Nissan skifter alt ud

Nissan e.dams skifter hele kørerbesætningen ud til den kommende ABB FIA Formula E World Championship sæson.

Efter at have haft Sebastien Buemi med lige siden det allerførste løb i 2014, skifter schweizeren nu til et endnu ikke annonceret hold. Maximilian Günther skifter ligeledes væk fra holdet, efter en enkelt sæson, efter hans BMW tid i de elektriske biler.

I stedet bliver det Norman Nato og Sacha Fenestraz, som skal køre den helt nye Gen3 racer i 2022/23 sæsonen.

Nato kørte for ROKiT Venturi holdet i 2020-21 sæsonen, hvor han sluttede sæsonen af med at vinde et løb i Berlin. Der var dog ikke plads på holdet til den efterfølgende sæson, så i stedet var han simulator- og reservekører for Jaguar TCS Racing. Det var et godt sted at være, da han fik de to sidste løb i Seoul, da Sam Bird blev skadet ved afdelingen i London.

Norman Nato & Sacha Fenestraz
Photo: Nissan e.dams

Fenestraz har også erfaring fra sæsonfinalen 2021-22 i Seoul, hvor han løbsdebuterede i Formel E. her skulle han afløse Antonio Giovinazzi, som var kommet til skade i lørdagsløbet. Fransk-argentineren har både vundet Formel Renault Eurocup og det japanske Formel 3 mesterskab, og aktuelt ligger han toer i Super Formula og fører Super GT mesterskaberne i Japan. Han havde ligeledes en Jaguar forbindelse, hvor han også hjalp dem i de seneste tre sæsoner, uden at køre løb for dem.

Der kommer helt nye biler til den kommende sæson, hvor bilerne kan re-generere på både for- og baghjul, mens de fortsat kun har baghjulstræk.

2022/23 sæsonen er planlagt til at skulle starte i Mexico den 14. januar.

Relaterede nyheder