Lola og Yamaha indgår samarbejde med ABT

Lola cars og Yamaha har indgået et nyt samarbejde med ABT, til den kommende ABB FIA Formula E World Championship 2024/25 sæson.

ABT har indtil nu været forbundet med VW gruppens mærker, da de startede som Audi kundehold, og endte med at blive fabriksholdet for dem, indtil det lukkede ned efter 2020/21 sæsonen.

Efter et år væk fra serien, vendte ABT tilbage til 2022/23 sæsonen, hvor de havde fået et titelsponsorat fra Cupra. I modsætning til tidligere, blev drivlinjen dog ikke udviklet af Audi, men i stedet af Mahindra. Det samarbejde har ikke just været det bedste, da det indiske mærke er nede i lidt af en bølgedal, efter at have været med helt fremme på GEN2 bilerne.

En bølgedal, kan man også sige at Lola har været nede i. Det engang store mærke indenfor sportsvogne, men også mangeårig chassis leverandør til Formel 3000, lukkede ned 2012. Rettighederne til navnet blev købt af Multimatic og Carl A Haas Automotive, som ikke rigtig gjorde brug af navnet, udover at kunne servicere med lidt reservedele til allerede eksisterende biler.

I juni 2022 købte Till Bechtolsheimer firmaet, med det mål at gendanne dens raceraktiveter.

Dette er så det første trin, i den målsætning.

Mark Preston, Heiji Maruyama & Thomas Biermaier
Photo: ABT

Mark Preston er blevet indsat som Motorsports Direktør i Lola. Preston har tidligere stået i spidsen for Techeetah holdet i Formel E, som vandt to titler med Jean-Eric Vergne i 2017/18 og 2018/19, og er den indtil videre eneste dobbelte mester i Formel E, mens Antonio Felix da Costa vandt titlen i 2019/20 sæsonen. Samarbejdet mellem DS og Techeetah stoppede dog efter 2021/22 sæsonen, hvorefter Preston ledte efter nyt arbejde.

Han har tidligere haft forbindelser til Yamaha i sin tid i Formel 1, og det er også den japanske industrigigant som skal stå for udviklingen af en ny drivlinje. I Formel E er alle chassis’er helt ens, hvor holdene så får lov til at udvikle deres egen elmotor, eventuelle gearkasse samt softwaren til styringen af dette – resten er fælles med de andre hold.

De forventer at have en bil på banen i juni måned, hvorefter de kan stige ind i Sæson 11 med det nye samarbejde.

Resten af sæsonen kører ABT videre med den nuværende drivlinje, og under ABT Cupra navnet.

Det næste løb i ABB FIA Formula E World Championship køres denne weekend, med en dobbeltafdeling i italienske Misano.

Relaterede nyheder