BMW og Ferrari får kæmpe straffe på Daytona

BMW og Ferrari har fået to kæmpe straffe som følge af åbningsløbet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2024.

For en lille måned siden blev Rolex 24 at Daytona kørt, og siden da har IMSA’s tekniske afdeling været i gang med at granske alle de data som blev kørt ind under løbet.

Her har de fundet frem til, at både BMW og Ferrari havde skjult noget af deres fart i både december testen samt ROAR testen, og testdagene forud for løbet, hvad angår deres GT3 biler.

Holdene i GTD Pro og GTD får lov til at beholde løbsresultaterne, men i konstruktørmesterskabet bliver Ferrari fratrukket 350 point i GTD Pro, og 320 point i GTD. Risi Competizione #62 vandt GTD Pro, mens AF Corse #21 sluttede toer i GTD.

Risi Competizione Ferrari #62 & Paul Miller Racing BMW #1
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

BMW mister 300 point i GTD Pro og 250 GTD point i konstruktørmesterskabet. De blev kørt hjem af henholdsvis Paul Miller Racing #1 og Turner Motorsport #96.

Derudover får begge konstruktører en bøde på 25.000 Dollars, for ikke at have givet fuld gas forud for løbet, og derved skjult præcis hvor meget fart, at der var i bilerne.

Det er andet i træk, at der er blevet uddelt store straffe efter 24 timers løbet. I 2023 udgaven var det Meyer Shank Racing Acura #60, som havde manipuleret med softwaren i dæktryksensorerne på bilen, og derved havde kørt med for lavt dæktryk i løbet, hvilket gjorde det nemmere at varme dækkene op, og have mere greb. De vandt løbet i GTP klassen, og fik lov til at beholde sejren og urene, men her blev teamet frataget 200 point.

Dagens afgørelse er helt sikkert noget som kan ærgre danske Michael Christensen, som sluttede toer i GTD Pro kategorien med AO Racing Porsche #77, som han delte med Sebastian Priaulx og Laurin Heinrich – og de kunne slet ikke følge med Risi Competizione #62 – og var endda blevet bremset lidt ned efter kvalifikationen, da det så ud som om at der var lidt for meget fart i Porsche raceren, uden at der var noget ulovligt i det på det tidspunkt.

Den næste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship køres den 16. marts på Sebring International Raceway.

Relaterede nyheder