Sent Sebring opkald til Jani

Neel Jani skal alligevel en tur til Sebring i 2022.

Den 38-årige schweizer stod egentligt helt uden sæde i Super Sebring weekenden, hvor både FIA World Endurance Championship og IMSA WeatherTech SportsCar Championship kører.

Jani er dog blevet ringet op af Chip Ganassi Racing, da de pludselig manglede en kører, efter Kevin Magnussen sprang på en ny Formel 1 kontrakt med HAAS F1 Team.

Derfor får Alexander Lynn og Earl Bamber nu Jani som holdkammerat, i den kommende weekend i Cadillac Racing #02.

Neel Jani
Photo: JJ Media

CGR holdet har en politik om, at deres kørere kun må fokusere på et løb i denne weekend. Det omhandler både deres Indycar kørere, som alle skal køre i Texas, hvor som minimum to af dem burde have været på Sebring, men også de andre sportsvognskørere. Sebastien Bourdais og føromtalte Lynn har ikke fået lov til at køre for deres FIA WEC hold, selvom det er samme bane, at de skal køre på – og de to løb er to dage efter hinanden. Derfor bliver de to afløst af henholdsvis Mike Rockenfeller og Paul di Resta.

12 timers løbet på Sebring køres lørdag den 19. marts med start klokken 15.40 dansk tid.

Relaterede nyheder