Garcia, Habsburg og Vesti til COOL

COOL Racing har annonceret deres tre kørere til bil #47 i European Le Mans Series 2024.

Det bliver Alejandro Garcia, Ferdinand Habsburg, og Frederik Vesti.

Da deltagerlisten blev offentliggjort tilbage i december måned, var Garcia eneste kører på holdkortet. Mexicaneren er forsvarende LMP3 mester i ELMS, som han vandt med COOL Racing. Udover COOL Racing i ELMS, skal han også køre Isotta Fraschini i FIA WEC i Hypercar kategorien.

Habsburg kommer til holdet, efter at have kørt for både Prema Racing og Team WRT over de seneste sæsoner. Østrigeren med de kejserlige forfædre har virkelig slået sit navn fast i LMP2 verdenen, hvor især LMP2 titlen i FIA WEC 2021 springer i øjnene, men også LMP2 titlen i ELMS fra 2022. Han skal ligeledes køre FIA WEC i 2024, hvor han er blevet fabrikskører hos Alpine, hvor COOL Racing teamchef Nicolas Lapierre også er kører.

COOL Racing #47
Photo: JJ Media

Sidst men ikke mindst får Frederik Vesti sin sportsvognsdebut for holdet. Danskeren sluttede toer i FIA Formula 2 mesterskabet i 2023, ud var derudover ude at teste Mercedes-AMG Formel 1 raceren flere gange henover sæsonen, inklusiv to officielle Formel 1 træninger. Men det bliver noget helt nyt for den snart 22-årige racerkører. Han skal ikke blot lære en LMP2 racer at kende, men også den svære kunst at håndtere trafik fra andre klasser, med til tider store hastighedsforskelle.

Dermed får vi en dansker i begge LMP2 racere hos COOL Racing i 2024. Malthe Jakobsen skal køre i holdets bil #37, sammen med Rimoto Yamata, og Lorenzo Fluxa. Det er første gang at Jakobsen og Vesti kører i samme klasse. Vesti skiftede ud af det danske Formel 4 mesterskab, da Jakobsen kom ind. Mens Vesti sluttede toer i 2017 mesterskabet, vandt Jakobsen 2019 titlen, og startede herefter sportsvognskarrieren hos RLR MSport i LMP3 kategorien. Efter Vesti vandt Formula Regional European Championship i 2019, sluttede han 4’er og 4’er i FIA Formel 3, inden han sluttede henholdsvis 9’er og 2’er i FIA Formel 2 mesterskabet i henholdsvis 2022 og 2023.

European Le Mans Series 2024 starter den 14. april på Circuit de Barcelona-Catalunya, med testkørsler i ugen optil.

Relaterede nyheder