Inception Racing i fuld IMSA sæson

Inception Racing melder klar til en fuld sæson i IMSA WeatherTech SportsCar Championship i 2023.

Det britiske hold har haft starter i den amerikanske sportsvognsserie, men det bliver første gang, at McLaren holdet skal køre fuld sæson.

Sæsonen starter på Daytona med 24 timers løbet, hvor Brendan Iribe, Ollie Millroy og Frederik Schandorff igen skal dele raceren. De får hjælp af Marvin Kirchhöfer til det ene løb. Millroy skal hjælpe til ved de tre andre langdistanceløb – Sebring, Watkins Glen og Petit Le Mans. Iribe og Schandorff tager alle afdelinger i sæsonen.

Holdet viste allerede god fart i 2022. De kæmpede længe med om sejren i Daytona, indtil bremseproblemer sendte dem i pit. De sluttede toer på Watkins Glen, hvilket var sæsonens bedste resultat ved målflaget. De endte med at vinde Michelin Endurance Cup mesterskabet i GTD.

Inception Racing McLaren #70
Photo: JJ Media

Det er en kæmpe fjer i hatten for danske Schandorff, at han får endnu en sæson med holdet. Danskeren går fra at være Sølv til Guldkører i 2023, men holder stadig fat i jobbet i McLaren raceren.

Programmet er blot et af de mange, som Optimum Motorsport skal drive, hvor de både køres under eget navn, og andre navne, såfremt der er en titelsponsor som Inception Racing.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2023 starter den 20. januar med ROAR testen, inden selve Rolex 24 at Daytona køres den 28.-29. januar.

Relaterede nyheder