Pfaff skifter mærke

Pfaff Motorsports har valgt at skifte mærke, når 2023 i IMSA WeatherTech SportsCar Championship er ovre.

Holdet har været associeret med Porsche, i alle de sæsoner, hvor de har kørt i IWSC siden 2019.

De er dog den officielle importør af McLaren i Canada siden 2012, og har også selv to McLaren forhandlere i Toronto og Vancouver. Så nu har de valgt at skifte til det britiske mærke, hvor de skal deltage i GTD Pro kategorien med en enkelt bil i 2024.

Holdet vandt GTD titlen i 2021, og skiftede herefter op i GTD Pro kategorien, hvor de så vandt titlen allerede i 2022 sæsonen.

Graphics: Pfaff Motorsports

2023 er dog ikke gået efter planen, hvor Porsche generelt havde en svær start på sæsonen, da den helt nye 911 GT3.R i 992 spec virkelig manglede fart i de første weekender. Alligevel fik de tryllet en sejr frem på Sebring, som den eneste indtil nu i 2023. Derfor var mesterskabet hurtigt afskrevet for det canadiske hold, og i stedet er fokus nu rettet mod 2024.

Det kommer dog også til at betyde to helt nye kørere for holdet, da de nuværende, Klaus Bachler og Patrick Pilet, begge er Porsche fabrikskørere.

IMSA WeatherTech SportsCar Championship 2023 slutter denne lørdag på Michelin Raceway Road Atlanta banen.

Relaterede nyheder