Dramatik i Chile

Årets 4. afdeling af ABB FIA Formula E Championship blev kørt i Santiago i Chile.

Allerede inden lørdagens kvalifikationen, vidste Lucas di Grassi og resten af Audi Sport ABT Schaeffler holdet, at det ville blive en svær weekenden. Grundet fejl på inverteren på bilen, måtte holdet udskifte den, hvilket gav dem en straf på 10 placeringer på startgridden. Selv om han kørte tredjehurtigste tid i kvalifikationen, skulle han i stedet starte løbet som 13’er.

Mitch Evans lavede en kørefejl på sin kvalifikationsomgang, og sluttede få centimeter fra muren. Heldigvis undgik han at ramme muren, men måtte starte løbet fra sidste position. Den samme skæbne overgik Luca Filippi, men han tabte ikke helt så meget tid som Evans, og skulle derfor starte løbet fra næstsidste position.

Mesterskabsførende Felix Rosenqvist havde en rigtig skidt kvalifikation, og skulle blot starte 14’er. Det kombineret med at hans værste konkurrent i mesterskabet, Sam Bird, startede på 4. pladsen, gjorde at svenskeren ville få et svært løb. Bird lavede en fejl på sin omgang i Super Pole, hvor han tabte bilen under en nedbremsning og røg baglæns ind i muren. Heldigvis var der kun små skader på bilen, som mekanikerne uden problemer kunne få repareret inden løbet.

Jean-Eric Vergne havde sikret sig Pole Position foran Sebastien Buemi og Andre Lotterer. Lotterer havde også kontakt med barrieren på sin flyvende omgang,, hvilket knækkede frontvingen på bilen, og han måtte humpe over målstregen. Men på grund af di Grassis placeringsstraf og Birds afkørsel, kunne han altså alligevel indtage 3. startposition.

Sam Bird, DS Virgin Racing
Photo: Zak Mauger/LAT/Formula E

Banen i Santiago var utroligt udfordrerne, og meget smal i visse sving. Derfor var risikoen for uheld på den første omgang ekstra stor ved netop dette løb.

Jean-Eric Vergne tog starten, mens Nelson Piquet jr fra 5. startposition lavede en super start, og han kom rundt i sving 1 side om side med Andre Lotterer men fik klemt sig forbi, og dermed op på andenpladsen.

Herefter brød helvede løs. Jose Maria Lopez ramte muren, hvilket gav dønninger gennem feltet. Nick Heidfeld var uheldig at blive fanget i tumulten, hvilket kostede ham sit forhjulsophæng. Han fik dog bilen humpet ind i pitten, og kunne skifte over til bil nummer to. Senere rundt på omgangen kørte Maro Engel også i muren, da han understyrede ligeud i et af de snævre 90 graders sving.

Løbsledelsen valgte at sende Safety Car på banen, for at få ryddet op efter alle vragdelene.

Mens der var Safety Car på banen, blev Fan Boost annonceret, hvor Lucas di Grassi, Sebastien Buemi og Jose Maria Lopez var blevet tildelt det.

Efter omkring 15 minutters oprydning, blev løbet givet frit igen.

Piquet jr gik straks til angreb på Vergne, og de to kørere ramte faktisk hinanden ude på langsiden, så den ene “stænklap” bag Vergnes baghjul blev kørt af. Det var fordi at Vergne lettede foden fra speederen ude midt på langsiden, for at lave såkaldt Lift and Coast, for at spare på strømmen ude på banen.

Jose Maria Lopez, Dragon Racing
Photo: Zak Mauger/LAT/Formula E

Efter kun 8 omgange af løbet kørte Daniel Abt i pitten. Tyskeren havde fået en mindre skade på styretøjet under balladen på første omgang, hvilket gjorde at den ikke kørte helt som den skulle. Han tog dog sin anden bil ud af pitten, så han kunne fortsætte løbet – men næsten en hel omgang bagud i forhold til de andre kørere. Da først han tabte omgangen, valgte holdet at trække ham i pit og udgå, da en evt Safety Car periode ikke ville kunne redde ham point alligevel i dag.

På løbets 11. omgang kom Edoardo Mortara lidt på afveje. Situationen lignede meget den, hvor han tabte sejren i Hong Kong, på grund af at han fik låst baghjulene. Dermed faldt Mortara tilbage på 17. pladsen i løbet.

Lucas di Grassi kom stille og roligt op igennem feltet og var efterhånden helt oppe på 7. pladsen, allerede inden halvdelen af løbet var kørt.

Sam Bird lagde for alvor pres på Sebastien Buemi i kampen om 4. pladsen, hvor Buemi forsvarede sig alt hvad han kunne. Den Fan Boost, som blev annonceret tidligere i løbet, kunne han alligevel først bruge i den anden halvdel af løbet. Derfor skulle Buemi forsøge at holde sig foran indtil han kom i den anden bil.

På løbets 19. omgang overhalede Andre Lotterer brasilianeren Nelson Piquet jr i en fantastisk udbremsning, nede for enden af startlangsiden.

Sam Bird og Antonio Felix da Costa havde sparet så meget på strømmen at de kunne køre en hel omgang mere end de andre, i den første bil.

Efter alle kørerne havde skiftet bil førte Jean-Eric Vergne løbet an foran Techeetah holdkammerat Andre Lotterer mens Panasonic Jaguar Racing kører Nelson Piquet jr lå 3’er.

Lucas di Grassi var knapt kommet ud af pitten, inden at hans bil gik i stå. Det er langt fra første gang at det er sket for brasilianeren i denne sæson, og da han fik bilen bragt tilbage til pitten, var han rødglødende, hvor han skubbede til en kameramand, som han mente stod i vejen. 0 point for den forsvarende Formel E mester efter 4 afdelinger, er bestemt ikke noget der ser godt ud på CV’et hos hverken di Grassi, eller hos Audi Sport ABT Schaeffler, som blot har 11 point fra Daniel Abt. Men en dobbelt-nuller for 3 løb i træk, får muligvis snart konsekvenser for personer i teamet.

Alex Lynn måtte udgå med 10 omgange tilbage, hvilket var super ærgerligt for englænderen, som ellers havde kørt det meste af løbet nær top 5.

Sebastien Buemi gik til angreb Nelson Piquet jr, og det lykkedes Schweizeren at komme forbi.

Jean-Eric Vergne, Techeetah
Photo: Zak Mauger/LAT/Formula E

De to Techeetah biler var lige ved at kollidere, da Lotterer forsøgte at overhale Vergne udenom. Det ville sidstnævnte ikke finde sig i, og pressede tyskeren faretruende tæt mod barrieren. Begge kørere blev dog på banen, og kunne fortsætte 1-2.

Felix Rosenqvist var stille og roligt kommet op på 4. pladsen, da Piquet jr lavede en fejl i en udbremsningsduel på Buemi. Dermed faldt Piquet jr tilbage på 6. pladsen.

Med 4 omgange tilbage af løbet gik Vergne af speederen ude midt på langsiden, så holdkammerat Lotterer hamrede op i bagenden af ham. De to biler hang kortvarigt sammen, inden at de rev sig fri fra hinanden.

Al den ballade mellem de to forreste kørere gjorde at Top-5 blev helt samlet. Felix Rosenqvist lå centimeter fra Sebastien Buemi’s bagende, men det lykkedes ham ikke at komme forbi.

Det lykkedes Jean-Eric Vergne at holde forreste position helt hen til målstregen, med Andre Lotterer på andenpladsen og Sebastien Buemi på tredjepladsen.

Efter dagens løb fører Jean-Eric Vergne nu Kørermesterskabet, mens Felix Rosenqvist, Sam Bird, Sebastien Buemi og Nelson Piquet jr kommer på de efterfølgende pladser.

Techeetah har overtaget føringen i Holdmesterskabet foran Mahindra Racing og DS Virgin Racing. Panasonic Jaguar Racing ligger 4’er, mens sidste års mestre, Renault e.dams, blot er på en femteplads.

Den næste afdeling af ABB FIA Formula E Championship 2017/18 skal køres den 3. marts i Mexico City, på en forkortet variant af Formel 1 banen.

Relaterede nyheder