Brandvarm dag i Brasilien

Den 6. afdeling af ABB FIA Formula E World Championship 2023 var for første gang til start på gaderne i Sao Paulo i Brasilien, hvilket var en temperaturmæssig udfordring for kørerne.

Stoffel Vandoorne og DS Penske havde taget Pole Position, foran Antonio Felix da Costa med TAG Heuer Porsche, Mitch Evans i Jaguar TCS Racing, Edoardo Mortara i Maserati MSG Racing, Nick Cassidy i Envision Racing, Jake Hughes i NEOM McLaren, Jean-Eric Vergne i DS Penske, Norman Nato i Nissan, Maximilian Günther i Maserati i MSG Racing, og med Sam Bird i Jaguar TCS Racing fra 10. startposition.

De to sidstnævnte havde begge en straf med fra seneste løb, hvor de var ansvarlige for uheld under Cape Town løbet. Günther havde fået 3 startplaceringer, mens Bird skulle hele 5 pladser længere tilbage, end kvalifikationstiden egentlig rakte til.

Mesterskabsførende Pascal Wehrlein  i TAG Heuer Porsche startede helt tilbage på 18. pladsen. En dårlig kvalifikation, hvor han snittede muren, kombineret med en straf på 3 startplaceringer på grund af tyskeren havde et påkørsel af Sebastien Buemi ved sidste løb.

Lokalhelten Lucas di Grassi havde et uheld i kvalifikationen, så han ikke fik sat nogen god omgangstid, og derved skulle starte bagerst.

2023 Julius Baer Sao Paulo start
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Da starten gik var der med det samme angreb Evans med det samme, men Felix da Costa fik afværget ham ind i Sving 1.

Der var ballade i Sving 1, hvor Norman Nato og Edoardo Mortara var i kontakt med andre biler. Nato kørte op i bagenden af Hughes, hvilket kostede franskmanden frontvingen.

Senere på omgange var Andre Lotterer i muren, og måtte ligeledes humpe tilbage til pitten.

Sebastien Buemi kørte op i bagenden af Günther, og måtte humpe tilbage til pitten.

Dan Ticktum fik udbremset sig selv i Sving 3, og flettede ind i feltet igen.

Robin Frijns var tilbage i Formel E, og var første kører til at aktivere Attack Mode – dog uden at få en placering ud af det.

Wehrlein var på vej fremad i feltet, og brugte hele banen, og lidt til, til både at angribe og forsvare sig.

Stoffel Vandoorne
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Vandoorne var første mand i frontgruppen til at aktivere Attack Mode, og der mistede han føringen, men holdt fast i andenpladsen.

Cassidy ramte et bump på banen, så bilen var helt oppe i luften, inden han landede igen.

Vandoorne tog føringen af løbet igen, men uden hjælp fra Attack Mode.

Evans kom forbi Felix da Costa, ligeledes uden brug af Attack Mode.

Bird vandt en placering ved hjælp af de ekstra kræfter, og var dermed oppe på 6. pladsen.

Sacha Fenestraz stoppede ude på banen i Sving 6, hvor der først var et lokalt gult flag. Men der måtte Safety Car til, så bilen kunne blive fjernet.

Da løbet blev frigivet igen, begyndte Felix da Costa stille og roligt at arbejde sig frem i feltet. Først ved at overhale Cassidy, og omgangen efter overhalede han også Evans, og var dermed fremme på P2.

Antonio Felix da Costa
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Günther var kørt ligeud i Sving 3, og havde ikke bremset til stilstand, som reglerne ellers siger, hvis man kører for langt i det sving. Derfor fik tyskeren en 5 sekunders tidstraf. Ticktum fik ligeledes en straf, for heller ikke at have bremset nok, efter en afkørsel i Sving 3.

Der var kontakt mellem Jake Dennis og Pascal Wehrlein i Sving 3, så Dennis måtte udgå med skader på bilen. Efterfølgende viste optagelser, at Dan Ticktum ramte ind i bagenden af Dennis, som derved ikke kunne kontrollere bilen mere, og ramte Wehrlein.

Cassidy tog føringen af løbet, inden der kom Safety Car igen.

Da Vandoorne aktiverede sit andet Attack Mode, faldt han helt tilbage på 6. pladsen. Til gengæld havde han 3 minutter at bruge af, og begyndte tillg og roligt at arbejde sig fremad igen.

Mortara fik et prik af Nico Müller og endte baglæns i dækmuren. Begge biler måtte udgå med skader på racerne.

Oliver Rowland fik en 5 sekunders tidsstraf, for at have afkortet banen i Sving 3, og ikke bremset op, inden han flettede ind.

Evans var gået i front af løbet, hvilket havde udviklet sig til, at ingen rigtig ville føre for længe, da de så blot slog en hul i vinden for de efterfølgende biler, og derved brugte mere strøm.

Felix da Costa fik udbremset sig selv i Sving 3, og måtte bremse op, inden han accelererede igen. Det sendte ham helt tilbage på 7. pladsen i løbet.

Wehrlein havde gemt sit Attack Mode til allersidst i løbet. Han faldt tilbage på 7. pladsen, men kom ikke rigtig fremad i feltet, på trods af de ekstra kræfter.

Nick Cassidy
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Løbsledelsen tilføjede 4 omgange til de oprindelige 31, da der havde været så meget Safety Car.

Alt imens var det Cassidy som var i front af feltet. Bird kørte sig frem på 3. pladsen, ved at overhale Vandoorne.

Med 4 omgange tilbage af løbet var top-3 samlet, og podiet var så absolut ikke afgjort.

Evans tog føringen af løbet, med en udbremsning ind i Sving 1, hvor han næsten ikke nåede at få bilen stoppet – men beholdt placeringen.

Felix da Costa fik kørt sig tilbage på 4. pladsen, ved at overhale DS Penske holdkammeraterne Vergne og Vandoorne.

Evans kørte defensive linjer over hele sidste omgange, mens Cassidy blev mere og mere aggressiv.

Mitch Evans
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Men Mitch Evans tog sejren for Jaguar TCS Racing, foran Nick Cassidy i Envision Racing, Sam Bird i Jaguar TCS Racing, Antonio Felix da Costa i TAG Heuer Porsche, Jean-Eric Vergne i DS Penske, Stoffel Vandoorne i DS Penske, Pascal Wehrlein i TAG Heuer Porsche, Jack Hughes i NEOM McLaren, Rene Rast i NEOM McLaren, og Sebastien Buemi i Envision Racing på 10. pladsen.

Dan Ticktum fik en 15 sekunders tidsstraf efter målflaget, da han havde ramt Oliver Rowland og Jake Dennis i Sving 1. Englænderen var dog ude af pointene i forvejen, så det gjorde ikke den store forskel.

Pascal Wehrlein holder fast i føringen af mesterskabet, foran Jake Dennis, Nick Cassidy, Jean-Eric Vergne, og Antonio Felix da Costa.

I teammesterskabet er TAG Heuer Porsche stadig i front, Envision Racing, Jaguar TCS Racing, DS Penske, og Avalanche Andretti.

Den næste afdeling af ABB FIA Formula E World Championship køres den 22. april på Tempelhof Lufthavnen i Berlin.

Relaterede nyheder