Magnus Racing skifter til Aston Martin – opdateret

Magnus Racing skifter igen bilmærke til 2022 sæsonen.

Det amerikanske sportsvognshold skal igen køre IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2022, men det bliver med en Aston Martin Vantage GT3 i GTD kategorien.

Indtil videre er der ikke noget nyt omkring kørerne, men mon ikke at teamejer John Potter tager Andy Lally med i bilen igen. De har været makkerpar gennem størstedelen af teamets historie, som startede i 2010 i Grand-Am med en Porsche. Sidenhen kom de med i IMSA serien, hvor de først tog endnu et par sæsoner med en Porsche 911. I 2016 prøvede de en Audi R8 LMS, men det var ikke nogen succes, så i stedet tog holdet sæson 2017 i World Challenge.

I 2018 gav de den et forsøg i IMSA GTD kategorien igen, og var tilbage ombord en Audi R8 LMS GT3 racer. Sæsonen efter blev det til en enkelt sæson ombord en Lamborghini Huracan GT3, som blev drevet på egen hånd. I 2020 indgik holdet et samarbejde med GRT Grasser Racing Team, som så skulle drive Lambo’en.

Photo: Magnus Racing

Det samarbejde var en etårig svale, og i 2021 var Potter og Lally chauffører på en Acura NSX GT3, som blevet drevet af det erfarende Archangel hold.

Men det samarbejde er altså slut efter blot en sæson.

Det er stadig begrænset med oplysninger omkring Aston Martin programmet i 2022, men teamnavnet er tilbage til Magnus Racing, hvilket tyder på at de tager mere af kontrollen hjem under eget tag igen. Holdet har haft deres første test med en racer på Daytona International Speedway, men der kommer med sikkerhed flere informationer indenfor kort tid, da der kun er godt en måned til 2022 sæsonstarten.

 

Opdatering

John Potter, Andy Lally og Spencer Pumpelly er bekræftet i bilen – og holdet deltager kun i de 4 Michelin Endurance Cup afdelinger på Daytona, Sebring, Watkins Glen, samt Petit Le Mans.

Relaterede nyheder