36 biler tilmeldt Asian LMS

Asian Le Mans Series får hele 36 biler på startgridden i 2023/24 sæsonen.

I alt har 10 LMP2 racere, tre LMP3 racere, og 23 GT3 racere tilmeldt sig hele sæsonen, med mulighed for at der kommer flere biler, når de kommer til mellemøsten. De 36 biler er nemlig grænsen på Sepang International Circuit, som åbner sæsonen i december måned.

Der er kun en samlet LMP2 kategori i denne sæson, hvor der tidligere har været en for obligatoriske Sølvkørere og en Pro/Am for Bronzekørere. Nu er der kun den tilbage med Bronzekører, da det er den retning af LMP2 kategorien går i både IMSA WeatherTech SportsCar Championship og European Le Mans Series.

Det er også lutter kendte navne, som er på deltagerlisten. Sidste sæsons vindere DKR Engineering er tilbage for at forsvare titlen, men de bliver udfordret af en del ELMS konkurrenter, plus ARC Bratislava og 99 Racing, som vi kender fra Asian Le Mans Series.

GT kategorien er der stadig rigtig godt liv i. Med 8 forskellige bilfabrikker, fordelt på Mercedes, Porsche, Lamborghini, Ferrari, McLaren, Audi, BMW, og Aston Martin, bliver der stor variation mellem bilerne. De forsvarende mestre Walkenhorst Motorsport stiller dog ikke op, da de har prøvet 24 timers løbet i Le Mans nu, og så i stedet fokuserer lidt mere på deres sædvanlige serier i NLS og GT World Challenge serierne.

Der er et par interessante navne på listen, hvor blandt andet Earl Bamber Motorsport stiller op med to Porsche 911 GT3 R racere. De har primært gjort sig i Asien, med afstikkere til Spa 24 timers løbet. Men at serien starter i Asien nu, har fået dem til at hoppe med på vognen. Interessant er det også er Santeloc Racing stiller op med to Audi R8 LMS racere, efter Audi egentlig har annonceret at deres fabriksprogram for GT3 racere stille og roligt bliver lukket ned, på grund af deres nye Formel 1 projekt.

GR Racing fra FIA World Endurance Championship stiller også til start, men det bliver med en Ferrari 296 GT3, efter de ellers har været tro mod Porsche mærket i hele deres FIA WEC og ELMS tid.

Mens der er en billet til 24 timers løbet i Le Mans 2024 til vinderene af LMP2 og GT kategorierne, får vinderen af LMP3 kategorien en billet til Road To Le Mans løbet, som er supportklassen for 24 timers løbet. Det kan desværre ses på interessen for klassen, som er styrtdykket fra tidligere sæsoner. Nogle år var det endda den største kategori i serien. Desværre er der kun 3 tilmeldte til 2023/24 sæsonen, som tæller 2022 mestrene CD Sport, samt COOL Racing og High Class Racing.

COOL Racing har tidligere deltaget i serien i både LMP2 og LMP3 med flere biler, men det bliver kun med en enkelt racer i denne sæson.

Danske High Class Racing har også deltaget med en LMP2 racer, men denne gang bliver det i LMP3 racer, som de allerede har erfaring med at drive fra Michelin Le Mans Cup, hvor de har hjulpet Team Thor i de seneste sæsoner, med flere topresultater til følge.

Det skal dog siges, at der er mulighed for lidt ændringer hist og pist på deltagerlisten. Det er meget sjældent at samtlige hold, med de pågældende navne, rent faktisk også stiller op i serien. Men lad os krydse fingre for at alle holder fast ved den kommende sæson.

Asian Le Mans Series 2023/24 starter med dobbeltafdeling 2.-3. december på Sepang International Circuit i Malaysia, inden serien tager til Dubai Autodrome og Yas Marina Circuit fra den 4. til den 11. februar, med dobbeltafdeling Abu Dhabi.

Hele deltagerlisten kan ses her:

Asian Le Mans Series 2023/24 entry list
Graphics: Asian Le Mans Series

 

Relaterede nyheder