60 biler tilmeldt Rolex 24 at Daytona 2024

IMSA WeatherTech SportsCar Championship starter 2024 sæsonen med intet mindre end 60 biler.

Det har serien offentliggjort, forud for det første løb, som er Rolex 24 at Daytona.

Med så mange biler, er det umuligt at gennemgå alle 60 biler i deltaljer, men vi har udvalgt nogle interessante biler, og så kan resten af navnene læses på deltagerlisterne gennem artiklen.

Der er 10 biler tilmeldt GTP kategorien. Der er kommet navne på de faste kørere i serien, mens der stadig er enkelte uafklarede sæder.

Af nævneværdige navne på listen er JDC-Miller Motorsports Porsche #5, som udover Tijmen van der Helm og Phil Hanson, har Ben Keating og Richard Westbrook på deltagerlisten. Dermed skal Keating dobbeltjobbe igen, da han også er aktiv i LMP2 kategorien.

Hos Porsche Penske Motorsport er Nick Tandy, Mathieu Jaminet, Kevin Estre, og Laurens Vanthoor skrevet på holdkortet i bil #6, mens Matt Campbell, Felipe Nasr, Josef Newgarden og Frederic Makowiecki er skrevet på i bil #7. I 2023 hjalp Michael Christensen til på Daytona og Sebring, men han er ikke på IMSA listen denne gang.

Wayne Taylor Racing with Andretti med Acura har noget af en all-star lineup i begge biler. Ricky Taylor og Filipe Albuquerque skal have hjælp af Brendon Hartley og Marcus Ericsson i bil #10, mens Jordan Taylor og Louis Deletraz får hjælp af Colton Herta og Jenson Button. Ericsson prøvede Cadillac raceren hos sit tidligere hold Chip Ganassi Racing i 2021, men kom aldrig til at køre løb i den. Nu er han skiftet til Andretti Autosport, og får derfor muligheden for at deltage i 24 timers løbet. Jenson Button deltog i Petit Le Mans 2023 hos JDC-Miller Motorsports i deres Porsche, men nu skal han prøve en Acura racer, efter at have været Honda fabrikskører gennem mange år i hans Formel 1 karriere.

BMW M Team RLL har skiftet lidt ud. Philipp Eng er ikke længere at finde på holdet, men i stedet er Jesse Krohn skrevet på holdkortet ved siden af Augusto Farfus, som skal have hjælp fra Dries Vanthoor. Til Eng’s forsvar, så er der stadig en ledig plads i bil #24, så der er stadig mulighed for at han kunne dukke op der. I bil #25 der genvalg til Connor De Phillippi og Nick Yelloly, plus Maxime Martin, som skal køre LMDh for første gang. Han har dog tidligere kørt en del LMP1 og LMP2, selvom det er ved at være nogle år siden – hvis man ser bort fra Le Mans 2023 for DKR Engineering.

Proton Competition Porsche #59 holder fast i Gianmaria Bruni og Neel Jani, men har måtte sige farvel til Harry Tincknell, som nu skal køre for Ford Multimatic Motorsports i GTD Pro kategorien. Deres 3. kører er ikke offentliggjort endnu.

Graphics: IMSA

Der er 12 LMP2 racere på listen.

Tower Motorsports #8 har endnu ikke skrevet nogen kørere på holdkortet – men stort set alle, som har været ind over dem i 2023, er afsat til anden side. Louis Deletraz er hos WTR with Andretti, Josef Newgarden er hos Porsche Penske Motorsports, og Kyffin Simpson har fået Chip Ganassi Racing kontrakt – dog uden at være på holdkortet til 24 timers løbet. Så måske får han lov til at køre for Tower Motorsports igen.

Era Motorsport #18 har igen Ryan Dalziel og Dwight Merriman, men uden den danske IndyNXT mester Christian Rasmussen på holdkortet indtil videre. Han er blevet opgraderet fra Sølv til Guldkører til den kommende sæson, og er derfor ikke længere så attraktiv for holdet at have med, da de i forvejen har Dalziel som Guldkører. Men de har stadig 2 ledige sæder, så der er stadig en mulighed.

Danske High Class Racing #20 har to kørere skrevet på listen, men har sidenhen offentliggjort et 3. navn. Seth Lucas og Dennis Andersen skal køre hele LMP2 sæsonen sammen, mens de får hjælp af Laurents Hörr. Den sidste kører er der ikke sat navn på. Det bliver dog næppe Anders Fjordbach, da han er fuldtidskører i holdets GTD bil.

Sean Creech Motorsports #33 er skiftet op fra LMP3 til LMP2, men holder fast i Joao Barbosa og Lance Willsey som de to kørere. Der er stadig to ledige pladser, ved siden af dem. Det specielle ved det hold, er at de er eneste Ligier chassis i en ellers ORECA domineret klasse.

Inter Europol by PR1 Mathiasen Motorsports #52 har indtil videre kun Jakub Smiechowski på holdkortet, så der er behold for minimum en Bronzekører ved siden af polakken.

Riley #74 har taget deres LMP3 lineup, og opgraderet til LMP2, med Gar Robinson og Felipe Fraga, som skal have hjælp fra Josh Burdon ved de lange løb. Deres 4. kører er ikke offentliggjort endnu.

AF Corse #88 stiller igen til start, hvor Luis Perez Companc, Lilou Wadoux og Nicklas Nielsen er de tre første navne på listen. De tre kørte allerede sammen ved Watkins Glen løbet i 2023, så de kender allerede hinanden. Deres 4. kører er ikke offentliggjrot endnu.

AO Racing #99 er nyt hold i LMP2, hvor PJ Hyett og Paul-Loup Chatin er de to første kørere. Hyett skifter op fra holdets GTD program, mens Chatin kommer til holdet fra PR1 Mathiasen Motorsports, hvor han vandt mesterskabet sammen med Ben Keating i 2023.

Graphics: IMSA

GTD Pro har fået kraftigt vokseværk til åbningsløbet.

GTD Mestrene fra Paul Miller Racing BMW #1 har fået to BMW fabrikskørere med, ved siden af Bryan Sellers og Madison Snow, i holdets første GTD Pro sæson. Neil Verhagen har været tilknyttet BMW som juniorkører, mens Sheldon van der Linde er blandt de allerhurtigste GT3 kørere.

Pfaff Motorsports #9 er skiftet fra Porsche til McLaren, og det har åbnet døren for nogle helt andre kørere. Oliver Jarvis skal køre fuld sæson, sammen med Marvin Kirchhöfer. De to får hjælp fra canadiske James Hinchcliffe samt Arrow McLaren Indycar kører Alexander Rossi. Hinch og Rossi er gode venner udenfor banen, og har deres egen Podcast sammen, og så er Hinch bare et kæmpe navn i Canada og tildels også i USA, selvom det er nogle år siden, at han senest kørte Indycar. Hans store popularitet kom i forbindelse med deltagelsen i Dancing with the Stars (Vild med Dans) på amerikansk tv, samt den skræmmende historie omkring Indy 500, hvor han havde et frygteligt uheld i 2015, som næsten kostede ham livet, til at tage Pole Position i løbet året efter.

Mestrene Vasser Sullivan Lexus #14 fortsætter uændret med Jack Hawksworth og Ben Barnicoat, med hjælp fra Kyle Kirkwood ved de lange løb. De har stadig plads til en 4. kører.

Iron Lynx #19 stiller igen med en Lamborghini i GTD Pro kategorien, i forbindelse med Rolex 24 at Daytona. De skulle egentlig have debuteret LMDh raceren, men det er udsat til senere på året. Mirko Bortolotti, Jordan Pepper, Andrea Caldarelli, og Franck Perera – ja, så bliver det ikke meget bedre i en Lambo.

Heart of Racing Aston Martin #23 fortsætter med Alex Riberas og Ross Gunn, mens Mario Farnbacher skal hjælpe til ved de lange løb i 2024 sæsonen. De nøjes med 3 kørere i de 24 timer.

Samme strategi har Risi Competizione Ferrari #62, som kommer med Davide Rigon, Daniel Serra, og Alessandro Pier Guidi. Med fare for at gentage os selv – ja, så bliver det ikke meget bedre i Ferrari land.

Ford Multimatic Motorsports har ikke offentliggjort deres 3. kørere endnu, men Mike Rockenfeller og Harry Tincknell skal køre holdets Mustang #64, mens Joey Hand og Dirk Müller skal køre #65 gennem 2024 sæsonen.

SunEnergy1 Racing #75 har ikke offentliggjort deres 3 kørere, men som Mercedes hold i GTD Pro, bliver den formentlig læsset til med fabrikskørere. Tænk i retning af Maro Engel, Jules Gounon, Luca Stolz m.fl.

AO Racing Porsche #77 er også aktive i GTD Pro, hvor Laurin Heinrich og Sebastian Priaulx skal køre hele sæsonen. De har ikke offentliggjort deres 3. kører endnu, men mon ikke der kunne dukke en Porsche fabrikskører op i den bil.

Der bliver dog kamp med Kellymoss with Riley #92, som har tre ubesatte Porsche sæder. Men der er jo også blevet nogle kørere ledige ved Pfaff Motorsports modelskifte, så der er muligheder for velkendte ansigter fra den kant.

Graphics: IMSA

Der er intet mindre end 25 GTD biler tilmeldt 24 timers løbet.

Intet Ferrari felt uden AF Corse. I bil #21 er det Simon Mann og Kei Cozzolino, men de har fået Francois Heriau med i bilen, som ellers plejer at gøre sig i LMP2 ræs. Det sidste sæde står stadig åbent.

Heart of Racing Team #27 har om rokeret lidt, så Zacharie Robichon skal dele raceren med Romain de Angelis i år. De får hjælp af Marco Sørensen og Ian James. De Angelis har hidtil været Sølvkører, men er nu opgraderet til Guld, og kan derfor ikke længere dele bilen med Platinkører Sørensen, som de allers gjorde gennem 2023. Robichon har i mange år været tilknyttet Wright Motorsports, men nu skifter han Porsche raceren ud med en Aston Martin i 2024, i kraft af stadig at være Sølvkører. 27’eren er forsvarende vinde af løbet, så de skal naturligvis forsøge at gøre det igen. Sidste år var det Darren Turner, som var med til at sikre sejren med James, Sørensen og de Angelis.

Andretti Motorsports #43 er skiftet fra Aston Martin til Porsche, hvor Jarett Andretti og Gabby Chaves dog fortsætter samarbejdet, med Scott Hargrove som ny medkører. De mangler at sætte navn på 4. køreren.

Magnus Racing Aston Martin #44 er tilbage med John Potter, Andy Lally og Spencer Pumpelly. I 2023 havde de Nicki Thiim med som 4. kører, men de har endnu ikke offentliggjort deres 4. valg på raceren.

MDK Motorsports stiller op med hele to Porsche 911 GT3.R racere. Det hold skal i år drives af High Class Racing, som også ses ved Anders Fjordbach er ombord #86 sammen med Kerong Li. Bil #53 mangler stadig at få sat de 4 navne på, ligesom medkørerne til Fjordbach og Li. HCR har allerede Porsche erfaring fra Michelin Le Mans Cup i Europa, hvor de længe var med i titelkampen gennem 2023 sæsonen, men endte på en flot 3. plads efter 7 kørte løb.

Proton Competition #55 sparker gang i deres Ford Mustang program med en enkelt bil, men har ikke sat nogle navne på endnu.

Iron Lynx/Iron Dames stiller op med to Lamborghini racere i GTD kategorien, hvor Claudio Schiavoni og Matteo Cressoni står på bil #60, mens Rahel Frey, Michelle Gatting, og Sarah Bovy er skrevet på i bil #83. Så der er stadig to sæder i “herrevognen”, mens de succesfulde piger mangler en enkelt holdkammerat. Tidligere har Doriane Pin været en del af den lineup, så vi må se…

De er dog ikke de eneste damer i feltet, hvor Sheena Monk og Katherine Legge igen er skrevet på i Gradient Racing Acura #66. Deres medkørere er der ikke sat navn på – så det kommer på et senere tidspunkt.

Der er mere dansk i Inception Racing McLaren #70, hvor Brendan Iribe og Frederik Schandorff skal køre hele sæsonen, mens de får hjælp fra Tom Gamble og Ollie Millroy i Daytona. Iribe og Schandorff var blandt de hurtigste i 2023 i GTD, men endte tit og ofte i et eller andet uheld, hvor de blev påkørt af andre biler, eller fik en dum pitstop straf, som ødelagde løbet for dem. Alle de småting skal de forsøge at undgå i 2024, så de kan kæmpe med omkring titlen gennem hele sæsonen.

Kellymoss with Riley #91 stiller op med en enkelt Porsche i GTD (i sammenhæng med deres GTD Pro bil), men ligesom i Pro bilen, er der ikke sat navne på endnu.

Det har Wright Motorsports Porsche #120 heller ikke gjort – de har indtil videre bare skiftet deres klassiske #16 ud med #120 i stedet for.

Turner Motorsport #96 er tilbage med en enkelt BMW, hvor Robby Foley, Patrick Gallagher, Michael Dinan, og Jens Klingmann er sat på kortet. Dermed er Bill Auberlen ikke længere end del af det hold i IMSA regi, som han ellers har været hos siden BMW Team RLL tiden. Hans fremtid er derfor aktuelt ukendt.

Graphics: IMSA

Der er dog stadig 2 måneder til testkørslerne forud for Rolex 24 at Daytona 2024 starter, så der er stadig masser af muligheder for ændringer på startlisten. Men det er nu at forhandlingerne omkring de sidste pladser skal i gang, hvor især LMP2 og GTD skal forsøge at finde de hurtigste Bronze- og/eller Sølvkørere til ikke blot åbningsløbet, men hele sæsonen.

Vi kan med stor sandsynlighed forvente mindst en dansker mere til løbet på Daytona International Speedway, men det skal holdet og køreren selv have lov til at annoncere, når de er klar til det.

Relaterede nyheder