Sene ændringer i Barcelona

Der har været et par sene ændringer forud for åbningsløbet i European Le Mans Series 2021, denne weekend på Circuit de Barcelona-Catalunya.

AF Corse Ferrari #88 med Francois Perrodo, Alessio Rovera og Emmanuel Collard har måtte melde afbud til weekenden grundet positiv COVID-19 test blandt kørerne. Bilen testede kun i tirsdags, og det var kun Rovera, som satte tider i bilen. Siden da pakkede holdet stille og roligt sammen.

Panis Racing #65 er også delvis sygdomsramt. Her blev James Allen testet positiv for COVID-19, og selvom han ikke har nogen symptomer, må han ikke komme i nærheden af paddocken i Barcelona. Han bliver erstattet af Gabriel Aubry, som ironisk nok selv måtte springe et løb over i 2020 sæsonen, da han blev testet positiv for COVID-19 mellem ELMS og FIA WEC afdelingerne på Spa Francorchamps.

AF Corse Ferrari #88
Photo: JJ Media

European Le Mans Series og ikke mindst Circuit de Barcelona-Catalunya har meget strenge krav omkring test, afspritning, mundbind og andre sikkerhedsforanstaltninger, for at kunne afvikle løbsweekenden med så lav risiko som muligt. Ingen får lov til at komme ind på banen, uden at kunne fremvise en højest 5 dage gammel negativ Corona test, og alle hold, kørere, marshals og ikke mindst presse bliver testet flere gange i løbet af ugen på banen, for at kunne fange eventuelle smittede personer.

Det er lidt uklart, om det var ved en af disse tests, at de positive prøver blev opsnappet, eller om det var i forbindelse med test udenfor banens eget testsystem.

European Le Mans Series kører deres kvalifikation til weekendens løb i morgen lørdag klokken 13.40, mens løbet køres søndag klokken 11.00.

Relaterede nyheder