helt oppe i toppen af feltet, som de plejer. Det samme gør sig gældende for GRAFF Racing, som vandt Asian LMS i allersidste øjeblik i den forgangene weekend.

United Autosports stiller igen op med to racere, ligesom titelkandidaterne fra 2022 MV2S Racing kommer med to racere igen. Team Virage kommer også med to biler, i et parallelt program til deres ELMS deltagelse.

En hel række hold starter med en enkelt bil. Det gælder ANS Motorsport, IDEC Sport, 24-7Motorsport, Frikadelli Racing Team, Rinaldi Racing, M Racing, og Team Thor, som ikke har nogen dansker bag rattet i år, efter Anders Fjordbach og Michael Markussen har været med omkring holdet de seneste par år.

Nielsen Racing kommer med to biler, men igen stiller de op med to forskellige chassiser – 1 fra Ligier JS P320 lejren, og 1 fra Duqueine M30 -D08 lejren.

Yderligere 3 af bilerne i feltet er Duqueine M30 – D08, hvor de mangedobbelte mestre DKR Engineering igen holder fanen højt. Dertil kommer Murphy Prototypes, som vender tilbage til sportsvogne, efter de senest var aktive i LMP2 for 10 år siden. Sidste hold bliver Haegeli by T2 Racing, som vender tilbage til serien.

Indtil videre er der ikke nogen danskere til start i LMP3 kategorien, men der er stadig nogle ledige sæder at fylde.

Sidst men ikke mindst kommer H24 Racing til start ved udvalgte afdelinger, hvor Norman Nato og Stephane Richelmi er skrevet på holdkortet omkring den hydrogen drevne racer, som er basseret på et LMP3 chassis.

Hele deltagerlisten kan ses her.

Michelin Le Mans Cup starter på Circuit de Barcelona-Catalunya den 22. april, med testkørsler i ugen optil.

Relaterede nyheder