Nye biler og nye konstellationer i Formel E

Der kommer både nye biler, og nye konstellationer, når ABB FIA Formula E World Championship starter deres 2022/23 sæson senere på året.

Det har længe været kendt, at de nuværende biler skal afløses af en Gen3 bil, hvor teknologien tager endnu et skridt fremad, så bilerne kan køre hurtigere og længere. Da vi gik fra Gen1 til Gen2, blev det obligatoriske bilskifte afskaffet.

7 fabrikanter har meddelt, at de vil udvikle en drivlinje til den nye bil. Chassis’erne forbliver ens mellem alle de forskellige mærker. DS Automotive, Jaguar, Mahindra, Maserati, NIO333, Nissan og Porsche er klar til deltage. Maserati er et nyt navn, i forhold til de nuværende, men de ønsker at sætte fokus på deres elektriske bilmodeller, og har valgt at gøre det på denne måde.

I forhold til nu, så mangler Audi, BMW og Mercedes. De har for længe siden meldt ud, at de ikke vil hoppe med på Gen3 bølgen.

Det betyder, at der er flere hold, som dermed må skifte samarbejdspartnere.

Venturi Racing har allerede meddelt, at de skal arbejde sammen med Maserati, når Mercedes ikke længere vil levere drivlinjer til racerne.

Jaguar skal levere drivlinjen til Envision Racing, som mister deres Audi samarbejde efter i år.

Mahindra Gen3
Graphics: Mahindra Racing

Abt Sportsline vender tilbage til serien, men har endnu ikke offentliggjort med hvilket bilmærke. De var med helt fra starten, og gik over til at være Audis fabrikshold, indtil de trak sig efter 2020/21 sæsonen. Der er aktuelt vildt røre i Audi-andedammen, hvor alt fokus lige nu er rettet mod Formel 1 i 2026, og alle andre projekter bliver lukket ned på stribe. De skulle egentlig have været tilbage på Le Mans i 2023, men det projekt er også røget i skraldespanden, efter der kom nye visioner hos bestyrelsen.

Avalanche Andretti går fra BMW til at blive nyt Porsche hold. Det amerikanske Andretti hold var med fra starten, hvor de ligesom Abt var uofficielt fabrikshold, indtil de blev egentlig fabrikshold. Porsche har dog aktuelt stadig planer om at deltage med deres eget fabrikshold, så der kommer 4 Porsche motoriserede Formel E racere på banen i næste sæson.

De nye biler får en tophastighed på 322 km/t, og så kan de regenerere på alle fire hjul, men er fortsat kun baghjulstrukne. Derudover bliver der hurtig-lade funktioner på bilerne, så de kan lades op under løbene. Det er dog ikke nærmere beskrevet præcis hvordan de vil gøre det – om det er hvis de passerer henover eksempelvis Attack Mode, eller om de skal ind i pitten og holde stille i nogle sekunder, for at få mere strøm på.

Der kommer med sikkerhed mere nyt i de kommende uger og måneder, efterhånden som de passer holdene at annoncere nyt.

Relaterede nyheder