Era offentliggør 2024 kørere

Era Motorsport har offentliggjort de fire kørere, som skal køre IMSA WeatherTech SportsCar Championship for dem i 2024.

Grundstammen bliver igen Dwight Merriman og Ryan Dalzel, som skal køre hele sæsonen i LMP2 kategorien.

De har valgt at tage Connor Zilisch med som 3. kører ved de fem længere Michelin Endurance Cup afdelinger, som tæller Daytona, Sebring, Watkins Glen, Indianapolis samt Road Atlanta. Zilisch kommer fra Mazda MX-5 Cup, og på trods af hans blot 17 år, har han allerede tre sæsoners erfaring i biler. Han gjorde det så godt i 2021, at han vandt et scholarship til 2022, hvor han så blev Rookie of the Year. I 2023 kombinerede han MX-5 Cup med Trans Am mesterskabet, hvor han sluttede 4’er generelt i TA2 stillingen. Selvom en Trans Am bil er en potent racer, bliver det alligevel noget helt andet med en ORECA 07 Gibson LMP2 racer. Teamet føler sig overbevist om at han er den perfekte Sølvkører til den opgave.

Era Motorsport #18
Photo Courtesy of IMSA / Jake Galstad

Ved 2022 finalen samt alle MEC løb i 2023 var danske Christian Rasmussen holdets Sølvkører. Danskeren bliver dog opgraderet til Guld, da han vandt IndyNXT mesterskabet i 2023, og har skrevet kontrakt med Ed Carpenter Racing i NTT IndyCar Series i 2024. Det er dog ikke helt slut for ham hos Era Motorsport. Ved Rolex 24 at Daytona i næste måned skal danskeren nemlig være 4. kører på bilen, da der gerne må være to Guld eller Platinkørere på bilen, udover de obligatoriske Bronze og Sølvkørere.

Holdets bedste resultat i 2023 var ved 6 timers løbet på Watkins Glen, hvor Merriman, Dalziel og Rasmussen sluttede toer.

24 timers løbet på Daytona 2024 køres den 27.-28. januar, mens der køres test og kvalifikation allerede weekenden inde.

Relaterede nyheder