Sebring løb uden større problemer

IMSA WeatherTech SportsCar Championship var i aktion for anden gang i juli måned, da sæsonens 3. løb blev afviklet.

Efter Daytona i januar og tidligere på måneden, skulle der denne gang køres løb på Sebring banen i Florida. Men ikke det traditionelle 12 timers løb, men standardlængden for et IMSA løb på 2 timer og 40 minutter.

Whelen Engineering Cadillac #31 havde taget Pole Position med Pipo Derani og en raskmeldt Felipe Nasr, foran Acura Team Penske #6 med Juan Pablo Montoya og Dane Cameron, mens Renger van der Zande og Ryan Briscoe havde kørt Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 ind på P3.

Blandt LMP2 bilerne var PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Spencer Pigot og Patrick Kelly på Pole, foran Henrik Hedman og Gustavo Menezes for DragonSpeed #81, og Cameron Cassels samt Kyle Masson for Performance Tech Motorsports #38 som treer.

I GTLM var det en Corvette Racing 1-2, med #3 med Jordan Taylor og Antonio Garcia på Pole, foran Oliver Gavin og Tommy Milner i #4. Fred Makowiecki og Nick Tandy i Porsche #911 var næste bil i rækken, foran søsterbilen #912, mens BMW Team RLL var langsomt med #24 foran #25.

GTD kategorien havde Frankie Montecalvo og Townsend Bell på Pole Position i AIM Vasser Sullivan Lexus #12, foran søsterbilen #14 med Jack Hawksworth og Aaron Telitz, mens WeatherTech Racing Ferrari #63 var treer i kategorien med Toni Vilander og Cooper MacNeil.

Sebring 240 2020 start
Photo Courtesy of IMSA / Michael L. Levitt

Efter en meget våd fredag, var det heldigvis tørvejr til både kvalifikationen og løbet, som blev kørt lørdag eftermiddag.

Det blev en vild start på løbet, for de 29 startende biler, hvor Renger van der Zande i #10 med det samme var oppe på andenpladsen, og endda udfordrede Derani omkring føringen af løbet. Samtidig mistede Montoya i #6 også 3. pladsen i løbet, da Tristan Nunez i Mazda Motorsports #77 også kom forbi.

I GTLM var det også skiftedag, da Porsche #912 nu første løbet foran Corvette Racing #4 og #3.

Team Hardpoint Audi #30
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Der var straf til Era Motorsports #18, som fik en Drive-through straf, da de havde skiftet mere end et dæk på bilen, i forhold til hvad de havde brugt i kvalifikationen.

I GTD var Turner Motorsport BMW #96 kommet foran WeatherTech Racing Ferrari #63, mens de to Lexus kørere var stukket afsted ude i front.

Efter godt 20 minutters ræs, byttede de to Lexus racere plads ude på banen, så det nu var #14 foran #12.

Acura Team Penske #7 pittede efter knapt en halv time, hvor mekanikerne straks tog bagvingen motorhjælmen af bilen, og gik i gang med at fejlsøge.

Samme tid gik Tower Motorsport by Starworks #8 i stå ude på banen, hvor John Farano forsøgte at liv i bilen igen, men ikke kunne. Det udløste en Safety Car periode, så bilen kunne blive trukket i sikkerhed. Det var et problem med benzinpumpen, som gjorde at motoren ikke kunne starte igen.

Den SC periode var kærkommen for Acura Team Penske #7, som fik bilen køreklar igen, og sendt ud på banen, uden at miste alt for meget tid.

DragonSpeed #81
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Store dele af feltet valgte at pitte under Safety Car perioden, da bilerne næsten havde kørt et helt stint inden.

Der var kontakt mellem de to Porsche racere i pitten, hvor #912 snittede bagenden af #911. Det gjorde at hele forkofangeren og venstre forskærm og forlygte blev rykket af bilen. Heldigvis blev AIM Vasser Sullivan Lexus mekanikerne ikke ramt af pladedelene, men en af mekanikerne fik et lettere skub af et dæk, men ikke noget som han kom til skade af.

Til gengæld mistede Lexus holdet føringen i GTD, da der lå en Porsche kofanger i vejen for dem. Så fra at være 1-2, var de nede som 6-7. Det betød også at Corvette Racing førte GTLM 1-2 med #3 foran #4.

Efter godt 10 minutters kørsel for nedsat fart, blev løbet givet frit igen.

Porsche #912 måtte pitte igen, da skaderne ikke var blevet udbedret helt på bilen. Tilmed fik de en Drive-through straf for kontakten i pitten.

Porsche #912
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Det gik helt galt for Porsche #911 på vej ind i Sving 1, hvor højre bagdæk punkterede midt i svinget. Heldigvis undgik Nick Tandy at ramme muren, hvilket ville have været et kæmpe uheld. Det højre baghjørne var det hjørne som blev ramt af holdkammerat Laurens Vanthoor under pitstoppet… Tandy måtte humpe en hel omgang rundt med 3 dæk, mens flere og flere stumper faldt af bilen, efterhånden som dækket gik i opløsning.

DragonSpeed #81 valgte at pitte netop som minimumskøretiden for Henrik Hedman var brugt op, så Gustavo Menezes kunne køre den resterende del af løbet.

Begge AIM Vasser Sullivan Lexus racere havde fuld fart mod fronten af feltet igen, og var hurtigt oppe i top 3 igen.

Der var lidt gnubben mellem JDC-Miller Motorsports #85, Turner Motorsport BMW #96, og Mazda Motorsports #77. BMW’en endte midt i en DPi sandwich, var Stephen Simpson i #85 forsøgte at overhale indenom, mens Tristan Nunez i #77 var på vej udenom M6 GT3 raceren.

En time inde i løbet, var AIM Vasser Sullivan Lexus #14 tilbage i front af GTD kategorien, da Aaron Telitz blæste forbi Robby Foley i Turner Motorsport BMW #96.

AIM Vasser Sullivan Lexus #14
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

Wright Motorsport Porsche #16 havde en afkørsel, hvor den turkisblå racer røg baglæns i betonmuren, som kostede en bagvinge og sidespejl. Ryan Hardwick kunne selv køre bilen tilbage i pitten, men det kostede dem en plads i top 5 i GTD.

De spidse albuer var ude mellem Nunez i #77 og Montoya i #6, hvor 77’eren var på vej foran, ned af start-mål langsiden, men Montoya bevist valgte at køre lidt bred på vej ind i Sving 3, og vinde pladsen tilbage.

Anden pitstop runde foregik under grønt flag, og dermed var der lidt mere plads mellem bilerne, da det ikke var to kategorier, som pittede samtidig, men kun enkeltbiler hist og pist.

Dane Cameron i Acura Team Penske #6 manglede lidt fart i forhold til konkurrenterne, og blev passeret af begge Mazda Motorsports biler.

GRT Magnus Lambo #44 fik tekniske problemer med godt en time tilbage af løbet, og holdet måtte opgive at gennemføre løbet. Problemet var relateret til gearkassen.

PR1 Mathiasen Motorsports #52
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Tower Motorsport by Starworks #8 var kommet tilbage på banen, og havde kørt nogle omgange, men blev ved med at komme i pit, og ud på banen igen, da der stadig var tekniske problemer, som drillede holdet.

De to Corvette racere havde byttet plads, i forbindelse med deres 2. pitstop, så #4 nu var foran #3.

Løbets sidste time startede med Whelen Engineering Cadillac #31 i front af DPi, DragonSpeed #81 i front af LMP2, Corvette Racing #4 som førende i GTLM, og WeatherTech Racing Ferrari #63 på førstepladsen i GTD.

Menezes i DragonSpeed #81 havde en tur af banen i Sving 5, men undgik at ramme muren, men samlede en masse sand op på dækkene. Han kunne dog holde føringen, da Pigot i PR1 Mathiasen Motorsports #52 stadig var et par sekunder efter.

AIM Vasser Sullivan #14 pittede med 50 minutter tilbage af løbet, og kom ud lige foran Turner Motorsport BMW #96, men havde kolde dæk på bilen, som Jack Hawksworth skulle forsøge at få varme i. Det var lige ved at gå galt i Sving 3, hvor han fik låst hjulene, men holdt sig på betonen, og udgik at komme ud i græsset.

Corvette Racing #4
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Team Hardpoint Audi #30 havde en punktering på det venstre bagdæk, og måtte humpe tilbage i pitten på 3 dæk.

Der var en fantastisk kamp omkring 3. pladsen i GTLM mellem BMW Team RLL #25 og Porsche #912. De to biler kørte side om side gennem en halv omgang, hvorefter #912 fik snuden foran.

Sebastien Bourdais var flyvende i Mustang Sampling Cadillac #5, og jagtede de to Mazda Motorsports racere, og nærmede sig med stormskridt.

WeatherTech Racing Ferrari #63 var på vej op gennem feltet igen, og overhalede Turner Motorsport BMW #96 som om at BMW’en holdt stille. Toni Vilander i #63 manglede dog stadig 4 sekunder op til den førende Lexus #14.

Whelen Engineering Cadillac #31 med Felipe Nasr og Pipo Derani vandt løbet, foran Konica Minolta Wayne Taylor Racing Cadillac #10 med Renger van der Zande og Ryan Briscoe, og Mustang Sampling #5 med Sebastien Bourdais og Joao Barbosa, da begge Mazda Motorsports racere måtte trille i mål, da de løb tør for benzin kort tid inden, og lige efter målflaget.

Corvette Racing kørte en sikker 1-2 sejr hjem, med Oliver Gavin og Tommy Milner i #4, foran Antonio Garcia og Jordan Taylor i #3, mens Porsche #912 fik reddet en 3. plads hjem, efter de havde problemer tidligere på dagen. BMW Team RLL #25 og #24 sluttede 4’er og 5’er, foran Porsche #911 som aldrig rigtig kom tilbage efter punkteringen.

Whelen Engineering Cadillac #31
Photo Courtesy of IMSA / Richard Dole

I LMP2 kategorien krydsede DragonSpeed #81 målstregen som første bil, med Henrik Hedman og Gustavo Menezes bag rattet. Teamet havde dog lavet en regnefejl, da Hedman ikke fik kørt længe nok i bilen, og holdet derfor blev klassificeret som sidste LMP2 bil i klassen. I stedet vandt PR1 Mathiasen Motorsports #52 med Spencer Pigot og Patrick Kelly, foran Performance Tech Motorsports #38 med Kyle Masson og Cameron Cassels, og Era Motorsport #18 med Kyle Tilley og Dwight Merriman på P3.

AIM Vasser Sullivan Lexus #14 med Jack Hawksworth og Aaron Telitz vandt GTD kategorien, foran WeatherTech Racing Ferrari #63 med Cooper MacNeil og Toni Vilander, mens Turner Motorsport BMW #96 med Bill Auberlen og Robby Foley sluttede treer.

Konica Minolta Wayne Taylor Racing #10 fører mesterskabet for DPi bilerne, foran Mazda Motorsport #77 og Mustang Sampling Cadillac #5.

PR1 Mathiasen Motorsports #52 fører i LMP2, foran Performance Tech Motorsports, og Era Motorsport.

Der er en marginal 1-points føring til Corvette Racing #3, foran Porsche #912 og BMW Team RLL #24 i GTLM.

GTD afdeling talte ikke med til det generelle mesterskab, men i stedet til IMSA WeatherTech Sprint Cup, hvor AIM Vasser Sullivan Lexus #14 fører foran søsterbilen #12 og WeatherTech Racing Ferrari #63.

Den næste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship køres den 2. august på Road America, hvor alle 4 kategorier igen vil være til stede, og alle sammen tæller mod det samlede mesterskabet.

Relaterede nyheder