Dennis Andersen gør et uventet comeback i European Le Mans Series denne weekend.
Danskeren erstatter Rob Hodes, der havde et alvorligt uheld i gårsdagens Bronzekører test, hvor han ramte barrieren hårdt med Team Virage #19 LMP2 raceren.
Hodes blev sendt på hospitalet til tjek, hvor lægerne ikke kunne give ham tilladelse til at køre weekendens løb.
Derfor måtte teamchefen tænke hurtigt, og finde en ny Bronzekører. Og der er ikke ret mange Bronzekørere, som rent faktisk har LMP2 erfaring, og som ikke allerede sidder i en racerbil.
Dennis Andersen plejer at køre for High Class Racing, og har tidligere deltaget i European Le Mans Series, inden han på det seneste har kørt for holdet i IMSA WeatherTech SportsCar Championship.
Andersen skal dele raceren med Ian Rodriguez og Tatiana Calderon, og deltager i LMP2 Pro/Am kategorien.
European Le Mans Series kører åbningsløbet på 2023 sæsonen i morgen søndag, med start 11.30 dansk tid.