58 biler tilmeldt Road To Le Mans

Hele 58 biler er tilmeldt 2023 udgaven af Road To Le Mans eventen, som er supportklasse forud for det store 24 timers løb i juni.

Grundstammen består af de 42 hold, som normalt deltager i Michelin Le Mans Cup. De faste hold kører ligeledes om mesterskabspoint, selvom afviklingen består af 2 gange 55 minutters løb, i stedet for et langt på 1 time og 50 minutter.

Vi kan ligeså godt gå direkte til det – Team WRT BMW #46 kommer med sikkerhed til at stjæle opmærksomheden fra mange af de andre hold. Selveste Valentino Rossi har meldt sin ankomst. Normalt deltager den 9-dobbelte motorcykel Verdensmester i GT World Challenge serierne, men Le Mans banen har en vis tiltrækningsevne – også i forhold til fremtidige programmer med BMW, som bekendt træder ind i Hypercar klassen med Team WRT i 2024. Holdkammeraten til Rossi er ikke offentliggjort endnu.

De er blot et af ud i alt 20 GT3 hold i løbet, som tæller hele fire danske biler, med 7 ud af 8 mulige danske kørere i sæderne. GMB Motorsport kommer med deres to sædvanlige LMC biler, hvor Simon Birch og Thomas Andersen skal køre i Honda NSX GT3 #55, mens Jan Magnussen og Lars Engelbrekt Pedersen skal køre i #88. Holdet tager dog også en 3. bil med, som brødrene Kristian og Roland Poulsen skal køre. Det er familiens BMW M4 GT3, som de allerede har deltaget med i forbindelse med nogle Creventic løb, heriblandt 24 timers løbet i Dubai.

HSR with CaffeineSix Porsche #86 har igen Anders Fjordbach og Timothy Creswick bag rattet, og de skal forsøge at følge op 4. pladsen, som de kørte sig til ved åbningsløbet på Circuit de Barcelona-Catalunya i april måned.

MV2S Racing #28, Stellar Motorsport Audi #42, AF Corse Ferrari #83
Photo: JJ Media

Der er desværre ikke nogle danskere i LMP3 klassen i år, hvor Malthe Jakobsen og Michael Markussen blandt andet tidligere har gjort sig gældende. Men til gengæld er der hele 38 rumlende V8 Nissan racere, hvoraf 6 er med Duqueine M30-D08 chassiset, mens de resterende er Ligier JS P320. Så desværre ikke nogen Adess i dette års løb.

30 af de 38 biler kører med om mesterskabspoint, og alle teamnavne er velkendte navne fra enten LMC og/eller European Le Mans Series. Flere har valgt at tage ekstra biler med til dette løb, hvilket gælder DKR Engineering, United Autosports, GRAFF Racing, Team Virage, Rinaldi Racing, samt M Racing. Sidstnævnte bil har teamchefen Yvan Müller selv valgt at hoppe i køredragten igen, efter han ikke længere deltager i WTCR serien, som lukkede efter 2022.

Skal man finde en lille dansk interesse i klassen, så kan man heppe på Team Thor, som danske High Class Racing hjælper med driften af. Audunn Gudmundsson og Colin Noble skal forsøge at forbedre den 4. plads, som de kørte hjem i Barcelona, hvor Gudmundsson kørte et af hans måske bedste stints nogensinde.

Efter den første afdeling af mesterskabet, ligger Racing Spirit of Leman Aston Martin #10 i front af GT3 mesterskabet, mens Team Virage #16 er førende i LMP3 mesterskabet.

Road To Le Mans løbene køres den torsdag den 8. og fredag den 9. juni, hvor kvalifikationen til begge løb køres torsdag formiddag.

Relaterede nyheder