Et helt andet søndagsløb i Jakarta

Andendagen af ABB FIA Formula E World Championship i Jakarta i Indonesien blev ligeledes en varm omgang. For anden dag i træk, var der lige omkring 33 graders lufttemperatur, da løbet skulle køres.

Maximilian Günther i Maserati MSG Racing havde taget Pole Position for anden dag i træk, foran Jake Dennis i Avalanche Andretti, Mitch Evans i Jaguar TCS Racing, Edoardo Mortara i Maserati MSG Racing, Stoffel Vandoorne i DS Penske, Pascal Wehrlein i TAG Heuer Porsche, Sacha Fenestraz i Nissan, Jake Hughes i NEOM McLaren, Jean-Eric Vergne i DS Penske, og mesterskabsførende Nick Cassidy i Envision Racing.

I dagens løb skulle der køres 2 omgange mere end gårsdagens løb, hvilket gav andre strategiske udfordringer for holdene.

Der var drama på startgridden da Sergio Sette Camara havde problemer med bilen, og blev skubbet ind i garagen. Sam Bird kom heller ikke til start, og starten måtte udsættes, da det skete mindre end et minut før løbet skulle startes.

Dermed var der kun 20 biler ude på startgridden.

Gulavit Jakarta E-Prix 2023 race 2 start
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Günther holdt føringen ind i Sving 1, og det lykkedes Dennis at holde andenpladsen, selvom han var hårdt presset af Evans og Fenestraz, mens Vandoorne faldt tilbage til P5.

Günther var den første blandt de forreste som tog Attack Mode. Ligesom gårsdagens løb var der hele 8 minutter, som skulle fordeles i to portioner. Det gjorde at Günther faldt tilbage på P3, på grund af den lille omvej, som man skal køre for at aktivere Attack Mode.

David Beckmann måtte pitte med skader på bilen, og var dermed ude af løbet, efter han havde fået et skub af Lucas Di Grassi.

Evans var den næste til at tage Attack Mode, men nøjes også med 2 minutter, ligesom Günther gjorde.

Jake Dennis
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Evans og Mortara overhalede på samme tid ind i Sving 1, hvor Evans kom forbi Günther, og Mortara kom forbi Vandoorne.

Günther tog andenpladsen tilbage, med en overhaling gennem de snævre sving på bagsiden af banen.

Buemi fik skadet frontvingen, da der var kontakt mellem ham og Jake Hughes.

Vergne faldt tilbage på sidstepladsen i løbet, efter franskmanden havde ødelagt frontvingen, og måtte pitte med de skader.

Det lykkedes Günther at tage Attack Mode, og stadig komme ud foran Dennis og Vandoorne, som havde taget Attack Mode omgangen inden. Evans kørte imidlertid rundt i front af feltet, og havde stadig 6 minutters Attack Mode tilbage.

Dennis forsøgte at overhale Günther udenom i Sving 1, men måtte flette ind bagved igen.

Sacha Fenestraz
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Der var drama for den mesterskabsførende Cassidy, da han holdt i dækmuren med skader på fronten, og efterfølgende måtte pitte. Newzealænderen forsøgte et dyk på Wehrlein, men det endte kun med at koste hans egen frontvinge, mens tyskeren kunne køre videre.

Da Evans aktiverede Attack Mode, faldt han tilbage på tredjepladsen i løbet, mens Günther var den nye førende.

Vandoorne var på vej fremad i feltet, ved at bruge de sidste sekunder af Attack Mode. Dermed var han oppe på P4.

Efter det havde været tæt i starten af løbet, havde Günther efterhånden fået slået et hul på et par sekunder ned til Dennis på andenpladsen, som ligeledes havde et par sekunder ned til Evans på P3.

Mortara var ved at køre af banen i Sving 1, da han fik låst hjulene under nedbremsningen. Heldigvis var der et stort af kørselsområde, så han fik kontrol over raceren igen, men mistede tre pladser.

Evans havde travlt med at køre defensivt i forhold til de bagvedkørende, så han efterhånden var over 11 sekunder fra den førende Günther. Han havde Vandoorne, Fenestraz og Nato helt oppe bagved sig.

Fenestraz dykkede på Vandoorne, hvilket åbnede døren for Nato til at køre forbi begge to. Wehrlein forsøgte også at komme forbi Vandoorne, men det tog lidt flere sving.

Maximilian Günther
Photo: ABB FIA Formula E World Championship

Absolut ingen kunne røre Maximilian Günther i Maserati MSG Racing, som vandt med næsten 3 sekunder ned til Jake Dennis i Avalanche Andretti, som havde 16 sekunder ned til Mitch Evans i Jaguar TCS Racing på P3. Herefter fulgte Sacha Fenestraz i Nissan, Norman Nato i Nissan, Pascal Wehrlein i TAG Heuer Porsche, Antonio Felix da Costa i TAG Heuer Porsche, Edoardo Mortara i Maserati MSG Racing, Stoffel Vandoorne i DS Penske, og Sebastien Buemi i Envision Racaing på P10.

Dagens resultat betyder at Pascal Wehrlein er tilbage i front af mesterskabet, foran Jake Dennis, Nick Cassidy, Mitch Evans, og Jean-Eric Vergne.

I Teammesterskabet er TAG Heuer Porsche i front, foran Envision Racing, Jaguar TCS Racing, Avalanche Andretti, og DS Penske.

Den næste afdeling af ABB FIA Formula E World Championship køres den 24. juni 2023 på Portland International Raceway i USA.

Relaterede nyheder